Film: The Autopsy of Jane Doe

9. april 2017
3 minutters læsetid

Bedst som de tror, at de kan holde fri, får de to retsmedicinere, Tommy og Austin – der tillige er far og søn og seneste skud på stammen i familie af retsmedicinere, der går generationer tilbage – deres sag for, da den lokale sherif kommer med liget af en smuk, ung kvinde. Dødsårsagen skal findes allerede samme aften. En række maltrakterede lig er fundet i et hus, og pressen er begyndt at stille spørgsmål og kræve svar. Der er ingen problemer for så vidt angår de øvrige lig, men dødsårsagen for den unge kvinde lader sig ikke umiddelbart sige, da liget er meget velbevaret.

Tommy og Austin smøger ærmerne op og går herefter i gang med at kigge på den unge kvinde. Hun er uidentificeret og får således navnet ”Jane Doe”. Dødsårsagen lader sig ikke sige ud fra hendes ydre, så det er nødvendigt at finde de skarpe genstande frem. Dem er kirurgien heldigvis rig på. Udenfor trækker det op til storm, og indenfor ser det ud til at blive en lang aften, for dødsårsagen lader sig ikke sådan lige finde. Der må skæres dybere, klippes flere knogler, trækkes flere tarme ud, fjernes flere indvolde.

Far og søn går til arbejdet som var de et par rutinerede håndværkere, der skulle skære i et stykke træ. Der er ikke nogen udpræget sentimentalitet forbundet med, at der er tale om en menneskekrop. Far Tommy er præget af gamle, hæderkronede idealer om, at retsmedicinernes opgaver er at finde dødsårsagen, hverken mere eller mindre. De øvrige spørgsmål er det op til politiet, retsvæsnet og psykiatrien at besvare. Austin er ikke helt sikker. Bør man ikke interesser sig bare lidt for, hvorfor folk døde? Er det overhovedet muligt at adskille de to ting? Spørgsmålene trænger sig på, jo dybere, der skæres i pigen, for dødsårsagen lader sig stadig ikke finde.

Kælderen, hvor obduktionsstuen ligger, er gammel. Familien har benyttet den til obduktioner i henved 100 år. Der er derfor ikke noget at sige til, at lyset pludselig går ud, at det skramler og bumler lidt i ventilationsskakten, at dørene pludselig smækker i. Men begivenhederne synes at intensiveres, jo dybere der skæres i pigen. Pludselig begynder der at blive uhyggeligt i den i forvejen ikke udpræget hyggelige kælder, hvor der er mange mørke kroge og dunkle gange.

The Autopsy of Jane Doe, der i weekenden kunne ses i genrefilmfestivallen Blodig Weekend, der blev afholdt i Cinemateket, er en ganske vellykket skrækfilm. Den forsøger ikke at være udpræget original, men holder sig til genrens faste konventioner og får det maksimale ud af dem. Den er ikke udpræget rig på spektakulære effekter, men er uhyggelig på den gammeldags måde, hvor en klokke pludselig ringer i et lokale, hvor der ikke burde være nogen.

Dertil kommer, at filmen har overskud nok til at gøre subtilt grin med konventionerne. Det troede jeg i hvert fald: På et tidspunkt, hvor det er ved at blive nervepirrende spændende, klippes der pludselig til den obligatoriske, sentimentale scene, hvor far Tommy fortæller sin søn, hvor meget han elsker ham, og hvordan han har sviget som far m.v. Herefter klippes der så efter et minuts tid eller sådan brutalt tilbage til den tidligere scene. Dette gentages et par gange. Robert Rodriquez gjorde noget lignende i Planet Terror (2007). Her forsøgte han bevidst at imitere tidligere tiders B-film-forestillinger ved at få det til at se ud som om, at der manglende et stykke af filmrullen. Bedst som jeg var overbevist om, at der var tale om, at instruktøren, norske André Øvredal, forsøgte tilsvarende kunstneriske greb i the Autopsy of Jane Doe, blev der efter filmen undskyldt for roderiet med scenerne. Det skyldtes angiveligt en fejl i overføringen fra det ene digitale medium til det andet (filmen blev vist i DCP-format). Digitale film kan åbenbart også knække.

Filmen fungerer afgjort bedst i den første halvdel, hvor far og søn langsomt skærer dybere og dybere i Jane Doe og finder ud af, at der er flere og flere ting, der ikke er helt, som de burde være, mens tilskueren konstant holdes på pinebænken i angst for, at den døde pige pludselig skal slå øjnene op. Den sidste halvdel bliver måske lidt for ordinær, hvis ikke det havde været for det utilsigtede kunstneriske greb, der blev foretaget under Cinematekets forevisning. Hvis man ikke bryder sig om at se, hvad skalpeller og lignende kirurgiske instrumenter kan gøre ved en nøgen kvindekrop, bør man nok ikke se filmen. 7/10

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside