Når Europas syge mand stemmer

Af Christian Egander Skov

Første runde af det franske præsidentvalg forløb uden overraskelser – og så alligevel. For det er om ikke overraskende så bemærkelsesværdigt, at de to statsbærende partier i fransk sammenhæng nemlig Socialistpartiet, der pt. sidder på præsidentembedet, og Republikanerne – det gamle UMP – ikke er gået videre til anden valgrunde. Ja, det er ikke bare bemærkelsesværdigt, men sensationelt.

I stedet er den ære gået til Marine Le Pens højrenationale Front National og det lidt solipsistiske, centrum-venstre-højre-og-lige-i-midten projekt En marche, den unge Emmanuel Macrons personlige folkefront, som først er opstået for ganske nyligt.

Partiet er således end ikke repræsenteret i Frankrigs første- eller andetkammer, en skæbne det i øvrigt – på grund af det specielle franske valgsystem – deler med Front National, der er nærmest ikke eksisterende i det franske parlament på trods af sin vælgerstyrke.

Le Pen er uden chance

Men vi vidste allerede, at det nok ville gå sådan, for det bekræfter det billede, som en række meningsmålinger har givet os – og denne gang holdt de så.

Macron blev nummer et og Marine Le Pen blev nr. to. Herefter fulgte Republikanernes skandaleramte Francois Fillon og kommunisten Jean-Luc Melenchon, der må dele en tredjeplads. Som nummer sjok kom socialisternes kandidat Hamon, der ellers havde forsøgt sig med at være ret venstreorienteret – men det er åbenbart vanskeligt at konkurrere med kommunisterne på det paramater, tænk engang.

Det videre forløb kommer næppe heller til at overraske. Det franske valgsystem kører over to runder og er designet til at sikre den politiske midte mod yderfløjene. Idéen er, at hvis en enkelt ræv skulle snige sig ind i hønsegårdan og lave ravage (som det senest skete i 2002 da Le Pen hin ældre nåede videre til anden runde), så slutter hønsene sig sammen og hakker øjnene ud på den stakkels ræv, før den kaster for mange kyllinger i sit svælg.

Konkret har de slagne partier nu opfordret deres vælgere til at støtte Macron. Det betyder ikke nødvendigvis, at deres vælgere lytter. En del af Melenchons antiglobalistiske vælgere og en del af Republikanernes konservative stemmer givetvis på Le Pen. Men det forslår næppe.

Nate Silver, en anerkendt meningsmålingsguru, har en interessant overvejelse om valgets videre forløb, hvor han spørger til Le Pens chancer. Og de er små. Lige nu står hun til at få omkring 40 procent af stemmerne, medens de 60 procent går til makronerne – så at sige. Selvom det er fristende at sammenligne med Brexit og Trump, er Le Pen, som Nate Silver gør opmærksom på, i et meget dybere hul. Der er ingen chance.

Er valget godt nyt?

Er det så godt nyt? Det kommer jo an på, hvor man står.

For de af os, der ikke har den store tiltro til Front Nationals protektionistiske nationalisme – men nok kan forstå hvor de franske vælgeres vrede kommer fra – er det et blandet billedet.

At Le Pen ikke har en chance for at blive præsident, er i sig selv godt. Men Macron repræsenterer som progressiv, elitær, globalistisk, immigrationsvenlig super-europæer på den anden side alt det, der har affødt vreden mod de politiske systemer i Europa. Med ham som præsident vil de tendenser, der opflammer vreden i vælgerhavet kun vokse – og hvem ved, hvad der så sker næste gang? Og som en præsident uden et stærkt parti bag sig, kan han meget vel ende med at blive en ret svag præsident i spidsen for et handlingslammet politisk system.

Samtidig er valget ikke, selvom nogle hjemlige makroner måtte mene det, en stor sejr for systemet mod populismen. 40 procent (!) af de franske vælgere har stemt på yderfløjene. Det er en polarisering og en mistillidserklæring til den førte politik så stærk, at vi slet ikke kender til det, hverken herhjemme, i USA eller i Storbritannien.

Frankrig er en grundsøjle i Europa. Men Frankrig har også længe været Europas syge mand, når det kom til økonomien. Hvad vi ser nu er, at denne syge er ved at forplante sig til det politiske system, der er på vej mod ustabilitet.

De gamle partiers svigt

Ansvaret herfor ligger i overvældende grad hos de to gamle partier Socialisterne og Republikanerne. Når vælgerne støtter Le Pen og Melenchon – og når skræmte midtervælgere i desperation kaster sig i armene på en mystisk lykkeridder – er der noget fundamentalt i vejen med det politiske ettablissaments evne til at sikre det politiske systems folkelige opbakning.

Der er, som Alina Polyakova fra Atlantic Council har foreslået, ikke bare tale om, at vælgere tiltrækkes af yderfløjene, men at de afskrækkes fra de gamle partier.

“A specter is haunting Europe, but it isn’t communism, and it almost certainly isn’t a warmed-over centrist neoliberalism. Some might argue that the specter is nationalism, but that, too, is not quite right.

The specter is (perhaps fittingly for Marx’s original metaphor) a vacuum—political emptiness. The rise of formerly fringe populisms is not just a story of one country and one election, nor is it solely about specific demands of angry voters.

Rather, it is a symptom of the lack of political options, vision, and compelling narratives from both the broad center and the ideological Left it successfully opposed throughout the Cold War. In a quest for meaning, voters are casting about for outsiders who can provide it for them.”

Om det politiske system i Frankrig – og andre steder i Europa – kan sikres, afhænger meget af, om de gamle partier og de politiske eliter er i stand til at lægge øret til og opfatte, hvad der kommer.

Gør de det, har de en god chance for at sætte sig i spidsen for det nødvendige korrektiv til en løbsk globalisme, gør de det ikke – ja så kan vi ende med at leve i interessante tider.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!