Fremragende historieformidling på DR

Af Rasmus Pedersen

For de fleste læsere af denne blog giver det vel anledning til nervøsitet – og måske en smule skadefryd, nu viser DR sig endnu engang som røde lejesvende – når der er udsigt til, at DR1 forsøger sig med en Danmarkshistorie over 10 afsnit. Det er risikabelt materiale, og bliver jo også mere risikabelt end det var i går med stenalderen som tema. Men det tegner godt, faktisk fremragende, mener undertegnede.

Først og fremmest var første afsnit båret af seriøsitet. Tilgangen er at formidle Danmarks fortid uden udenomssnak; uden brug af gimmicks, konkurrencer, SMS’er, Facebookkommentarer, etc. Forskere får lov at tale ud i bedste sendetid, og valget af Lars Mikkelsen fungerer godt; han virker oprigtig og tilstrækkeligt alvorlig. Generelt er der ikke brugt overflødige virkemidler. Historien får lov til at tale for sig selv, og effekterne virker meningsfulde. Tv-mediet kommer faktisk til sin ret – det vil sige, det bliver andet og mere end sammenklippede interview med forskere. Et eksempel er krydsklipningen mellem det arkæologiske fund af knogleresterne af en ung kvinde og hendes spædbarn og så af kød og blod en skuespiller og et spædbarn i samme position. Måske i overkanten med patos, men det er effektiv brug af filmmediet til at gøre arkæologiske fund levende uden at gå på kompromis med historiske fakta. Filmmediet bliver opfindsomt anvendt i lodrette skud af fx Poskær Stenhus, og giver et indtryk af en præcision i bygningshåndværket, der ellers er svært tilgængelig.

Tilgangen er generelt indlevende – ikke nøgtern dokumentation af hvad vi ved og ikke ved om hvordan vores forfædre levede, men et sandsynligt bud på, hvordan deres liv måtte have føltes. Mediet og sendefladeplaceringen i betragtning er det det rigtige valg, så længe man holder sig på den rigtige side af en noget usikker grænse mellem levende historieformidling og fri gendigtning. Jeg følte ikke den grænse overtrådt i første afsnit.

En sidste beundringsværdig egenskab, og måske den mest beundringsværdige, er, at man faktisk ikke har holdt sig tilbage fra at fortælle en historie om vi danskere. Både i den konkrete forstand, at der fortælles om et vi og et vores, men også at der på billedsiden så utvetydigt fokuseres på paradigmatisk dansk natur – i store, lange indstillinger med brede strygerklange. Dette er slet og ret fjernsyn, der vil skabe en fælles identitet og kærlighed til fædrelandet.

Senere må afsnittene og virkemidlerne af gode grunde blive anderledes; men formålet og tilgangen forbliver forhåbentlig den samme. I så fald vil serien vise, at der altså alligevel findes en berettigelse for DR, for en seriøs public service, der formidler de væsentligste kulturelle samlingspunkter på en sober og engagerende måde.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!