Hjælp til undertrykkelse

Af Jon Eirik Lundberg

Ved Critiques nylige årsmøde talte professor emeritus Georg Sørensen om den tættere forbindelse der er opstået mellem verdens demokratier og diktaturer. Verdenshandlen og de overnationale fora binder de to størrelser tættere på hinanden.

Men det samme gør så sandelig internettet. For diktaturerne er dette et eksistentielt problem. Nærværet af en demokratisk offentlighed indvarsler et diktatorisk regimes undergang. Befolkningens adgang til Twitter og Facebook indebærer at den rådende censur bliver ophævet. Og lige så snart dét sker, begynder folk at lege med magtens symboler. Den sidste rest af autoritet, hvis der nogensinde var tale om en, forvitrer.

I de seneste femten år har responsen været at udvide censuren også til de vestlige lande, ved at få disse til frivilligt at lægge bånd på satirisk behandling af de despotiske magtsymboler. I Danmark kan man erindre Søren Pinds mystiske overfald på ”højrefløjen”, som han selv er en del af, sidste sommer. Eller Ejbøls knebel på Flemming Rose. Eller de mange år med diagnoser som ”islamofobi” sat i panden på enhver, der havde i sinde at tale frit om diktaturernes ideologi.

Denne lidt diskrete censur er på det sidste kommet under pres, med fornyet ytringsfrihed som konsekvens. Dette får den pakistanske stat til at smide beskedenheden, og spørge internettets aktører direkte, om ikke de vil assistere i censurarbejdet. Helt konkret beder de Twitter og Facebook udlevere kontaktinformation på personer, Pakistan mener har begået blasfemi. I første række “Pakistanis, either within the country or abroad.” Men i princippet har Pakistan besluttet, at landets blasfemilove er universelle, og at alle mennesker i verden er underlagt pakistansk lovgivning.

Twitter har ikke kommenteret forespørgslen, hvad der kan tolkes i retning af, at virksomheden næppe vil efterkomme den. Men Facebooks respons er underlig. Mark Zuckerberg overvejer muligheden for, at robotter kan sortere indholdet i de enkelte lande ud fra befolkningens flertalspræferencer. Lykkes det f.eks. Pakistan at skabe det indtryk, at befolkningen slutter op om regimet – hvad befolkningen jo netop ikke gør i diktaturer, og det er derfor styreformen er diktatorisk – vil Facebook overlade til en robot at udøve censuren.

I kernen af denne idé ligger indlejret et svig af uoverskuelige dimensioner.



Jon Eirik Lundberg, (f. 1974) Cand. Mag. i filosofi fra Københavns Universitet, skribent og kunstformidler. Mit filosofiske omdrejningspunkt er den politiske frihed. Hvad er det der skaber den, hvad er der gået galt de gange den er gået tabt, hvordan kan man forstærke den og bringe den andre steder hen, hvor den er efterlyst.