Et forfærdeligt, gyseligt portræt af en sjælløs tid

Af Christian Egander Skov

Direktøren for Red Barnet, den tidligere Europa-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt, der i en periode bijobbede som statsminister i Hendes Majestæts regering, medens hun ventede på et internationalt topjob, har fået afsløret sit nye, officielle portræt, som en rum tid frem over skal pryde Christiansborg.

De af os, der med rædsel husker den gyselige pastiche over Actionman, som Simone Aaberg Kværn malede af Anders Fogh Rasmussen, har med en vis frygt set frem til, hvad det ypperste af den danske kunstverden nu ville belemre os med.

Og hvilken rædsel – undskyld genbruget af ord – men der er ikke andre, der dækker.

Godt nok kunne den feministiske installationskunstner/postmoderne sofateoretikker Ditte Ejlerskovs portræt af Helle Thorning-Schmidt ikke helt leve op til den afskyelige og gumpetunge, actiontegnefilmsfigurspapæskeillustration, som Anders Fogh mente, ville være en passende måde at vise sig frem på. Men lidt bedre er bestemt også meget ringe.

Hvori ligger rædslen i Hele Thorning-Schmidts portræt? Ja blandt andet i, at kunstneren ikke er maler og ikke kan male. Hun er valgt, fordi hun er kendt for at kunne sige noget om kvinder og magt, der i de rette kredse vistnok går for at være både sandt og påkrævet. Hun er altså valgt på grund af sin tendens.

Og billedet er da heller ikke stort mere end et forsøg på at skildre en tendens, en idé (hvis ikke dette endda er at give det for meget). Det skulle angiveligt være meningen, at vise Thorning ikke som menneske, men som statsminister. Og det er i en vis forstand lykkedes meget godt. Der er intet levende i portrættet. Men der er heller ingen statsmand m/k. Nej, Helle Thorning-Schmidt er reduceret til et symbol, der står i relation til andre symboler.

Hun står foran to buster af gamle, hvide, døde mænd, der så tilfældigvis er Tscherning og Hall, men ligeså godt kunne have været Gøg og Gokke. For der er ikke tale om en kommentar til de to historiske skikkelser, men til historien som sådan. Vi kan end ikke se deres ansigter, de fortoner sig, ligesom fortiden fortoner sig, fordi den netop ikke er levende. De er interiør.

Fortiden er det, der tilfældigvis gik forud, men den lever ikke, sådan at den forpligter os til at bygge videre på den. Den er heller ikke tilbagelagt. Den er bare baggrund.  Den er det blege, forgangne patriarki, der lader os forstå Helle Thorning-Schmidts betydning som den første kvindelige statsminister. Her handler det kun om nu, som er Thorning.

Og hvad er så det hun og nu er? Thorning-Schmidt selv er – i øvrigt som baggrunden – holdt i blege, lyse ja vel næsten golde farver. Billedet kunne hænge i et af den slags forfærdelige, gråmurede huse med store vinduer, imponerende lysindfald, store rum, sorte overflader og fliser i stuen: De mausolæer for afdøde, lyslevende, langdistanceløbere i revisions- og salgsbranchen, der indretter deres stuer, som var de cafeterier, fordi de intet andet kender, og fordi de uanset, hvor hårdt de borer i deres væsens grundfjeld, aldrig vil se blot en stråle af ånd pible frem. Jætter, I ved.

Ja, billedet udtrykker samme livsfremmede, nynordiske hyper-PH æstetik, som har gjort enhver stue til et ørkenlandskab for sjælen. Billedet vil imidlertid ikke sig noget med dette. Det vil bare ligne sin tid. Det er moderne i sin allermest glatte, æstetiske (men ak hvor fejlslagent) og tomme betydning.

Hendes hud er ikke hud men plastik. Hendes ansigststræk er ikke menneskelige, men støbt ind i hendes overflade. Det er ikke øjne, men maling. Ikke en person, med muligheder, baggrund, vanskeligheder, synd og skyld men et symbol for noget andet: Ligesom en stiv og ubevægelig statue fra den førklassiske oldtid, før de græske mestre formåede at puste liv i stenene.

Hun ligner en kvinde, der ikke vil være hverken kvinde eller menneske, men kun udtryk for sin tids overmenneskeideologi: Mennesket som funktion. Politikeren som magt. Hun har intet at prise, ingen at takke, ingen hun skylder noget.

Hvis man skærer dilettanteriet væk (det faktum, at billedet ligner noget fra forsiden af en lægeroman) så er spørgsmålet, om det ikke siger noget væsentligt om vores åndløse tid – og ikke mindst vores herskende klasser: Mon ikke det er sådan en direktør i en moderne, internationalt orienteret, danglish-talende virksomhed ville fremstille sig selv.

Er det ikke sådan netop den slags post-mennesker ønsker at blive set?