Korsbæk i tidehvervet

Af Christian Egander Skov

En fremmed kommer til byen. Det motiv åbner ikke sjældent en historie. For det er en effektiv måde at åbne skildringen af et samfund, der står over for forandring. Og sådan er det også her i første afsnit af Matador, der i år sendes i en nydeligt restaureret udgave, der gør serien ære.

Det mest udtalte i Matadors første afsnit er ikke handlingen, men skildringen af stedet. Afsnittet er båret af en åbenlys glæde ved at berette om netop dette sted og denne tid og de regler, der regerer Korsbæks stratificerede sociale liv. Denne nysgerrighed og fortælleglæde gør første afsnit til et af seriens bedste.

At se første afsnit af Matador minder i virkeligheden lidt om at se de første afsnit af Downton Abbey, hvor netop fascinationen af, hvordan denne i høj grad tabte adelige verden i Yorkshires store huse fungerede.

Matador fascinerer fordi den – igen ligesom Downton Abbey – effektivt skildrer en overgangstid, et tidehverv. Dette er ikke mindst tydeligt her i begyndelsen af serien. Skildringen af Korsbæk viser os et stivnet, provinsielt og konservativt borgerskab. I byens fine butikker behandles almindelige mennesker som skidt af andre almindelige mennesker, der opnår status ved at snobbe opad. Til middagsselskaber indtages maden endnu i kjole og hvidt, og der slås hårdt ned på frivolitet. “Opfør dig ordentligt, Misse!” Men Matador hæver også pegefingeren over for det historiske miljø, den skildrer. Serien er kendt for at benytte sig af en lavmælt komik, som vi kender fra folkekomedierne. Denne genres stærkeste våben er dens evne til at vise, hvad vi skal trække på smilebåndet af, og hvor vores sympati skal ligge.

1929 er et skelsår i danmarkshistorien, fordi – som serien også gør opmærksom på – det er her, den socialdemokratiske epoke begyndte, der varede helt til 1982. Men i virkeligheden er det ikke 1929, der skildres her i første afsnit, men noget ældre, noget hengemt, der har overlevet for længe og ligesom Albert Arnesen fra Damernes Magasin levet på renterne af fortidens storhed.

En ting, man bør bemærke: Hovedpersonerne i Matador er – så vidt jeg husker – født i 1890’erne. Såvel Hans Christian Varnæs som Mads Skjern er faktisk relativt unge i seriens begyndelse. Hans Christian Varnæs og Maude er måske ikke ligefrem nygifte, men da serien starter, har de ikke været gift i mere end 5 år. Alligevel virker den verden, de lever i, gammel, sat, ja hvis ikke ligefrem udlevet. Borgerskabet i Korsbæk skildres som et, der endnu lever i fædrenes verden, tiden før 1914.

Og det er da også netop den ældre generation Oberst Hackel og den endnu ældre enkefru Møghe, der ved middagsselskabet hos Hans Christian Varnæs bringer den morskab, som jazzmusikken har åbnet for, til pludseligt ophør ved deres autoritet. Men det er denne autoritet, der allerede nu fremstår latterlig, som endelig er ved at forvitre. Deres verden er allerede i graven. Møghe og Hackel er begge komiske figurer, mere end troværdige personer. De er typer af en tabt tid.

Ude i samfundet er det store hjul drejet og Stauning er kommet til (igen for han var der også 1924-26). I Korsbæk er Mads Skjern ankommet og fordi han er fremmed, kan han se sprækkerne i den ellers stabile, sociale orden. Ligesom Stauning og Socialdemokratiet byggede deres magt på at appellere til den brede befolkning, vil Mads Skjern bygge sin position på den brede befolknings ønsker og behov, ikke som socialist, men som kapitalist.

Og så sker der store sager. Men før vi med serien glæder os over udviklingen, så tænk på alt, det der gik tabt. Er borgerskabet bedre idag end i 1929? Er standsforskellene faktisk blevet mindre eller er de tværtimod øget? Hvor mange bankdirektører lader deres to børn dele et lille værelse i 2017.