Glem fremtidens skole: Det er fortiden, det handler om!

Af Stefan Agger

Forleden dag på Facebook kommenterede uddannelsestænkeren Thomas Aastrup Rømer som så ofte før de tanker, der lå bag skolereformen. Han skrev om den Corydon’ske konkurrencestatsfilsofi:

Det er det, man kalder for “normalisering”. Og nu skal børnene også “normaliseres”. Hvilken fest. Normaliseringen skal nu materialisere sig i hjernerne. Men hvad er det egentlig, der materialiserer sig i hjernene? Det er 2000’erne. Vi er i 00’erne, i 00’ernes take på fremtiden. Vi er forsinket.”

I den tanke gemmer der sig en dyb sandhed om skolen og vores uddannelsessystem: Det er og bør være bygget på erfaringer – og dermed bygget på fortiden. Ideen om at skabe en skole til fremtiden er derimod en sirenesang, som ikke vil lede os noget ønskværdigt sted hen.

Ideen om fremtidens skole

Både digitaliseringen af folkeskolen, den seneste gymnasiereform og det nyligt nedsatte ”Udvalg om bedre universitetsudannelser” bygger på ideen om at tilrette de forskellige dele af uddannelsessystemet til Fremtiden. Tilsyneladende forestiller man sig, at Danmark som enten et samfund, en velfærdsstat eller en samling individer, har brug for at nutidens politikere og uddannelsesteknokrater laver de nødvendige ændringer at institutionerne, således at vi enten som samfund eller individer vil være mere succesfulde i den fremtid, der hastigst kommer os i møde.

Det er dog i det store hele en håbløs ide.

For det første er det helt igennem utopisk at forestille sig, at nogle få politikere og embedsmænd skulle besidde en viden, der gør dem i stand til at agere fornuftigt i forhold til en fremtid, vi umuligt kan vide, hvad indeholder. Det er egentlig vildt, at ideen overhovedet overlever, taget i betragtning af, hvor nem den er at skyde ned.

Forestil dem blot, hvordan man ville have tænkt i 1950’erne, hvis man der skulle have lavet en ny skole der rakte 20-30 år frem i tiden. Den fremtid datidens magtelite mødte sidst i 60’erne lignede nok næppe den fremtid de kunne have tænkt i 1955.

For det andet så vil ideen om at skabe fremtidens institutioner ofte ende med, at man cementerer tidens idemæssige modeluner i omfattende reformer af offentlige institutioner. Det er netop, hvad Thomas Rømer peger på i forbindelse med Folkeskolereformen. Allerede nu i 2017 forekommer tankesættet bag reformen bedaget og ude af kontekst, og der er kun gået få år.

I Berlingske fredag den 14. april betegnede erhvervsmandsfilosoffen Morten Albæk tidens dominerende ledelseslitteratur som ” antirefleksivt og sjæleløst fæces”, så han vil formodentlig være enig i at den slags tanker, der til enhver tid inspirerer tidens erhvervsledere og topembedsmænd næppe vil have en kvalitet, der får dem til at ældes med ynde.

Men hvad så?

Skolen og uddannelsessystemet skal ikke bygge på tanken om, hvordan vi bedst ruster os til succes i en ukendt fremtid (hvad der så end definerer succes). Den grundlæggende tanke skal derimod være: Hvad skal vi give videre?

Vores ”Vi” er her både kulturelt og civilisatorisk. Vi er danskerne og vi er Vesten. De ting, vi giver videre til dem, der kommer efter os, er de ting, der har gjort os gladere, klogere og mere effektive. De ting, der var smukke, de, der inspirerede os, og de, der gav mening i tilværelsen. Det er ting, vi kan bruge i fremtiden, men som vi alene har øje for, fordi vi i skolen kigger bagud i tid.

Jeg påstår ikke, at det er åbenlyst, hvilke ting vi skal tage med os videre gennem generationerne –og lad os endelig tage lange debatter om det. Men jeg påstår, at det er det eneste meningsfulde grundlag at lave skoler og uddannelser på. Skolen skal bygge på erfaringer; ikke frygt for fremtiden som hos Alternativet, og ikke på indsnævrende koncepter som ’fremtidens arbejdsmarked’ eller ’velfærdsstatens fremtidige udfordringer’.

Hvis vi skaber sådan en erfaringernes skole, fyldt med de ting vi fandt værdige til at blive videregivet til den næste generation, så skal de mennesker der kommer ud i den anden ende af sådan en skole nok selv vide hvordan man takler at være menneske i netop den fremtid de møder.



Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i Samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt konservativt kommunalbestyrlsesmedlem og folketingskandidat. Han er desuden formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.