UK: konservatisme for arbejderklassen

Af Christian Egander Skov

Selvom Brexit var castet som katastrofen, der skulle tvinge Det forenede kongerige i knæ og splintre det i dets etniske bestanddele (Jeg tænker her nærmere på Skotland end på visse London-forstæder), så lader de katastrofale konsekvenser vente på sig.

Indtil videre har den økonomiske ruin ikke ramt Storbritannien, og selvom de skotske nationalister i SNP forsøger at puste til ilden – og bliver behørigt gejlet op af det kontinentale Europas eurofile, som har fundet en pludselig forkærlighed for nationalisme – så er der ikke folkelig opbakning i Skotland til SNPs krav.

Et hurtigt blik på britisk politik vidner mere om samling end om splittelse. Theresa May, der har vist sig som en sand konservativ statskvinde i ånden efter Disraeli, har som bekendt udskrevet valg. Og hvor det politiske billede i de fleste europæiske lande er plaget af en ukontrollerbar polarisering, så har Theresa Mays konservative en historisk opbakning. Selvom der ikke kan siges at være national enighed om Brexit, har beslutningen om at forlade EU alligevel samlet landet og marginaliseret yderfløjene – hvem taler om UKIP nu?

Arbejderne er blevet konservative

Medens Storbritannien er på vej til valg, nærmer 1. Maj sig. I år står den i et nyt lys. En ny stor meningsmåling har netop slået to streger under, at Storbritannien ikke længere er et klassesamfund, politisk set i hvert fald. De Konservative får både flest stemmer hos de velhavende og – måske mere overraskende – i arbejderklassen. De Konservative er takket være Brexit blevet landets største arbejderparti.

Ovre på TAI har historikeren Richard Aldous peget på, at De Konservative har gode chancer for at gøre denne gunstige situation permanent.

“Brexit will have political and strategic consequences for Britain stretching far into the future, but one of the least remarked upon is how the act of casting a ballot itself in the referendum might have changed voting habits. Britain politically speaking has always been tribal. If you’re raised in a particular tradition, it’s hard to break the habits of loyalty and instinct. This commitment is especially true in Labour seats, where support for the party is both longstanding and deep.

But in the Brexit referendum, many traditional Labour voters broke fundamentally with their party to vote “leave.” That ballot seems to have acted as bait for them, with polls suggesting they are now well out of Labour’s pond. Much the same happened in Scotland after the independence referendum in 2014. Labour had been the largest party in the country, but it was subsequently wiped out there at the general election the following year. Old habits die hard, but they can also die fast. The tectonic plates may be shifting, just as they did in 1923 for the Liberal Party, which was decimated, never to recover as a major party of government.”

I en tid, hvor de politiske institutioner er under pres, må de britiske konservatives kurs stå som en inspiration for Europas konservative partier, der kæmper med at finde deres plads i den politiske frontlinje mellem nationalpopulister og liberale globalister.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!