Livets lov i Korsbæk

13. maj 2017
2 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Mads Skjern er blevet landfast og har åbnet Tøjhuset, der inden længe vil dreje nøglen om på Damernes Magasin.

Andet afsnit af Matador ligger i forlængelse af det første, men vi mærker her trykket af den gamle og tunge luft over Korsbæk. Mads Skjern kan ikke låne penge til at åbne sin nye butik, den gamle elite forsøger at skærme sig mod udfordringerne, men vi ved allerede, at det aldrig kan lykkes. I den nye verden, der står for at skabes, kan intet leve på gammel autoritet.

Det har ingen værdi, at familier som Varnæs, Arnesen og Møghe har hjemstavnsret i Korsbæk. For livet er kamp, og ingen har mulighed for at undsige sig kampen. Ikke nok så meget opdynget kultur, ikke nok så meget agtelse kan redde dem. Nej, for det er netop denne forfinethed, denne manglende forståelse for det primære, som har gjort de gamle slægter svage og nu stiller dem undergangen i udsigt.

Matador hylder – i hvert fald i første omgang – en etik, der vægter arbejdet og initiativet og modstiller den nedarvet kapital og status. Senere skifter fokus og Mads Skjern viser sig at have antipati for pæne bøssedrenge (og den slags koster!), men her i begyndelsen er det sammenstødet mellem entreprenøren og rentieren: Mellem ham der går ind på tidens og livets vilkår og svarer den fordring, den nye tid har afgivet, og ham, der blot lever videre på det, han har fået overgivet fra svundne tider. Det er brutalt.

Det er ikke særligt konservativt, kan man med en vis ret hævde, men så alligevel.

For historie er forandring. Den er en stadig strid. Den er bølger, der brydes igen og igen. Bag det tilsyneladende statiske og stabile i vores kulturelle former, bølger selve livet, hvis lov netop er vorden. Og eet ved vi: det prøver os. Lægger vi øret til, hører vi loven “svøm eller dø”. Jovist Mennesket forsøger, når det kan, at redde sig i land og sikre sig. Men denne sikkerhed er altid på lånt tid.

Vi har kun det, vi til stadighed tager i besiddelse, kun det vi hele tiden genbekræfter. Dette forstår Mads Skjern – sikkert fordi han er jyde – men de gamle slægter forstår det ikke, ikke endnu. De tror ikke, at deres børn skal arbejde, tjene håndører ved at gå bud. De tror sig hævet over arbejdets og livets love. De tror, de kan leve på status, men de ser ikke, at flåden allerede tager vand ind.

Ja, i den forstand minder de måske om os.

Og apropos. Lige efter dagens afsnit af Matador sendte Danmarks Radio en lille reklame for P2. Her cyklede nogle unge mennesker ud og stjal mad fra affaldscontainere. “Gør livet til en kunst” eller sådan noget, lød mottoet.

Og derpå fulgte så Det internationale Melodigrandprix.

Lad os alle spise affald i ruinerne af europæisk højkultur. Det er summen af vores drømmes mål. Og sådan må idealet vel være for Arnesens oldebørn.

Så må vi bare håbe, at der er nogen, der bliver ved med at hælde affald i containerne.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside