Konservatismen er nært beslægtet med den nationale suverænitet, fordi den konservative har forståelse for, at suveræniteten er fundamentet for den sociale orden og dermed al civilisation. Det er ikke et udtryk for nationalisme, men dyb respekt for andre nationer og folkeslag, skriver månedens kronikør.

Af Søren Hviid Pedersen

Politisk suverænitet^[1] er en kerneværdi for den konservative idétradition. Det er ikke noget tilfælde, at så forskellige konservative tænkere som tyske Carl Schmitt og engelske Michael Oakeshott, begge tager afsæt i Hobbes og hans ordenstænkning. En ordenstækning der tager udgangspunkt i begrebet suverænitet. For suverænitet er den sociale ordens moder.

Forudsætningen for civiliseret liv

Hvor liberale har deres omdrejningspunkt om en etisk individualisme, og marxismen har sit omdrejningspunkt om en idé om universel menneskelig frigørelse, der har konservatismen sit omdrejningspunkt om den sociale orden, det folkelige og nationale fællesskab. Suverænitet spiller derfor en afgørende rolle for konservatismen, netop fordi suverænitet er den grund hvorpå man kan realisere institutioner, traditioner, vaner og fællesskaber. Det er ikke frihed, der konstituerer den sociale orden, det er suverænitet, autoritet og i sidste instans truslen om fysisk magt.

Det er intet tilfælde, at den franske kontrarevolutionære konservative filosof Joseph de Maistre skrev, at den vigtigste funktion for et samfund var bøddelen! Familien opretholdes ikke uden forældrenes autoritet og suveræne ret til at definere betingelserne for deres barn eller børn. Familien og civilsamfundet fungerer ikke uden at staten som en suveræn sætter betingelserne for samfundslivet. Uden staten og suverænen ville vi, med Hobbes ord, bevæge os mod en sikker krigstilstand, hvor vort liv ville være ”solitary, poor, nasty, brutish and short”.^[2] Desuagtet suverænitetens helt afgørende rolle som det der skaber forudsætningen for et civiliseret liv, så gør mange alt for at destruere suverænitet. Et godt eksempel er den liberale idétradition og dens hævdelse af en liberal ’retsorden’.

Liberalismens mangler

En liberal retsorden og liberale værdier er ikke garanten for velfungerende civilsamfund og nationalstaten. Hverken for de nationalstater og folkeslag, der er udenfor den vestlige civilisation, eller for de nationalstater, der er at finde indenfor den vestlige civilisation. Dette skyldes for begges tilfælde, at en såkaldt liberal retsorden er negationen af national suverænitet. Suverænitet er retten til at bestemme eller lovgive for sig selv. Suverænitet er således forudsætningen for et folks politiske autonomi. Således også for nationalstater, og afgivelse af suverænitet er per definition afgivelse af medbestemmelse og autonomi. Der kan være gode grunde til at afgive suverænitet, men ikke med den begrundelse at afgivelse af suverænitet i sidste instans betyder mere suverænitet eller medbestemmelse. Suverænitet er et nul-sumsspil. Hvis jeg opgiver suverænitet forsvinder det ikke op i den blå luft, men overgives og bemægtiges af andre.

Jeg vil i den forbindelse gerne henlede opmærksomheden på den tyrkisk-amerikanske politolog Dani Rodrik og hans begreb om trilemmaet.^[3] Kort fortalt er det sådan, at vi ikke kan opfylde krav om national suverænitet, demokratisk kontrol og globalisering på én gang. Der er altid et trade-off mellem disse tre væsentlige værdier. Man kan fint kombinere to af værdierne, men ikke dem alle tre. Og jeg savner sådan set, at man anerkender dette, også fra liberale kosmopolitter og ligesindedes side. For det lyder unægteligt som om liberale ingen forståelse har for dette, når de hævder, at vi kan opnå national suverænitet, demokrati og økonomisk integration på én gang. Det passer bare ikke, det er ganske simpelt umuligt.

Konservativ respekt for suverænitet

Jeg har som konservativ valgt side. Jeg har prioriteret national suverænitet højest. Jeg forestiller mig ikke, at vi bare kan afskaffe grænser, indgå i overstatsligt samarbejde og ride på den tiger der hedder globalisme, samtidig med at vi har et velfungerende demokrati og national suverænitet. Det lader sig simpelthen ikke gøre.

Og hvorfor er national suverænitet så vigtig? Det er fordi suverænitet simpelthen er forudsætningen for, at denne klodes mennesker, kulturer og civilisationer kan leve og eksistere, som de nu engang vil. Værdsættelsen af suverænitet afspejler den indsigt, at folkeslag og kulturer er unikke og ikke sammenlignelige, de repræsenterer vidt forskellige orienteringer, værdier og historier. Suverænitet er forudsætningen for, at denne pluralisme kan opretholdes. Uden suverænitet er kulturernes og folkeslagenes vilje og evne til at agere umuliggjort, og dermed også muligheden for at udleve den skæbne som de nu engang selv vil. Suverænitet er forudsætningen for pluralisme og mangfoldighed.

Når man som konservativ vil fastholde respekt for national suverænitet skyldes det, at en sådan respekt er forudsætningen for, at de enkelte lande netop ikke ser sig selv som andres herre, men som mulige partnere. Liberale kosmopolitter og deres intellektuelle bastardbarn, de neokonservative, tager ganske simpelt fejl, når de postulerer, at national suverænitet og værdsættelsen af egen nation med næsten nødvendighed vil føre til at andre lande og folkeslag mener, at de har ret til at undertvinge andre nationer. National suverænitet er netop også anerkendelsen af andre nationers ret til suverænitet, og at hævde andet er selvmodsigende. Hævdelse af national suverænitet er ikke nationalisme, hvor man mener, at man har ret til at undertvinge andre nationer, men snarere en dybtfølt respekt for andre nationer og folkeslag.

Søren Hviid Pedersen er cand.scient.pol. og ph.d.

[1] Jeg definerer suverænitet som at der findes en absolut og endelig politisk autoritet i et samfund, og at der ikke findes en tilsvarende autoritet andetsteds i samfundet. Denne forståelse af autoritet er en parafrase fra Hinsleys bog Sovereignty (Cambridge University Press, 1965)

[2] Citatet er at finde i Hobbes bog Leviathan, kapitel XIII: “Of the Natural Condition of Mankind As Concerning Their Felicity, and Misery”.

[3] Se hans bog The Globalization Paradox (W. W. Norton & Company, 2012)