Gensyn med Danmarkshistorien

Af Nikolaj Bøgh

DR’s nye søndagsserie om Danmarkshistorien bliver med rette rost for spændende dramatisering og medrivende formidling af – foreløbig – Danmarks oldtid. Forhåbentlig holder serien niveauet og bliver et godt redskab til større forståelse for Danmarks historie mange år frem i tiden. Vores fælles historie fortjener at blive fortalt og formidlet igen på stadig nye måder, og der er det glimrende, hvis Danmarks Radio kan påtage sig den helt naturlige og indlysende public service-rolle, som mediemastodonten har i at bidrage til at skabe øget bevidsthed om vores fælles historiske grundlag. For opgaven med at holde bevidstheden om Danmarkshistorien i live bliver forsømt i ekstrem grad i dagens Danmark, og er blevet det gennem årtier. Der skal således ikke mange minutters samtale med en gennemsnitlig folkeskole- eller gymnasieelev til for at blive bekræftet i, at de sidste mange års nedskæring af timetallet i historie i folkeskolen og gymnasiet og manglende brug af faguddannede historielærere sætter sine tydelige spor i form af en imponerende uvidenhed, som der ofte kun er beskedne huller i.

De små øer af viden i uvidenhedens sump skyldes ofte, at man har haft et tema eller et tværfagligt forløb, som alligevel har efterladt en eller anden grad af forståelse. Men hvad er egentlig sammenhængen mellem temaerne om Christian IV, 2. verdenskrig og de nordamerikanske indianere? Og er det tilstrækkelig viden om Danmark under 1. verdenskrig at kunne være tværfaglig og lave en uspiselig gullasch eller beregne rumfanget af en høj hat? Hvordan hænger det hele egentlig sammen? Svaret blæser i vinden, for historieundervisningen har gennem de senere årtier fået sat turbo på sin utilstrækkelighed gennem en knibtangsmanøvre bestående af en stærk modvilje mod den kronologiske historiefortælling og en voldsom skepsis over for såkaldt ”paratviden”. For vil man vide noget konkret, så kan man da bare slå det op i en bog, eller måske snarere på internettet, ikke sandt?

Men det er meget svært at få Christian IV, 2. verdenskrig, indianerne og gullaschbaronerne til at give mening, hvis man ikke forstår, hvilken sammenhæng de egentlig indgik i. Det kan måske blive til gode historier, men historie, det bliver det næppe til. For slet ikke at tale om historisk bevidsthed, som forudsætter en grundlæggende forståelse for, at vi er et produkt af historien, og at historien er en lang, fremadskridende kæde af begivenheder – en udvikling. Herudover er det faktisk ret svært at få opslag, hvad enten det nu er i en rigtig bog eller på internettet, til at give megen mening, hvis ikke man på forhånd har et grundlæggende skelet af viden, man kan hænge det op på. Hvis man ikke ved noget i forvejen, så er det meget svært at få noget nyt at vide. Der forudsættes en grundlæggende bevidsthed om tingenes sammenhæng. Samtidig kræver mere eller mindre tilfældige opslag for at hente sig ”paratviden”, at man har en vis kritisk sans over for stoffet. Navnlig i forhold til internettets myriader af oplysninger af større og mindre lødighed.

Vigtigst af alt ved den måde, den nye DR-serie om Danmarkshistorien er lavet på, er derfor måske, at den genindfører en kronologi i historiefortællingen, som har haft meget trange kår gennem en årrække. Efter stenalder kommer bronzealder, efter bronzealder kommer jernalder. Tingene hænger sammen, helt op til i dag, og havde det ikke været for agerbrugeren, der kommer sejlende i 1. afsnit med sin krukke med korn, så havde en stor del af resten af Danmarkshistorien set helt og aldeles anderledes ud. Samtidig præges serien – trods sin vægt på effektfulde dramatiseringer af nogle af de historiske forløb – af en udtalt respekt for faglighed og viden, som kommer til udtryk ved de små sessioner med fagpersoner, der tydeligvis har brugt mange år af deres liv på at forske i historien og derfor sidder inde med en enorm fond af viden, som de i koncentreret form deler med os. De skal med andre ord ikke først hen og slå op på internettet, det sidder fast og skaber sammenhæng og mening, som reelt erhvervet viden skal og må gøre.

DR’s nye serie er altså umiddelbart et opgør – om end selvfølgelig i det små – med mange års forsyndelser i at formidle kronologi og paratviden i forhold til Danmarkshistorien. Forsyndelser, som i realiteten har ødelagt den historiske bevidsthed hos en meget stor del af befolkningen. Hvorfor har det tilsyneladende været en politisk målsætning at ødelægge danskernes historiebevidsthed? Hvorfor har historie altid skullet holde for, når der har skullet skæres ned og omprioriteres til fordel for andre fag? Hvorfor har vi ikke måtte lære vores fælles historie ordentligt at kende?

Gennem de sidste 3-4 årtier har undervisningsministerposten været placeret hos tre partier: Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre. Mange af ministrene har egentlig været dygtige og velmenende folk, som på det principielle plan bestemt ikke har haft nogen indvendinger imod, at børnene skulle lære historie. Ikke desto mindre er timetallet i historie over perioden faldet kraftigt, trods enkelte sporadiske forsøg på at sætte det lidt op igen. Og historie er blevet et fag, som behandles særdeles stedmoderligt i både folkeskolen og gymnasiet med en faldende andel af linjefags- eller historieuddannede lærere og som et fag, der meget ofte skal holde for, når der skal findes timer på skemaet til tværfaglige projekter. Det fungerer ofte som ”lim” i fagfordelingen, når de store fag skal besættes, og derfor bliver derfor tit noget, der varetages med venstre hånd af lærere, der egentlig ikke er uddannede til det.

Årsagen er formentlig, at historie er blevet offer for den formålsrationalitet, der i stigende grad har præget det danske uddannelsessystem, hvor der skal kunne påvises en umiddelbar nytteværdi af fagene, som historie har svært ved at honorere. Danmark er i stigende grad – på tværs af partiskel – blevet præget af en konkurrencestatstankegang, hvor målet for uddannelsessystemet først og fremmest er at skabe mennesker, der kan fungere som optimale produktionsfaktorer og være teknologisk på forkant med de markeder vi skal eksportere til eller de lande, som vi konkurrerer om øget materiel velstand med. Her kommer historieundervisningen uvægerligt til kort overfor naturvidenskab, sprog og andre let omsættelige kundskaber, og skal historien have en rolle i den sammenhæng, så bliver det ofte som en del af en nytteorienteret tværfaglighed, hvor den indgår i et sammensurium af andre fagligheder. Historie er et betydningsfuldt fag, fordi det giver forankring og sammenhængskraft til samfundet, og dermed er vigtigt for at skabe og opretholde den tillidskultur, som vi ellers ofte bryster os af, men det er en nytte, som er langt mere langsigtet og grundlæggende end nytten af at vide, at 2+2=4.

Samtidig kan man sige, at historien – måske snarere bevidst end ubevidst – kommer til kort overfor de store samfundskonstruktionsprojekter, som navnlig de store danske partier har med i bagagen. I den socialdemokratiske selvforståelse er historien således alene skridt på vejen mod realiseringen af idealsamfundet; den socialdemokratiske velfærdsstat. Fortiden er gennemført uperfekt, præget af ulighed og falsk bevidsthed. Tanken om, at der også kan være relevant erfaring at hente i tidligere tiders samfundsopbygninger, har ikke rigtig plads i denne selvopfattelse. Historien rummer for den socialdemokratiske samfundskonstruktør kun modbilleder til nutidens eller fremtidens paradisiske tilstande i den fuldt udbyggede universelle velfærdsstat – og vil dermed som udgangspunkt være langt nede på prioriteringslisten i forhold til så mange andre uddannelsespolitiske formål. I Venstres ideologiske bagage finder vi liberalismen, der i sin grundessens handler om at frigøre mennesket fra bindinger, der hindrer dets frie selvudfoldelse. Forankring i historie og nedarvet tradition hører til disse bindinger på menneskets frisættelse, og den liberale ideolog må derfor se med skepsis og modvilje på for stærk vægt på at bibeholde folkets historiebevidsthed. Den skal selvfølgelig være der, men den må ikke overskygge menneskets muligheder for at skabe sin egen ideelle tilværelse. Hvor meget mere eller mindre ubevidste ideologiske prioriteringer har spillet ind på nedprioriteringen af historiefaget i vores uddannelsessystem kan være vanskeligt at afgøre, men resultatet af i hvert fald slående. Og det er i hvert fald en kendsgerning, at bl.a. partiet Venstre, trods tilsyneladende gode intentioner, ved flere lejligheder har begået fuldbyrdede eller intenderede overgreb på historiefaget, senest i forbindelse med den seneste gymnasiereform med et forsøg på at opløse historieundervisningen helt i et diffust kulturfag sammenblandet med religion og oldtidskundskab. Dette anslag lykkedes dog ikke, men hensigten skortede det ikke på.

Men der vokser ingen top på det træ, der har fået sine rødder skåret over, og en levedygtig dansk nation har brug for at kende sin historie. Den skaber forankring, fællesskab og sammenhold, hvis værdi næppe kan overvurderes, heller ikke økonomisk, selvom den groft undervurderes af konkurrencestatspolitikerne. Her har DR tændt et lille lys i mørket og produceret et korrektiv til den dominerende historiefjendtlighed, som fortjener anerkendelse.


Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Han skriver om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.