Teknologi: Et økosystem af distraktioner

Det moderne digitale liv synes at være en daglig udfordring, som består i at undgå at drukne sig selv i en sump af ligegyldige distraktioner på internettet. Fællesskab og fordybelse har trange tider mener denne måneds kronikør.

Af Magnus Sinding-Jensen

I desperation over egen manglende selvdisciplin er jeg tyet til at betale penge for en applikation, hvis eneste funktion er, at den kan blokere for internettet. Med ét klik befinder jeg mig pludselig i en analog verden, afskåret fra hurtige sociale og underholdningsmæssige fix. Da jeg var teenager og spillede for meget computer, kunne mine forældre finde på at befale mig at tage en pause og få noget frisk luft i stedet. Det forekom mig dengang som den ultimative uretfærdighed og efterlod mig nærmest grædefærdig. Tiderne er skiftet, og jeg betaler nu et firma for netop dette: at tvinge mig til at lave noget andet end at sidde foran skærmen, når min egen vilje ikke magter opgaven.

At læse

At internettet er en genial opfindelse og en uhyre stor gevinst for mange mennesker vil få nok bestride. Internettet har revolutioneret vores liv på rekordtid og har integreret sig i vores dagligdag som måske ingen teknologi nogensinde før. Det er, for mig at se, åbenlyst, at der er mange både positive og negative konsekvenser ved denne teknologiske udvikling. Det er dog min opfattelse at de gode oftere fremhæves, hvorfor jeg i god konservativ ånd her vil fokusere på en negativ tendens: nemlig at vi i højere og højere grad fylder vores liv med ligegyldige, overfladiske distraktioner, og at dette sker på bekostning af fordybelsen i vigtigere ting. Når jeg siger vi, så mener jeg folk som mig selv, der har i hvert fald et ønske om at læse bøger og gøre sig nogle tanker.

 

Hvis man sætter sig og prøver at læse en bog efter at have tilbragt et par timer med at surfe på internettet, så bliver det hurtigt klart, at bogen ikke har en chance i konkurrencen om ens opmærksomhed. Sådan har jeg det i hvert fald ofte, men jeg er ikke alene. Den amerikanske skribent, Nicholas Carr, beskriver indledningsvist i sin tankevækkende bog The Shallows fra 2010, som jeg her i høj grad vil læne mig op af, at han i løbet af de sidste år har oplevet en grundlæggende mental forandring:

I’m not thinking the way I used to think. I feel it most strongly when I’m reading. I used to find it easy to immerse myself in a book or a lengthy article. […] That’s rarely the case anymore. Now my concentration starts to drift after a page or two. […] The deep reading that used to come naturally has become a struggle.

Carr har det som om hans hjerne er forandret. For hans arbejde som skribent har internettet været som sendt fra himlen. Med lynets hast har han fået adgang til en uendelighed af information. Men hen af vejen har det dæmret for ham, at denne velsignelse har haft sin pris. Titlen på hans bog siger det hele. Det er evnen til fordybelse, der er blevet betalt med.

Nicholas Carr er født i 1959 og har altså levet en stor del af sit voksne liv før internettet og de sociale medier gjorde deres indtog. Jeg er født 30 år senere og nåede (på sin vis) lige akkurat at blive voksen før Facebook og YouTube, der blev lancerede i henholdsvis 2004 og 2005, begyndte at gøre krav på daglig opmærksomhed. Den canadiske skribent Michael Harris skriver i sin bog The End of Absence fra 2014, at man skal være født før 1985 for at kende til livet både med og uden internet. Man skal have levet som voksen uden internet før det tæller. Han selv er født i 1980 og kalder sin generation for ”The Straddle Generation” – en skrævende generation – der hverken er ”digitale indfødte” eller ”digitale immigranter”, men derimod den sidste generation, som vil kende både før og efter. Når de er væk, vil alle være socialiserede ind i den digitale verden fra barnsben og ikke kende til livet før. Harris blev rystet da han observerede sin 2-årige nevø sidde med en udgave af magasinet Vanity Fair, mens han forsøgte at zoome ind på bladets forside med sin tommel- og pegefinger. Hvor skal det ikke ende, tænker man.

Omprogrammering af hjernen

Det er en grundlæggende sandhed om menneskets forhold til teknologi, at det  ikke blot er noget vi bruger, det er også noget, der former os. Det var blandt andet dette, som lå i medieforskeren Marshall McLuhans berømte aforisme: The medium is the message:

As McLuhan suggested, media aren’t just channels of information. They supply the stuff of thought, but they also shape the process of thought. And what the Net seems to be doing is chipping away my capacity for concentration and contemplation. Whether I’m online or not, my mind now expects to take in information the way the Net distributes it: in a swiftly moving stream of Particles.

Nicholas Carr kommer i sin bog med en videnskabelig version af McLuhans oprindelige indsigt. Den centrale pointe er, at menneskets hjerne er plastisk og at den er i stand til, om man så må sige, at reprogrammere sig selv og tilpasse sig den måde vi bruger den på. Der er således forskel på hjernen hos en person, som bruger internettet regelmæssigt og på en person, som ikke gør. Hjernens plasticitet illustreres ofte med en berømt undersøgelse fra 1990’erne af taxachauffører i London. Ved at scanne hjernen hos dem kunne man fysisk se, at den del af hjernen, som har at gøre med det spatiale, altså den rumlige intelligens, var langt større end normalt, og jo mere erfaring chaufførerne havde desto tydeligere var det.

Pointen med dette er, at den overfladiske, lynhurtige måde hvormed vi surfer på internettet, står i modstrid til den koncentrerede, længerevarende fordybelse, der skal til for at læse en bog. Det var ikke det rene barnemad for mennesket at træne hjernen til at læse. Menneskehjernens naturlige tilstand er at være opmærksom på så mange ting som muligt hele tiden. Det var nødvendigt for at overleve dengang man risikerede at blive ædt af et rovdyr, hvis man ikke var tilstrækkeligt årvågen. Dermed var den vedvarende fokuseren på et enkelt objekt unaturlig for mennesket. Men hjernen er plastisk, mennesket lærte sig selv at læse tykke bøger, og bøger lærte os at se verden på en ny måde ligesom fjernsynet siden gjorde det, og i vores tid er det så internettets tur. Men er det til vores eget bedste, sådan at lade vores hjerner forme af internettet?

Refleksion

Nicholas Carr skriver om internettet, at det muligvis er “the single most powerful mind-altering technology that has ever come into general use”. Internettet er et økosystem af distraktioner, som leverer sansemæssige og kognitive stimuli, der får ham til at sammenligne internetbrugeren med laboratorierotter, som konstant belønnes for at gentage de samme bevægelser. Og alle disse distraktioner som vi udsættes for, når vi er online, forhindrer den dybe, vedvarende koncentration, der er nødvendig, når vi skal tænke for alvor. Der er for meget, og det går for hurtigt. Vi bombarderes med informationer, når vi surfer på nettet, og hjernen får ikke tid og plads til den dybe fortolkning, som netop bøger giver plads til. Det er begrænset hvor megen information mennesket kan overføre fra sin arbejdshukommelse til sin langtidshukommelse.

Arbejdshukommelse kan kun holde på et begrænset antal informationer af gangen. Carr sammenligner det med at skulle fylde et badekar med et fingerbøl. Når vi læser en bog kan vi således fylde op lidt af gangen, men internettets utallige fossende informationshaner oversvømmer vores lille fingerbøl og det meste går tabt.

Det er ikke kun læsning, men også den uforstyrrede kontemplation, som lider under internettets indtog i vores hverdag. I de kedelige øjeblikke, hvor intet sker, arbejder hjernen stadig på højtryk. Når man dagdrømmer beskæftiger hjernen sig eksempelvis med løsninger af komplekse problemstillinger, og man kan jo overveje de mange store ’ånder’ igennem historien, som hengav sig til ensom refleksion. Det er en del af den moderne overfladiskhed at vi kvæler disse ’kedelige øjeblikke’ med vores smartphones.

Teknologi og kultur

Internettet muliggør en høj grad af effektivitet, men skubber samtidig den fokuserede, koncentrerede og uforstyrrede tænkning og læsning til side. Det er en fundamental kulturel forandring, som sker med rystende fart. Nicholas Carr skriver, at det er et opgør med en århundredelang måde at se verden på:

For the last five centuries (..) the linear, literary mind has been at the center of art, science and society. (..) it’s been the imaginative mind of the Rennaissance, the rational mind of the Enlightenment, the inventive mind of the Industrial Revolution, even the subversive mind of Modernism. It may soon be yesterday’s mind.

Carr nævner i sin bog en amerikansk filosof, Joe O’Shea, som illustrerer det problematiske i den udvikling vi er ved at gennemgå. O’Shea udtaler, at han ikke læser bøger, da det er spild af tid, eftersom han langt hurtigere kan finde den information han skal bruge via internettet og Googles såkaldte ”Book search”. Det er interessant at en intellektuel som O’Shea kan se bøger som blot en kilde til information. Det peger på en udviklingstendens, hvor tænkning kommer til at handle om den mest effektive tilegnelse af information, frem for en mere fundamental indsigt som kun et fordybet studium kan bibringe.

Det er selvfølgelig stadig muligt at hengive sig til den rige kultur, der er blevet os overleveret. Men vi lever ikke i en tid, som befordrer noget sådant. Den lynhurtige adgang til og overfladiske behandling af en uendelighed af information på internettet gør os ikke nødvendigvis klogere, men blot mere forvirrede og distræte. Og skal man beskæftige sig med noget vægtigt i tilværelsen, er internettet måske mere en hindring end en fordel. Nicholas Carr måtte selv tilbringe to år i en bjerghytte i Colorado, udstyret med en elendig internetforbindelse, for at kunne skrive sin bog. Jeg selv må blokere internettet for ikke konstant at lade min koncentration om denne artikel afbryde af pludselige indskydelser.

Teknopolis

Der foregår en fundamental kulturel forandring, som bliver skubbet frem af teknologiske landvindinger, hvor det ikke blot er svært at tvinge sin hjerne til fordybelse, fordi den er trænet til overfladiskhed, men hvor det simpelthen er en anakronistisk handling overhovedet at fordybe sig og læse ”tunge bøger”.

Den amerikanske kulturkritiker Neil Postman udgav bogen Teknopolis i 1992 – året efter udgivelsen af ”the world wide web”. Her kritiserede han USA for at være et teknopolis, hvilket er et begreb som dækker over en kultur- og sindstilstand, hvor teknologien guddommeliggøres, og hvor vi tyr til teknologiske svar på vore spørgsmål og udfordringer. Postman skriver, at teknologi forandrer det vi tænker over, det vi tænker med og den arena vi tænker i. Her tænkte han selvfølgelig i en før-internet-virkelighed, hvor det især var fjernsynet det drejede sig om, men hvor også den personlige computer begyndte at få en betydning og vise sit nærmest uendelige potentiale. Man kan forestille hvilke tanker han ville have gjort sig om internettet, som måske mere end noget andet kan siges at opfylde disse kriterier. Internettet leverer det vi tænker over, det vi tænker med og det vi tænker i. Postman skriver, at der i teknologi er en indlagt ”ideologisk tendens, en tilbøjelighed til at ville konstruere verden på én bestemt måde”, og det er endnu engang Marshall McLuhans aforisme, som spøger. Postman sammenfatter det med det gamle mundheld om, at ”den der har en hammer, ser søm overalt.”

Hvordan skal man så forholde sig til alt dette? At det er udfordrende at leve både med og uden at være koblet op på internettet, er naturligvis et dilemma. I 1995 beskrev den amerikanske forfatter Jonathan Franzen at han havde været nødt til at skille sig af med sit fjernsyn, fordi han simpelthen ikke læste bøger længere, når apparatet stod i hans lejlighed og lokkede. Men det var for Franzen langt fra nemt at skulle vælge mellem at leve uden “[…] electronic acces to my country’s culture, or trying to survive in that culture without the self-definition I get from regular immersion in literature”. Fællesskabet eller ensomheden. Dette valg er kun blevet mere kompliceret med internettet.

Magnus Sinding-Jensen er cand.mag. i historie og socialvidenskab.