Fire bibelske principper for økonomien

Af Jacob Munk

Vesteuropæiske kristne har ofte tilsluttet sig sekularismens parole om, at religionen er et ærinde for det enkelte menneskes hjerte og ikke for samfundet. Gud, siger vi, er velkommen til at besøge os i vort lønkammers stille bøn, men når vi indtræder på universitetet, arbejdspladsen eller i den offentlige debat, frabeder vi os venligst, at han trænger sig for meget på. Men Gud er ikke blot hjertets Gud. Han er himlens og jordens Herre, for hvem alle nationer engang skal bøje knæ. Der er intet aspekt af menneskets tilværelse, der ikke er underlagt Kristi herredømme. Heller ikke økonomien. Derfor vil jeg i det følgende give fire forslag til bibelske principper for økonomien, som jeg vil mene, kristne bør stå fast på i den offentlige debat i dag.

1. Den private ejendomsret er ukrænkelig

Du må ikke stjæle. Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.” (2 Mos 20,15;17)

Den private ejendomsret er en af de fundamentale forudsætninger for et frit samfund, fordi den udspringer af menneskets natur som en enhed af krop og ånd. Når mennesket inkarnerer sin kulturelle forståelseshorisont i materielle former, som når vi ved at indrette et hus markerer det som vores hjem, lægges disse materielle fænomener i symbolsk forlængelse af jeget. Dermed er de en del af os. Dette er Bibelen særdeles bevidst om, hvorfor hele tre af De Ti Bud (i Luthers opdeling) sættes af til at beskytte ejendomsretten. Dette må stå fast, før vi kan påpege den enorme fare, der er ved at binde sig for meget til penge og ting. Materialisme og griskhed er noget af det mest ødelæggende for menneskelige relationer og den personlige integritet overhovedet. Men når socialismen vender sig mod ejendomsretten som sådan, går den imod den menneskelige natur, og dermed er den dømt til at falde. Bibelen bekræfter derimod ejendomsretten som en positiv værdi og giver et langt dybere værn mod Mammondyrkelsens fare: evangeliet og det kristne fællesskab.

 2) Yd hjælp til den, der ikke kan forsørge sig selv

“Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede.” (3 Mos 23,22)

Bibelen giver os et stærkt socialt ansvar. Den arbejdsdygtige og velstående har pligt til at hjælpe den trængende, den fremmede, enken og den faderløse. Dette står os ikke frit for. Bemærk at Gud ikke blot kræver dette af enkeltpersoner som almisse. Her gives det som en samfundsregel. Derfor er det helt i overensstemmelse med Bibelens tænkning at lade staten være garant for, at den, der ikke kan forsørge sig selv, modtager hjælp fra de offentlige kasser.

3) Det skal kunne betale sig at arbejde

“For allerede da vi var hos jer, bød vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden. Vi har nemlig hørt, at der er nogle blandt jer, der lever uordentligt; de arbejder ikke, men blander sig i ting, som ikke kommer dem ved. Dem byder og formaner vi ved Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets ophold.” (2 Thess 3,10-11)

Ligeså stærkt som Bibelen taler for, at vi hjælper dem, der ikke kan hjælpe sig selv, ligeså klart taler den til den arbejdsdygtige befolkning, som ikke tager sig et arbejde. Dette er i den grad en udfordring til de skandinaviske velfærdsstater, der netop ikke søger at målrette hjælpen til ”den trængende og den fremmede” men arbejder ud fra et universalitetsprincip. Vores sociale indsats må aldrig blive en anledning til at holde sig fra arbejde. Paulus taler her for arbejdet som et gode i sig selv og opmuntrer netop til at arbejde ”støt og stille”. En arbejder må altså ikke betragte sig selv som hævet over noget hverv men må ydmygt tage imod den opgave, som Gud tildeler ham eller hende.

4) Vi har ret til en hviledag om ugen

“Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre dig noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.” (2 Mos 20,10)

En af de mest beklagelige begivenheder i vores tid er ændringen af lukkeloven fra 2012. Bibelen giver os ret til en hviledag om ugen til gavn for os selv, vores familie og relationer, samt naturligvis ikke mindst for at ingen skal hindres i at gå i kirke. I vores tid der er præget af stress, præstationspres og åndelig fattigdom, er der mere end nogensinde før brug for den ugentlige hviledag. Samtidig er helligdagene et af de tydeligste udtryk for vores kulturelle værdier: når vi hindres i at handle ind, mindes vi om, at der her er noget af større værdi end behovet for mad og købsgoder. Det drejer sig om de store begivenheder i Kristi liv og i vort lands historie. Går vi på kompromis med helligdagene er det grundlæggende et udtryk for, at vi som samfund ikke finder noget helligt mere. Måske med undtagelse af vores utrættelige forbrugerisme.

Flere principper bør føjes til, og mine udlægninger kan naturligvis bestrides. Mit ærinde er først og fremmest at give Bibelens autoritet taleret ind i samfundsdebatten. Endvidere må vi være særdeles ydmyge og lytte, også når Bibelen taler imod vores politiske og kulturelle fordomme. Frem for alt må vi huske på, hvem der er den egentlige og sande konge over Danmark og verden. ”Himlen skal glæde sig, jorden juble, og de skal råbe det ud blandt folkene: Herren er konge!” (1 Krøn 16,31).


 

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om døden som motiv i tysk og engelsk romantisk poesi. I Critique behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!