Noblesse oblige

23. april 2017
4 minutters læsetid

Den her i landsdelen nærværende avis bringer et interview med en person, der alene ved sit efternavn vækker en slumrende mistænksomhed.

Der findes nemlig de efternavne, der alene ved deres fremsigelse deler folk efter anskuelser. Tænk over det. Auken? Navnet vækker hos visse afsporede en genklang af nærmest intuitiv menneskekærlighed og godhed; om Auken’er kan der laves smægtende dokumentarfilm om lige dele endeløs bekymring og velvilje. Vi kan vise storsind, miskundhed og barmhjertighed uden hensyn sagde en Auken – ham der posthumt fik sig en dokumentarfilm – da han holdt endnu en grådkvalt tale til ære for nogle af de fremmede, netop denne slægt synes at være mere bekymrede for end deres landsmænd. Miskundhed. De fleste kender vel kun udtrykket fra den smukkeste julesalme vi har på dansk; her transponeres det til det messianske sprog, der er så udbredt i godhedsindustrien.

Engang ville de kulturradikale vel gøre op med den slags højvelbårenhedstilknytning til efternavnet. Kast bort navnene, titlerne, medaljerne – så er vi alle lige. Senere hen fandt de nok ud af, at det egentlig også kunne være ganske bekvemt at have gode muligheder i kraft af ens efternavn, så derfor knyttede de alligevel selv an til disse slægtsfortællinger; en som candyfloss vagt tilknyttet forbindelse til arv, men nødigt gæld. Foruden Auken så eks. Sperling, nu igen med von, Plum, Beha Erichsen, Helveg Petersen og Gammeltoft-Hansen, der virkelig er ude på det dybe vand, ikke mindst fordi slægtens nu mest fremtrædende mand næppe nærer så forsonende træk som det at spille fløjte og ryge cigarer. Han mener at blot det at hævde grænsen er at krænke menneskerettighederne: det forhindrer jo de fremmede i at søge asyl. Vor egen selvafskaffelse ad absurdum.

Nå, efternavnet her er Giese. Moderen var venstresocialist, dvs. mente at det grundlovsfæstede folkestyre skulle omstyrtes med vold, men fik aldrig nogen problemer hermed. Interviewet med datteren er konciperet på tidens besynderlige vis. Man synes at være noget i kraft af hvor og hvordan man bor og af det man har. Som med en dronebåren instagramprofil indkredses fru Gieses bopæl på Amager. For mig var det kæmpe grænseoverskridende (sic) at flytte fra København K, hvor jeg altid har boet. Så meget for de moderne og omstillingsparate; hvem er egentlig de stedbundne? Tænk hvis det var til Varde eller Ejstrupholm, flytningen gjaldt.

Vi hører om et københavnsk teenageslæng, der forhutlet spiste romkugler til aftensmad, og havde det stået i avisen og været på Langeland eller i Tønder, havde de hoforganlæsende forældre nok løftet et øjenbryn og efterlyst en indberetning eller to og mere kommunalt personale. Nu foregik det imidlertid i det allernæreste og -kæreste København, og så var – eller blev – det blot en identitetskomponent. Så når vi frem til den egentlige anstødssten, for fru Giese i sluttyverne mødte i egen udlægning et veritabelt patriarkat, hvor mændene, altså antageligvis den definerende klasses af lyserød, metroseksuel og patologisk-progessiv aftapning, ragede til sig og lukkede munden på den fru Giese, der ellers nok havde fået frigørelsen og det skarptskårne tunge- og skrivemaskinefarvebånd ind med opdragelsen. Feminismen var uopholdelig, fjenden kamæleoner, uretfærdighederne mange. Feminismen – helt basal fairness kaldet – patentmedicinen. Det ene ord tager det andet i en veltalende strøm af indignation. Barsel. Repræsentation. Sex. Kønsroller. Man ser for sig udspørgeren, en journalistfrøken, der har været kandidat for Enhedslisten ved et valg engang, som bekendt ikke noget problem når man er journalist, bukke, skrabe og kontrasignere budskaberne, fremsagt ved og fra det amagerkanske køkkenbord.

Der er en form for moderopgør i gang med mig fra de unge feminister. Der er en hel generation af feminister, der har læst mig. Jeg har haft en gennemslagskraft og en stor platform, og man skal jo gøre oprør mod autoriteterne. Det, de ofte beskylder mig for, er, at jeg er racist, sexist og transfob. Men det er nogle latterlige debatter, for vi er enige om det grundlæggende. Det er ikke hos mig, man skal starte, hvis man vil bekæmpe sexisme messer fru Giese videre, og man savner ord. På en gang ufiltreret noblesse oblige, prædiken fra bjerget, dvs. fra dagbladet Politiken til den indforståede læserskare, og dertil en typologisk-konsekvent og selvindbildt forståelse at af være i opposition og kringsat af fjender. På det ledsagende billede er fru Giese iklædt et anstrengt smil, hoforganet udbredt på køkkenbordet – måske for at finde hendes eget navn i avisen, ikke så få synes jo at læse dem af den årsag – og velanbragt i baggrunden måske de vegetariske kogebøger, den kombinerede journalist og eftersnakker føler ubændig trang til at fremhæve så kælent i interviewteksten. Fru Giese er såmænd blot ved at tale sig varm, for nu gælder det en gammel og overleveret hjertesag: hadet til kernefamilien og den i ordets egentlige betydning perfide indstilling til ægteskabet. Det er spild af liv at køre hinanden helt ned til sokkeholderne, før man bliver skilt. Der er så meget godt drive og god energi i frigørelsen og friheden. Der er ikke nogen, der ser bedre ud end en kvinde, der rejser sig fra skilsmissen og siger, okay, nu går jeg ud og knepper verden. Det er der, der sker noget. Der man skaber noget. Her sprænger kulturradikalismen anno 2017 sin afgrund dybere; ånden fra PH med nogle om muligt endnu grimmere og uopdragne ord. Foragten for løfter, de ubekvemme forpligtelser der sætter mennesket på plads og ind i en sammenhæng. Et festfyrværkeri af et liv uden løfter; det konsekvent afglidende, hyleskægge, tarvelige og frivole Erik Balling-instruerede Danmark. Tomme huse, ødelagte hjem, omkringføjtende børn, davs-med-dig-danskere, pjank og emancipation i selvmedlidenhedens klædebon.

Fru Giese, genstanden for det påståede moderopgør, fylder 40 til sommer, er førsteårsdebatredaktør på det flere gange omtalte kombinerede dagblad og vagttårnstillæg, og et vidnesbyrd om at der stadig er mange slag at udkæmpe før kulturradikalismens hegemoniske magt er nedslidt. Vraggodset fra Brandes, PH, Rifbjerg og 1968 har stadig mund og mæle i Danmark. Hjemme, fru Giese disponerer naturligvis over en sammenbragt familie, har de voksne til gengæld indført børnemøder, så de tre drenge har et klageorgan, hvor de kan komme til orde. For den indforståede læsekreds er dette sikkert radikalt avanceret, et modeeksempel til efterfølgelse, demokrati i børnehøjde, men hos kulturradikalismen er anliggendet som altid janushovedet frigørelse og behandling; den hvidkitlede humanismes tvungne samtaleterapi. I disse mælkebøttedage minder kulturradikaleren os om, at ukrudt ikke sådan er at slippe af med.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside