I kvæld blev der banket på Helvedes port

Af Mikael Brorson

Igennem tiden har Mariæ bebudelses dag givet anledning til mange spekulationer over Marias jomfruelighed. Var hun nu også virkelig jomfru? Kan det nu også passe? Hun var jo altså trods alt gravid, og al vores viden og erfaring peger jo på, at det ikke kan lade sig gøre for en jomfru.

Men hvor er denne spekulation om Marias eventuelle jomfruelighed dog et tidsspild uden lige. Det er intet andet end blændværk og falsk forargelse, og det er en problematik, som vi hurtigst muligt skal gøre os færdige med og verfe bort! Den skygger nemlig for det altafgørende budskab, som evangeliet rent faktisk forkynder, og som vi hører igennem dagens tekst.

Mariæ bebudelses dag er ikke en diskussion af en bestemt kvindes eventuelle jomfruelighed for to tusinde år siden. Tværtimod er det en markering af Guds inkarnation, Hans menneskevordelse. Vi markerer, at Maria bærer på og føder selveste Guds Søn, fordi Gud vælger at påtage sig menneskelig skikkelse og blive menneske, for derved at gribe ind i historien: Vi fejrer, at “Ordet blev kød og tog bolig i blandt os”.

Her står vi overfor kristendommens virkelige anstødssten: At vi ikke ved egen kraft kan bryde Helvedes porte op og besejre døden, at vi ikke kan frelse os selv, men er helt afhængige af Gud. Vi kan ikke selv gribe livet, men må få det skænket af Ham. Kun Han løfter med Livets Ord hængslerne af Helvedes porte.

I denne Guds indgriben i verden ligger alt vores håb og al vores salighed. For som mennesker er vi døde i vores overtrædelser og vores synder. Det er det eneste almenmenneskelige der eksisterer: synden. At vi lever indkrogede og selviske, evigt og altid fokuserede på os selv og vores eget, frem for at se de mennesker, der har brug for os. Og derfor giver det heller ikke mening at tale om fortabelsen som en eller anden fjern, fremtidig risiko, som vi skal bestræbe os på at undvige. For fortabelsen er en realitet, den er vores fælles virkelighed den dag i dag. Vi er fortabte, og vi vader vitterligt rundt i Dødsriget lige nu, døde i vores synder og helt uden mulighed for at redde os selv. Der er ingen vej ud af Dødsriget.

Tilsyneladende, i hvert fald. Men så er det, at vi kan vende os til dagens evangelietekst, og lære, at Gud på denne dag lod Maria vide, at hun skulle føde en søn og give ham navnet Jesus, den Højestes søn, som skal sidde på sin fader Davids trone og være konge over Jakobs hus til evig tid. Gud åbnede således ikke en dør ud af Dødsriget. Men han steg ned til os i Dødsriget, idet han blev menneske og sendte sin søn, Jesus Kristus. Og dermed åbenbarede Han, som vi hører i epistellæsningen, ”livets ord og livet”, for os hernede i de dødes rige. Midt i vores død og fortabelse, taler Gud livets ord til os.

Og så er vi nok døde i vores synder, fanget i dødsriget uden udvej. Men Gud er steget ned til os, han er “nedfaret til dødsriget”, som vi bekender det i trosbekendelsen hver søndag, ikke først ved sin opstandelse, men allerede ved sin menneskevordelse, ja, netop her, da han blev menneske. Her bankede Gud på helvedes porte, som vi synger i den gamle Grundtvig-salme:

I kvæld blev der banket på Helvedes port, 
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

Gud blev altså menneske, og i sin Søn steg Han ned til os og bankede på Helvedes port, og det var sandelig med et budskab stærkt og fuldstort: “Jeg er vejen, sandheden og livet”! Gud sender sit Ord, livets Ord, ned til os mennesker som er døde i vores synder, og således åbenbarer Gud sig som vores liv, det sande liv i fællesskab med Ham.

Gud griber altså, for nu at udtrykke det mere direkte i relation til dagens tekst, ikke bare ind i Marias liv her på Mariæ bebudelses dag, men han griber ind i mit og dit liv, idet han nedstiger til os, her i dødsriget, med sin herligheds glans, som Grundtvig videre betegner det i sin salme:

I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

Og så kan vi diskutere Marias jomfruelighed nok så meget og synes, at det er nok så forargeligt og anstødeligt. Men her står vi overfor kristendommens virkelige anstødssten, som gemmer sig bag vores overfladiske anfægtelse: At vi ikke ved egen kraft kan bryde Helvedes porte op og besejre døden, at vi ikke kan frelse os selv, men er helt afhængige af Gud. Vi kan ikke selv gribe livet, men må få det skænket af Ham. Kun Han løfter med Livets Ord hængslerne af Helvedes porte.

Således er det ikke os, der skal stige op til Gud, men Ham, som er steget ned til os. Gud “steg til lave hytter ned”. Og heri er netop vores frelse, at Gud kommer til os. Nok er vi fangede og døde i synden, men med sit livets ord griber Gud ind i vores liv. Han ydmyger sig, sender sin Søn og lader ham dø på korset, for derefter at opstå. Derfor er det heller ikke nogen tilfældighed, at Maria skal kalde barnet Jesus, svarende til det hebraiske Josva, der betyder: ”Gud er frelse”.

Hermed kastes også lys over den gammeltestamentlige læsning fra Esajas, hvor det fra profeten lyder: “Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” Immanuel betyder nemlig “Gud er med os”, og det er jo netop frelsen. Livets Ord, det ord, hvoraf Gud skænker os livet, er netop Jesus, Immanuel: “Gud er med os”. Det er sådan Gud frelser os, det er ved at være med os, ved at komme til os, her, i vores fortabelse.

Og det er budskabet, til enhver, som tynges af livets hårdhed. De der bøvler med al for tidlig og urimelig sygdom, de der mærker alderdommens åg, de der føler sig ensomme. De der har mistet en kær, de der tynges af dårlig samvittighed over deres uformåen til at være der for andre og over deres slette handlinger. De, der føler sig forladte, og som føler, at livet ikke har udfoldet sig, som det skulle, eller føler, at livet er ved at køre af sporet. Til hver og én af os, der kender disse følelser, lyder budskabet, livets Ord, som tales til os i dagens evangelium: “Gud er med dig!”

Da kan vi leve vores liv i frimodighed; hver dag kan vi stå op, og vi kan gøre vores pligt, overfor samfundet, overfor Gud og overfor vor næste. Tage livet på os, med al dets hårdhed, urimelighed og uoverskuelighed. Og når vi så gang på gang fejler, når vi bukker under, når vi fornægter Gud, svigter hvor der er brug for os og lukker os ind i os selv og vores egen synd, så lyder livets ord: “Gud er med dig!”. Du er tilgivet. Dine synder er forladt. Og da kalder Gud os altså til livet, ja, han skænker os det i dette øjeblik.

Og så kan vi høre det sidste vers af Grundtvig-salmen, i troen på, at Guds søn rent faktisk, ved jomfru Maria, har gæstet Helvede og skænket os vores synders forladelse, ganske uden vores fortjeneste, indsats eller gerning, men ved Hans uendelige nåde og kærlighed. Dét er livets Ord:

Så herlig opstod på den tredie dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu, og altid og i al evighed. Amen.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.