Ernst Jünger: Renselse per stedfortræder

17. april 2017
7 minutters læsetid
En ny antologi behandler Ernst Jüngers forfatterskab, formentlig reaktualiseret af en håndfuld ny- eller genoversatte værker fra de seneste år. Soldat, arbejder, anark – Jünger-epiteterne er mange. Hvor godt indkredses forfatterskabet og Jüngers liv og levned så i antologien?

”De har fortalt, at De er plaget af en særlig veludviklet observationsevne”, siges der antydende, og svaret falder klart og kontant: ”Ja, naturligvis. Det er nogenlunde som at være plaget af en særligt veludviklet lugtesans. Man kan lugte langt flere ubehagelige ting end behagelige.”

Usvækket patriark

Det er den svenske journalist og forfatter Björn Cederberg der spørger, og den der svarer er den på det tidspunkt mere end hundredårige Ernst Jünger. Replikskiftet falder i den fortrinlige dokumentariske tv-film 102 år i hjärtet av Europa, hvis premiere fik en trist baggrund idet Jünger døde noget uventet i februar 1998, to måneder før den. Han fejlede ellers ikke noget da filmen blev indspillet: Filmens Jünger er skarp og årvågen, ryger stadigvæk og påpeger til sidst i filmen, at nu må samtalen have en ende. ”Her i huset spises der kl. 18”, siges der med eftertryk. Patriarken er usvækket langt hinsides støvets år.

 

De senere år er der (ny)oversat en håndfuld bøger fra Jüngers hånd til dansk, og det har i den grad været en velgerning fra de ihærdige folk i baggrunden, navnlig lektor Adam Paulsen, som danske boglæsere i al almindelighed nu skylder stor tak. Det har naturligt nok reaktualiseret interessen for forfatterskabet, og – måske – som en slags sammenfatning har samme kreds, herunder omtalte Adam Paulsen, nu redigeret og udgivet en antologi om Ernst Jüngers forfatterskab og liv og levned. Dette i prioriteret rækkefølge: man noterer sig at forsiden af antologien meddeler at den fortrinsvis drejer sig om forfatterskabet.

Der indledes med et udmærket koncentrat af bogens tvedelte og prioriterede anliggende, forfatterskabet og Jüngers biografi, og så følger ellers 13 ret forskellige bidrag til selve indkredsningen heraf. I en nogenlunde kortfattet anmeldelse lader det sig ikke gøre at tage fat i hvert enkelt bidrag for sig, så man kan som anmelder enten overveje at foretage en sammenfattende overbygning på værket, alternativt forsøge at forstå hvorfor netop det udvalgte er udvalgt. Nærværende anmelder vil lægge hovedvægten på det sidste, ikke mindst fordi der – den videre anmeldelse foruddiskonteret – ikke er det mindste at udsætte på de bidragendes indsigt og niveau sådan i akademisk og/eller kundskabsmæssig forstand. Måske nærmest tværtimod; mere om dette til sidst.

Bidragene

Bidragene fordeler sig i det store og hele i to kategorier: de der indplacerer Jünger i en relation til en person eller en personkreds, hele to bidrag indkredser eksplicit forholdet mellem Jünger og filosoffen Martin Heidegger, og så de mere udpræget eksegetiske bidrag, dvs. de der er klart forbundne med Jüngers egne værker. Det er givetvis en smagssag, men set fra nærværende anmelders stol er de eksegetiske bidrag de mest relevante, både relativt betragtet, dvs. sammenholdt med de øvrige bidrag, men også i forhold til det udbytte, man som læser skal have af en sådan antologi som helhed. Det er i tilknytning hertil en anmærkning værd, at nogle af de eksegetiske bidrag rammes af interferens fra det relationelle. Nærværende anmelder gjorde eksempelvis det notat, at det er lidt trist at Jünger ved Carl-Göran Heidegrens bidrag en 200 sider inde i fremstillingen fortsat har så svært ved at få lov til at stå alene; som interessant i sig selv. Heidegger dukker op (!) og ligeledes Jüngers broder Friedrich Georg, der visselig var en vigtig mand i Ernsts liv, men måske skulle denne relation så have haft sit helt eget bidrag?

Til dels modsætningsvis fortjener nogle af de eksegetiske bidrag særskilt ros for deres stringens. Frederik Stjernfelts bidrag om den fantastiske, fintfacetterede tekstsamling Det eventyrlige hjerte præges af en indsigtsfuld komparation af to i tid og erfaringsmæssigt rum adskilte udgaver af denne bog – Jünger reviderede sine værker lystigt livet igennem – samt ikke mindst af en meget elegant biografisk sløjfe til sidst. Det samme – altså sløjfebinderiet – gør sig gældende for Anders Ehlers Dams velkonciperede samlæsning af hovedværket På marmorklipperne og 2. verdenskrigs-dagbøgerne Strålinger, som – hvis det har været hensigten – er i god samklang med i hvert fald den ene antologiredaktørs forventelige ambition om at de nyoversatte værker skal købes og læses som konsekvens af udgivelsen. Uden at der skal gå for megen summarisk ros i nærværende anmeldelse, fortjener Christian Bennes i bogstavelig forstand skæve indkredsning af Jüngers forhold til rusmidler også særskilt ros for at sammenkæde liv, levned og forfatterskab på original og sprænglærd vis.

Negativ afhængighed

Lidt over midtvejs i værket slås man dog af en følelse, der knytter an til overvejelserne om relevansen i netop det udvalgte. Det er som om redaktørerne så udpræget har haft mest fokus på Ernst Jünger som en forfatter, hvis bagtæppe er verden før og omkring 1914-45. Det er ikke helt enkelt at finde ud af hvorfor – Jünger levede og skrev trods alt i mere end et halvt århundrede efter 2. verdenskrigs afslutning. Der kan her udkastes to bud på forklaringer. Dels har det så udpræget i mange år haft akademisk interesse at udrede Jüngers forhold til nationalsocialismen, Adolf Hitler og ”alt det der”. Enhver beskæftigelse har måttet tage dette udgangspunkt; måske en art kontinuerligt akademisk selvforsvar? Mangt et sted mødes Jünger som samlet ”gestalt” med mistro – nærværende anmelder berettede f.eks. om nærværende anmeldelses genstand for en tilfældig bekendt, hvis Jünger-referenceramme tilsyneladende indskrænkede sig til læsningen af en bog om Adolf Hitlers privatbibliotek. Hermed var arbejdet med Jünger gjort for dennes vedkommende.

Altså såkaldt negativ afhængighed. Dels et tilsvarende nærmest dobbelteksponeret tilfælde af begrebet ”renselse per stedfortræder” som Karl Heinz Bohrer præsenterer i sit meget germansk-Jüngerske, men i øvrigt imponerende bidrag til antologien. Nærmere bestemt: Ernst Jünger som samlet gestalt er en slags Vergangenheitsbevältigung eo ipso; en evindelig akse, hvorom fordøjelsen af de traumatiske begivenheder 14-45 drejer. Det er godt et stykke ad vejen, men også lidt trist, ikke mindst når en af antologiens sammenfattende pointer netop er, tro mod forlægget om man så må sige, at Ernst Jünger har langt mere relevans end den til tiden bundne.

Denne Vergangenheitsbevältigung antager, med en indskudt bemærkning, med tiden mere og mere komiske udslag. Senest da det tyske justitsministerium manende – og formentlig talende ind i en aktuel debat – offentliggjorde en undersøgelse, der berettede at en række jurister, dommere og embedsmænd i årtier efter 2. verdenskrig havde en fortid i NSDAP. Justitsminister Heiko Maas så højstemt-alvorlig ud og glemte tilsyneladende, at indtil 1990 (!) disponerede hans eget parti (SPD) over forbundsdagsmedlemmer, dvs. lovgivere, der såmænd også havde været medlemmer af NSDAP.

For lidt om efterkrigstidens Jünger

Altså: antologien har for lidt på hjerte om Ernst Jünger efter den lange europæiske borgerkrig fra 1914 til 1945. Daniel Morat vil f.eks. vældig gerne have en masse andre mennesker med i sit bidrag om Ernst Jünger i 1950’erne, Carl Schmitt, broderen igen, privatsekretæren Armin Mohler, stratenrøveren Ernst Niekisch o.m.a., og selv om Heinrich Deterings afsluttende bidrag om de sene, meget righoldige og på dansk desværre utilgængelige dagbøger Siebzig verweht er velskrevet og vedkommende, kan det ikke skjules at der er tale om 20-25 år gamle artikler/anmeldelser fra avisen Frankfurter Allgemeine. Det bliver det heller ikke, i øvrigt. I Deterings bidrag får man i øvrigt netop antydninger af, at Jünger fortsatte med at være plaget af en særlig veludviklet observationsevne hele livet igennem. Det holder sig til antydningerne, men Jünger registrerede også sirligt 1980’erne og 1990’erne – og det havde f.eks. været elementært interessant at vide mere om, hvad Jünger, der havde set Tyskland gestalte sig meget forskelligt fra 1895 og fremefter, mente om den forenede forbundsrepublik fra 1990 og frem.

Positivt hovedindtryk

Men: hovedindtrykket er positivt, særdels positivt, det er velgørende med en ambitiøs og akademisk præget antologi på dansk om et særdeles interessant forfatterskab. På afgørende stræk er der koblinger der gør at man som læser enten kan gribe tilbage til ens forudgående Jünger-læsning eller tage fat på at læse videre. Til slut lidt forskelligt: planlægger man flere udgivelser og oversættelser, kan man roligt skele til Kasper Schiølins glimrende bidrag om Glasbierne og få denne, ganske rigtigt fremragende og lidt oversete perle fra Jüngers forfatterskab gjort lettere tilgængelig for et dansk publikum. Ikke mindst i den technofetichistiske tid vi lever i. Man skal ikke skamme sig over at genbruge den forhåndenværende, fortrinlige oversættelse i en flottere indpakning. Den danske 1960-udgave er ganske simpelt uopdrivelig.

Flere af bidragsyderne kredser om nogle forskellige ting fra Jüngers forfatterskab. Var På marmorklipperne monstro et signal til modstand mod det tredje rige, eller findes der mere finurlige (akademiske) tolkningsmønstre? Antologien er flertydig. Svaret er dog et entydigt ja – og Jünger giver det selv i den både lettilgængelige, men bestemt også seværdige tv-dokumentar Neunzig verweht produceret af NDR m.fl. op til Jüngers halvfemsårsdag i 1985. Afslutningsvis, fortsat i afdelingen for hvad der er lidt synd og hvad der er for udpræget akademiseren, kan det gennemgående undre at man som læser må spejde langt efter de, så vidt nærværende anmelder ved, tre dokumentariske produktioner om Jünger i levende farvebilleder. Den tredje, foruden den i indledningen omtalte svenske og Neunzig verweht, er Walter Rüdels ladede Ich widerspreche mir nicht som denne lavede for ZDF i 1977. Der er masser af spændingsfelter og interessante Jünger-udtalelser i disse tre. Måske er problemet at enhver kan se dem ved computeren – og så et så profant sted som YouTube? Med i antologien er de i hvert fald ikke.

Nå, nu er denne anbefaling – og anbefalingen af antologien i det hele taget – videregivet.

Soldat, arbejder anark. Ernst Jüngers forfatterskab. Redigeret af Anders Ehlers Dam og Adam Paulsen. Museum Tusculanums Forlag, 2017.

Anders Orris er arkivar, cand.mag. og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside