Matador: Mødet i Det Konservative Dødsparti

20. maj 2017
4 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

”The times they are a-changing” sang skjalden og advarede folk om at stå i døren og blokere for tidernes skifte. “Af banen, af banen her kommer bananen,” kunne han have sagt. Men så havde han vel næppe vundet en Nobelpris. Eller måske… hvem ved.

Ja, og det er jo faktisk temaet i dagens afsnit af Matador. Forandringen, der først blot var antydet i kraft af det politiske skifte ude i samfundet (som det så uskønt hedder) med Staunings valg i 1929 og Mads Skjerns ankomst til byen, er nu en realitet. Damernes Magasin skranter tydeligt. Hr. Schwann gør sit, men det slår ikke til. For dem, der har levet, venter kun døden.

Nuvel det er ikke det, jeg vil vende i dag.

Jeg er – som nogen ved – forfatter til en bog om dansk konservatisme i mellemkrigstiden. Godt nok en, som de store aviser – herunder den på papiret (var jeg lige ved at sige, men hvilken overdrivelse) konservative avis Berlingske Tidende – systematisk har ignoreret, men ikke desto mindre tillader jeg mig at mene, at jeg har en ting eller to at sige om lige præcis denne bogs emne.

Derfor kan jeg ikke lade være med at studse lidt over skildringen af Det Konservative Folkeparti her i afsnit 3 (og ja, fisken på disken, i hele serien faktisk).

Det er nemlig her vi for alvor møder Jørgen Varnæs, da han i rask trav krydser over sporet på vej til sin gerning. Han forulempes her groft af den ubehøvlede, og snart også radikaliserede, socialist Lauritz Jensen, der overfuser ham, gylper en eller anden bekendtgørelse op og stjæler centrale papirer af Varnæs’ tale, da denne mandigt traver væk. Jovist seriens sympati ligger hos bolsjevikken, men helt ærligt. Hvem ville finde sig i Lauritz Jensen i dag.

Et sidespor

Og nu vi er ved det. Hvad laver han egentlig ved DSB. Dette her er vel eneste gang, vi ser ham foretage sig noget, der tilnærmelsesvist ligner arbejde, hvis man da kan kalde det arbejde at forulempe passagerer med divergerende politiske standpunkter.

Resten af tiden sidder han og drikker øl med sine busenfreunde på Jernbanecafeen (hvis forpagter han en dag i øvrigt overfalder!). I sidste afsnit hjalp han ved højlys dag Mads Skjern med at flytte ind. Jamen det er det vældigt flinkt, Røde. Men skulle du ikke være på arbejde? Senere lykkes det ham tilsyneladende at presse en fuldtidsbeskæftigelse som professionelt revolutionær ind mellem ølpauserne i sit job. Det er noget betænkeligt.

Men det var et sidespor.

Mødet i den konservative vælgerforening

Så der er møde i den konservative vælgerforening, hvor Jørgen Varnæs skal tale, han er jo folketingskandidat. Det er noget opblæst, pompøst nationalisme – tilsyneladende helt uden social bevidsthed. I hvert fald spørger en tilskuer ”Hvad med de arbejdsløse!”. Ja, hvad med dem, fristes man til at svare.

Var De Konservative imod de arbejdsløse? Ja, det billede vi får i serien, antyder det vel. Her bliver partiet fremstillet som et stivnet overklasseparti. Vi ser den tykmavsede konsul Holm med sin reaktionære Agnes Slott-Møller-entusiastiske frue. Vi ser den udygtige de facto rentier Albert Arnesen. Maude taler om baciller. Det er masseangst oversat til medicinsk neurose. Jørgens enfoldige og – Gud bedre det – århusianske hustru svarer enfoldigt og århusiansk, at der ikke er baciller i en konservativ vælgerforening.

Ja, de trofaste konservative støtter er alle rige og næsten alle svært retarderede. Man undrer sig over, hvordan de holder sig oprejst med den serie af hjerneblødninger, der har ramt dem under den bløde hat.

(Endnu værre står det til med ungdommen: De der fanebærende KU’ere bag Jørgen Varnæs vidner godt nok om en uhyre dovenskab fra DRs side. Man har ikke engang forsøgt at give dem 30’er hår. Deres skjorter sidder forfærdeligt. Og deres blik er tomme og uintelligente. KU-idealet var “Men har vi stål i arm og tanke, glans i vor øjne, ryggene ranke” som det hedder i KU-sangen fra dengang. Men de der statister ligner det, de er, nemlig uvaskede 70’er ynglinge. Fy for den.)

Partiet bliver i Lise Nørgaards skildring reduceret til et symbol. På hvad? Ja på den verden, der allerede er gået tabt. Den gamle sociale orden. I ved den, der tankeløst videreførte førkrigslivet. Det Konservative Folkeparti er altså Damernes Magasin bare i det politiske liv.

Men Det Konservative Folkeparti var i fremgang!

Nuvel, sådan må man gerne se på det.

Men lad os da alligevel huske på, at Det Konservative Folkeparti i begyndelsen af 30’erne var et parti på vej frem. Den nationale og socialt bevidste konservatisme hang ikke ved fortiden, men ville være medskabere af fremtiden. Dette var John Christmas Møllers parti.

Det var ikke De Konservative men derimod Venstre, der var reaktionens arrieregarde i 1930’erne. Det var dem, der næsten krampagtigt fastholdt en liberal økonomisk politik i en tid, hvor det ikke længere var god latin. De Konservative havde andre idéer.

Det Konservative Folkeparti var i øvrigt også et klassemæssigt sammensat parti – det mest sammensatte parti dengang. Det var ikke en klub for velhavere og gammeltidslevn (selvom de også var der). Mange bønder var konservative. De selvstændige (både de store og de små) var konservative. Ja ved Gud, der fandtes også konservative arbejdere. Den helt store vælgergruppe – og partiets håb – var funktionærerne, den nye middelstand: en gruppe, der voksede drastisk netop i disse år.

”Jamen, hvad så med de arbejdsløse?” spurgte manden. Ja hvad med dem? De skulle i arbejde. Det var i hvert fald partiets store salgsnummer. Det Konservative Folkeparti havde siden 1920’erne forsøgt at slå sig op på en erhvervspolitik, der både tog afstand fra laissez faire liberalismen og de nationaliseringsønsker, som endnu eksisterede i Socialdemokratiets rækker.

Partiets løsning var told. Det kan man af gode grunde være kritisk over for. Men på spørgsmålet ”Hvad så med de arbejdsløse?” kunne Varnæs klart svare ”Ja, de skal jo arbejde.”

Var De Konservative fortidens røst? Christmas Møller og hans parti havde godt nok lidt et knæk ved valget i 1929. Men det var ikke fordi, de hang ved fortiden, men fordi de brød med den. Partiet havde nemlig trukket tæppet væk under den meget liberale Venstre-regering. Og det blev de straffet for af vælgerne. De var for progressive.

I 30’erne gik partiet derimod frem. Snart blev de lige så store som Venstre, medens Christmas Møller blev oppositionens mest markante politiker.

Nu skal dette ikke ende i et trefoldigt leve for Det Konservative Folkeparti. Men jeg tror nu alligevel, at man må sige, at partiets politiske indstilling dengang var langt mere i overensstemmelse med eftertidens end såvel Venstres som Socialdemokratiets program.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside