Je Suis Jalving – en øvelse i populisme

1. marts 2017
5 minutters læsetid

En radiovært ser tilbage på et sommerprogram og forklarer, hvorfor populisme er blevet det nye fy-ord, der skal skal redde multikulturalismen.

Af Mikael Jalving

Da jeg begyndte mit radioprogram Je Suis Jalving på Radio24syv den 4. juli sidste år, var jeg ikke klar over, hvad det var, jeg gjorde. Forstå mig ret: Jeg vidste naturligvis udmærket, at programmet ville udløse ballade blandt erklærede »humanister«, selvudnævnte »verdensborgere« og andre »hele mennesker«, især på venstrefløjen, i whiskybæltet og Dansk Flygtningehjælp, hvor det altid udløser ballade at udfordre den vante fremstilling af islam, asylindvandring og Europas demografiske og politiske transformation i disse år.

Fokus på multikulturalismens konsekvenser

Mens pæne medier og pæne mennesker selv mener at være tilstræbt objektive, skønt de reelt er mere partiske, end de aner, uanset om der står DR, TV 2 eller SVT foroven, var det mit mål at sætte fokus på noget af det konfliktstof, som store dele af de europæiske befolkninger har erfaret i deres hverdag i løbet af de seneste mange år: globaliseringens dunkle side og de utilsigtede konsekvenser af grænseløs migration og multikulturalisme. Ikke bare her og nu, men i særdeleshed udsigterne for vores børn.

Jeg ville være helt eksplicit med, hvad jeg frygter i et Vesteuropa under tiltagende vægt og pres fra islam og muslimsk kultur, så ingen kunne beskylde mig for at gøre regning uden vært. Alt sammen ud fra den rimelige antagelse, synes jeg selv, at hvis multikultur var så skidegodt, ville Malmø være et eldorado, især efter mørkets frembrud og i de »kulturberigede« områder.

Jeg vidste således godt, hvordan programmet skulle skrues sammen, og havde emnerne linet op: ghettosamfund, tiltagende indvandring, vigende velfærdsstat, hastigt stigende udgifter, personfarlig kriminalitet, rekordstor flygtningestrøm, internationale konventioner, brexit, terror, statskup i Tyrkiet, EU’s økonomiske og politiske deroute, udsigt til snarlige protestvalg i Holland, Frankrig og Tyskland og meget mere. Programmets drivkraft var lytterne; de kunne ringe ind og give deres besyv med, meget gerne, hvis de mente, at jeg tog fejl. Men alt dette til trods vidste jeg stadig ikke, hvad programmets genre egentlig ville blive. Det fandt jeg først ud af bagefter.

Skyldig i populisme

Det var, da shitstormen ramte mit syndige hoved, at det stod klart, at jeg havde gjort mig skyldig i noget nær det værste, der findes i dag: populisme. Mit radioprogram blev opfattet som en fortsættelse af brexit og en forsmag på Trump. Dét var utilgiveligt. Og så begyndte min telefon at kime.

Først har du journalismen. Det er selvsagt ikke alle journalister, der er konforme eller lever i den samme boble af sandhed og usandhed, men det er journalismen, der beskriver dem som gruppe. Dernæst har du kommentatorerne, det er sådan nogle som mig selv. De er gerne løst ansatte eller tilknyttede, lidt mere indbyrdes forskellige og tør derfor rokke en kende mere ved sandhederne. Endelig har du akademikerne, der fungerer som en art metakommentatorer eller statsbetalte overdommere. De er om muligt endnu mere konforme end journalisterne; uddannede som de er til at være rettroende på en mere akademisk, bevidst og disciplinær måde end journalisterne. De sætter en ære i at sætte uregerlige kommentatorer og enkelte løsslupne journalister på plads.

Elitens oprør

Hvad er populisme? Læg mærke til, at det altid er den Anden. Populisten er ikke dig og mig, men idioten derhenne, ikke sandt? Populisme er et skældsord og et fjendebillede, før det er noget som helst andet, også selv om der er en masse at hente hos en af dens fremmeste formidlere, den amerikanske sociolog Christopher Lasch, der har gravet en lang populistisk tradition frem fra Provinsamerika, hvor den folkelige mix af familie, arbejde og protestantisme engang stod stærkt. Det var dengang. I dag er den amerikanske nation – ligesom de europæiske – truet af dekonstruktion og splittelse. Det var, som Lasch gør opmærksom på, ikke masserne, der gjorde oprør – sådan som socialismen ellers forkyndte – men eliterne. Som gradvist fraskrev sig arv og gæld og i stedet opfattede sig som globale aktører frigjorte fra tid, sted, normer, manuelt arbejde, leverpostejsmadder og andre irriterende begrænsninger. Internationalistiske og føderale idealer vandt følgelig frem.

I dag kalder de så deres modstandere for populister. Det kan være alle mulige, bare ikke dem selv.

Dette er baggrunden for, at vi overhovedet taler og skriver så meget om »populisme«: at antipopulisterne søger at afskrive befolkningernes hidtidige erfaringer med uhindret globalisering, migration og et fravær af ydre grænser. Antipopulismen er simpelthen det antistof, der skal redde multikulturalismen, stække opblomstringen af nationale sentimenter i Europa samt få os til at glemme, at alle lande har begrænsede muligheder, og at automatisk tolerance kun alt for nemt udarter til apati.

Amok i Trumpbashing

Her står mange af os så, i populismeanklager til halsen. Valget af Donald Trump til Amerikas præsident har kun gjort ondt værre. I stedet for at gøre noget ved de åbenlyse følgevirkninger af forceret indvandring og vores eget selvhad, går vi amok i Trumpbashing og får én på grineren. Vi er for længst ophørt med at diskutere politik, nu handler det om patologi. For hvis Trump er vanvittig og fører krig mod demokratiet, sådan som yderligheder fra Ole Thyssen i Politiken til Martin Ågerup i Cepos mener, så er der lukket og slukket.

Implicit i anklagerne ligger naturligvis, at Trumps administration og tilhængere også må være nuts. Undskyld mig, men hvornår så vi sidst psykiatere fjerndiagnosticere folk, de var politisk uenige med? Du véd godt selv, hvor og hvornår, og hvis ikke du gør, så kan jeg afsløre, at det var i Sovjetunionen og Østblokken. Nu er det venstrefløjen og de i egen selvforståelse pæne mainstreammedier, der forsøger at sygeliggøre anderledestænkende. Det er nemt, når man ikke behøver forholde sig til argumenter, fordi modparten i virkeligheden er rablende gal: Hvad mener du om Trumps visumregler? Jamen, manden er jo psykisk syg.

Omsiggribende identitetspolitik

Patologiseringen af anderledestænkende er bredt forstået en facet af den omsiggribende identitetspolitik, hvor man forsøger at stable folk i kasser baseret på, hvad de er, og ikke hvad de mener. Mennesker bliver i denne dekonstruerende optik sorte, bøsser, transere, autister, racister – aldrig mennesker eller borgere. Identitetspolitikken er et våben mod det nationale, fordi den splintrer forestillingen om folket til atomer. Samtidig får Trumpbashingen os til at ignorere de strukturelle og kulturelle problemer.

De erklærede modstandere af populismen, f.eks. den vidt og bredt citerede tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller, har ret i én ting: Ingen kan repræsentere folket hundrede procent, dvs. ingen kan tage patent på det og tale eksklusivt på dets vegne. Men deri ligger sandelig ikke, at populisme er demokratiets modsætning eller det samme som dets afskaffelse, sådan som Müller m.fl. mere end antyder. Demokrati begynder og slutter med et kollektivt vi, we the people, som de første amerikanere sagde.

Den nødvendige tilføjelse er, at det, der holder demokrati i live, er en vekselvirkning mellem folk og elite. Med Christian Egander Skovs udmærkede skelnen i Replique kan vi sige mellem almenvilje, tænkning og den politiske orden. Uden den halter demokratiet, sådan som tilfældet er i Europa og USA, det ene sted på grund af EU og de toneangivende internationalistiske normer, det andet sted snarere på grund af topartisystemet.

En øvelse i populisme

Når mit radioprogram i en vis begrænset forstand viste sig at blive en slags øvelse i populisme, så skyldtes det dels, at så mange forskellige og utrænede stemmer kom igennem, flere med en følelse af katarsis over endelig at få luft. Og dels, at så mange strukturelle og kulturelle problemer forbundet med fortsat migration blev debatteret uden de sædvanlige forbehold og apatiske besværgelser kendt fra skærm og æter. Programmet var en succes målt på lyttertal og efterfølgende debat. Det kunne være interessant at nytænke, ikke kun som et ekstraordinært sommerprogram, men som en regelmæssig føljeton. Stafetten er hermed givet videre.

Mikael Jalving er uddannet historiker, praktiserende blogger og en sjælden gang radiovært.

Je Suis Jalving kørte fra 4. juli-8. august 2016. Iben Thranholm var vikar i otte udsendelser. Hør programrækken her: http://www.radio24syv.dk/programmer/je-suis-jalving/

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside