Matador: Skyggemennesket

Af Christian Egander Skov

“Skyggetante, en.
(oftest ældre) ugift tante olgn. der bor hos slægtninge og her lever en skyggetilværelse (s.d.). Cit.1930’erne.​(OrdbS.).”

Elisabeth Friis er en af de gode i Matador, og dagens afsnit er hendes. Tillykke. Hun tilhører sammen med Dr. Hansen den radikale minoritet i Korsbæks borgerskab. Hun er en af dem, der afviser den døende konservative borgerligheds værdier og livssyn. Denne lille gruppe, som måske også tæller Kristen Skjern, der også træder ind på scenen i dagens afsnit, bliver ofte beskyldt for at være de egentlige helte i Matador.

Sikkert er det da også, at Lise Nørregaard i højere grad sympatiserer med deres livssyn end eksempelvis Oberst Hackels. Hvor borgerskabet generelt står for stivsind, bagstræb og snobberi, er det radikale borgerskabs kendetegn dets frisind, og frisind er netop en af de positive værdier i serien.

Men som det så ofte er tilfældet med Matador, er fortællingen mere nuanceret, end vi først antager.

For de radikale og frisindede er langt fra at være idealistiske helte, som driver historien frem. Selvom både Elisabeth og Dr. Hansen fremstår sympatiske og spiller vigtige roller i fortællingen, står de ikke i centrum af den, ja ikke engang i deres egne liv.

De befinder sig faktisk altid i skyggen af nogle andre.

Sådan er det med Elisabeth Friis, der ved seriens begyndelse og frem til nu har reduceret sig selv til et appendiks til sin søster og henslæber livet som skyggetante. Og sådan er det også med Dr. Hansen, der er blevet håndsky af ulykkelig kærlighed. De er begge tjenende ånder, ikke meget forskellig fra Laura med den enkelte og væsentlige forskel, at hun identificerer sig med sin rolle, mens Dr. Hansen og Elisabeth Friis alt for godt ser, at der er noget, som mangler.

De livsuduelige

Tænker man nøjere over det, er disse radikales vigtigste karaktertræk hverken frisind eller idealisme. De er ikke den fandenivoldske Ernst Nyborg! De er ikke engang Jørgen Varnæs, den meget frisindede højremand, der både tager let på livet og sit barnløse ægteskab.

Nej, de er begge nydelige og ordentlige mennesker, som indfinder sig på den plads i samfundet, der nu engang er deres. De driver det indtil videre ikke meget længere end et forsigtigt pip ved middagsbordet. “De kan regne mig med” sagde den.

Revolutionen er ikke et theselskab, men vist heller ikke et middagsselskab.

Det, der kendetegner dem begge er ikke frihed, men en slående mangel på frihed, som i sidste ende ikke lader sig undskylde med samfundsindretningen ( de er jo ekstremt priviligerede) men lader sig føre tilbage til deres personlighed.

De – og særligt Elisabeth Friis – er livsuduelige mennesker, der ikke agerer, og derfor altid henvises til at reagere. Kun i sit varnæske fangenskab virkede Friis tilfreds, nu hvor hun bryder ud og forsøger at træde i karakter, viser hun sig splittet, tvivlende og vaklende i en sådan grad, at hun end ikke formår at vælge hverken det ene eller det andet. Hun kan ikke få sig selv til at sige ja til Kristen Skjern. Men hun kan heller ikke endegyldigt forkaste ham.

Hun drager i stedet til Salzburg med Dr. Hansen, der nok har reserveret sin kærlighed til Elisabeth Friis, men slet ikke kan drive det til andet end at agere en brik i den varnæske intrige om at holde Julie fra Romeo.

Elisabeth Friis er først og fremmest en ulykkelig karakter, der serien igennem synker stadig dybere ned i en mild bitterhed, hvor hun bliver tilskuer til et liv, hun ikke har – og tilsyneladende ikke kan – få del i. I det lys bliver hendes snusfornuft og hendes ideologiske orientering mod radikalismens frihedsgrad i bedste fald udtryk for hendes halvhjertede forsøg på at gøre op – ikke med samfundet – men med sig selv, og i værste fald et udtryk for, at hun slet ikke magter livet, og derfor må vrænge af dets lov.

Var det ikke fordi, vi vidste, at det endte godt – i hvert fald for Elisabeth Friis – kunne man uden videre liste det radikale borgerskab op ved siden af den ulykkelige hr. Schwann og den uregerlige Jørgen Varnæs som seriens egentlige tragedier.