Replik: Fede konservative stråmænd om Grønland

7. marts 2017
3 minutters læsetid
Kan man skrive objektivt i et konservativt tidsskrift? Ikke ifølge historikeren  Iben Bjørnsson, der har sendt redaktionen en replik til adjunkt Jens Wendel-Hansens artikel om Grønlandshistoriens blinde vinkler. Jens Wendel-Hansens duplik følger i morgen.

Jens Wendel-Hansen har i tidsskriftet fremlagt nogle temmelig misforståede versioner af mine holdninger. Det vil jeg gerne have lov at svare på. Jeg foreslår svar som følger: Stråmænd Jens Wendel-Hansen er uenig med mig. Det byder jeg som udgangspunkt velkommen, det er det som gør vores fag, historievidenskaben, levende. Han fremlægger også interessante, fagligt funderede, argumenter og pointer, som det i og for sig ville have været interessant at diskutere nærmere.

Når jeg ikke har tænkt mig at gøre det, er det fordi hans faglige pointer er pakket ind i store fede stråmænd om min kronik i Politiken, i en grad at det ikke er til at sparke sig frem for dem.

To fede stråmænd

Stråmand nr. 1: At jeg i min kronik udråber bygdelukningerne og daniseringen som ”særligt beskæmmende”, ja ligefrem ”danske redskaber til ødelæggelse af det grønlandske samfund”. Nej, jeg gør ikke. Tror Jens Wendel-Hansen virkelig at jeg mener at Danmark ”ødelagde” Grønland med vilje, bare for at gøre det? Jeg mere end antyder at moderniseringsprocessen var problematisk, ja – vil Jens Wendel-Hansen påstå at det ikke var tilfældet? – og så citerer jeg samtidens grønlandsministre for hvordan de forholdt sig til problemerne. Og surprise: de roste Danmarks indsats på trods af de problemer de også udmærket vidste, var til stede. Det er jeg kritisk overfor, ja. Jeg er som udgangspunkt kritisk overfor politikere det lader som om at alt er godt, når det tydeligvis ikke er tilfældet.

Stråmand nr. 2: At jeg ”opfordrer (…) den danske stat til at undskylde de handlinger, Danmark har begået over for Grønland.” Nej, jeg gør ikke. Jeg omtaler den undskyldning som Poul Nyrup gav Thulebefolkningen i 1999 og tilføjer – let ironisk, indrømmet – at hvis nogen troede det var starten på en trend tog de grueligt fejl. Senere i kronikken vender jeg tilbage til spørgsmålet om skyld og skriver at det jo ikke er fordi vi skal gå og sige undskyld i hver anden sætning.

Og her kommer det så: ”En samlet undskyldning ville nok kunne gøre det, hvis det endelig skulle være.” Med dette troede jeg egentlig at jeg gjorde min stilling klar, men glemte naturligvis at subtiliteter ikke gør sig godt i den offentlige debat. Min stilling er nemlig den – og det kan naturligvis også være svært at forstå – at jeg ikke har nogen. Jeg mener at spørgsmålet om behov for undskyldning må rejses og defineres af den grønlandske befolkning selv.

Kan man være objektiv i et konservativt tidsskrift?

Hvis det sker, mener jeg at den danske stat bør være lydhør og ikke opføre sig som vi plejer, nemlig ved kategorisk at benægte at Danmark kunne have gjort noget der gjorde ondt på den grønlandske befolkning – som jeg citerer Anders Fogh for at gøre i 2008 hvor landsstyreformand Hans Enoksen faktisk prøvede at sige at det kunne der være behov for.

Jeg er som udgangspunkt af den holdning at hvis grønlænderne udtrykker et behov for en undskyldning kan jeg ikke se hvad der skulle gå af den danske stat ved at give en, men at det må afhænge af om spørgsmålet rejses og i så fald hvad det hviler på. Jep. Så kedelig er jeg. Og dermed fik jeg klargjort min ”politiske holdning” som Jens Wendel-Hansen jo ellers synes det ikke passer sig at trække ind i en faglig debat. I et erklæret konservativt tidsskrift.

Please. Jeg har intet imod hverken konservative tidsskrifter eller at fagfolk udtrykker politiske holdninger, men det er ikke det rette forum at lege neutral i.

Det er ikke værd at diskutere med jer

Det er synd Jens Wendel-Hansen har så travlt med at tillægge mig meninger jeg ikke har givet udtryk for, for det blokerer for en diskussion af sagens egentlig substans. Det viser sig nemlig at Jens Wendel-Hansen sørme er enig med mig i at forholdet Danmark-Grønland ikke altid har været præget af den respekt og ligeværd som ellers altid har været besunget i den officielle danske fortælling.

Det tyder altså på at vores uenighed primært er akademisk og handler om nuancer og definitioner af kolonialisme. En interessant diskussion, som jeg gerne havde taget under andre omstændigheder. Men det ville måske have været for kedeligt for et tidsskrift der gør det i ”idedebat og kulturkamp”. Så er det sjovere at fyre op for et par stråmænd.

 

Iben Bjørnsson

Iben Bjørnsson er ph.d. i historie

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside