Woodstock og Apollo

68’erne besejrede den vestlige civilisation, men har sidenhen spillet fallit. Den store trussel imod Vesten er nu islam, skriver Torben Bramming, og undrer sig over hvorfor folk ikke strømmer til kirkerne.

Af Torben Bramming

Jeg forstår ikke, at folk ikke strømmer til de kristne kirker i Vesten. Med den islamiske reformation og de religiøst funderede problemer, som befolker vores forstæder og slumkvarterer, burde det være klart for enhver, at der kommer to forskellige samfundsformer ud af de to religioner.

Elefanten i kosteskabet

Jeg tror nemlig, at de fleste har gennemskuet, at islam er det aktuelle problem – elefanten i kosteskabet som vores toppolitikere gør stadig mere komiske forsøg på ikke at se. Blindheden kommer af det dybereliggende og større problem i Vesten: Den stadig herskende multikulturelle ideologi, som har dannet et hierarki i mainstreammediers, politiske partiers og højere uddannelsesinstitutioners kuvøse og som holder de nødvendige ændringer af politikken tilbage med, ja, netop, gamle konventioner.

 

Men det er som i alle hierarkier, der er ved at falde: Parolerne bliver stadig mere hysteriske, og ingen tør ofre sin plads på samfundsstigen og sit håb om forfremmelse eller omdømme ved at sige sandheden. Man har set, hvordan man bliver paria og mister sin plads i solen, når man gør det.

Men derfor kunne man jo godt begynde at gå i kirke og her bede om frihed, tro, indsigt og mod til at sige fra.

68-ideologien stjal frugterne af den vestlige civilisation uden at give noget igen.

Hvad skal man så sige fra overfor? Islam? Tjae, ingen i vores herskende hierarkier giver en bønne for islam. Ingen er muslimer eller ved noget om religionen. De to politiske ”top”-rådgivere for Fogh-Ramsussen og Nyrup, Mogensen og Christiansen (nu kendt fra TV), vidste i et Hvem vil være millionær-show ikke engang tilsammen, at haram betød forbudt i islam.

Woodstockmyten

Det er Woodstockmyten! Den som nu viser sine ødelæggende effekter på vestlig kultur. Den har de sidste 50 år virket som en god opium: Man syntes fri, verden fik sjove farver, man forstod alle, men så fulgte mareridtene, de myter Woodstockmyten byggede på viste sig at være falske og konsekvenserne for virkeligheden katastrofale.

Vi skal sige fra overfor Woodstockmyten om, at denne 68-generation var den nødvendige udvikling i historien, denne moderne myte om fremskridtets spydspids, der ryster de forstenede traditionalister, som vi har set i titusind Hollywood-film. For denne egoistiske ideologi stjal frugterne af den vestlige civilisation uden at give noget igen.

I sommeren 1969 var der to enorme forsamlinger af mennesker på USA’s østkyst. I Woodstock var der samlet 500.000 mennesker for at høre Jimmy Hendrix spille Starspangled banner med tænderne på sin guitar og i Cape Canavarel i Florida var der samlet 1.000.000 mennesker for at følge Apollo 11’s afgang fra jorden til ”the dark side of the moon”.

Hvordan Woodstock besejrede Apollo

Det var Apolloforsamlingen som stod for vestlig civilisation. De var den kristne, hårdtarbejdende, konservative forsamling af unge og gamle, sorte og hvide, som inkarnerede Vestens tekniske, åndelige og militære kultur og verdensorden, som Christian Provstgaard har vist i sin eminente bog Mænd på månen (2016). Ganske som det var på skuldrene af den kristne guldalder det moderne Danmark stod – indtil 1960.

Men Apolloforsamlingen tabte kampen. De tabte i sådan en grad, at der i Woodstockforsamlingens Hollywood-afdeling endog skabtes film om, at amerikanerne aldrig har været på månen.

Hvordan kunne Woodstock så besejre Apollo? Det skyldes den store udånding efter de to Verdenskrige, ja for Europa måske endogså efter de 250 år ovenpå sejren over de imperialistiske muslimske erobringsforsøg i Europa, der havde varet 1000 år. Nu var man på toppen, havde tid og talent – og brug for at slappe af – ”chill out man…”

Det gjorde man så støttet på videnskabelige myter om ”Peace, love and understanding”. Det var f.eks. Margeret Mead, som kunne vise (uden at kunne sproget), at de indfødte på Samoa levede med ”fri kærlighed” i et præcivilisatorisk paradis, og Jane Godall kunne bevise, at chimpanserne var fredselskende dyreflokke, ubesmittede af civilisationens pest, der fører til religion, mord og had. Og så ikke mindst marxismen, hvor alle havde alt tilfælles og gik mod en jordisk paradis tilstand. Men det viste sig at være løgn alt sammen: Der var ingen eksperimenterende fri kærlighed på Samoa, ingen fredselskende chimpanser og marxismens dødskult fra Gulag over Kulturrevolutionen til Pol Poth skaffede de eneste virkelige lig på bordet.

Det var denne opium, der forledte en hel generation, og da de satte sig i ”chefstolen” også den næste, der ville ”fremad og opad”. Woodstockmyten var jo tillokkende: Dit ego er kosmos, din lyst er lov. Liberalismen bakkede gerne denne ideologi op, for det gav et fantastisk forbrug at skulle fylde dette enorme egos behov – tænk hvis hele verden ville have det samme! Hvilke forretningsmuligheder, tag nu bare kineserne…

Blev Woodstockforsamlingen så disse kærlighedshungrende, kommunistisk indstillede pacifister, der gav plads for andre, som de gerne ville være? Eller endte de med at blive den mest grådige generation nogensinde?

Bibel eller eget ego?

Men nu, hvor det er klart, hvad der er svaret, forstår jeg ikke, at folk ikke strømmer til de kristne kirker. Det er klart, at der også sidder ”Woodstockfolk” på chefstolene dér som i alle hierarkier, men det kan ikke dække over Bibelens budskab. Mange muslimer har set det og er konverteret. De har fået den nåde at opleve, at det er Kristus, der skaber den virkelige frihed, den indre, skabende frihed. Ydre ”frihed” er altid reguleret af love og forbud, hvad enten de kommer fra velfærdsstaten eller imamen. Det er på Bibelen den vestlige civilisation blev bygget. Denne bog som Apolloforsamlingen havde læst hver side af og som Woodstockforsamlingen skiftede ud med sit eget egos udfoldelse.

Torben Bramming er sognepræst ved Ribe Domkirke og Seem Kirke.