Globalisme eller antiglobalisme?

Af Christian Egander Skov

På vej hjem fra et foredrag på CEPOS Akademiet sad jeg i toget og læste. Da emnet for mit foredrag var Donald Trump og trumpismen som udfordring og anfægtelse for konservatismen eller mere bredt centrum-højre, var det naturligvis dette, som optog mig.

Men det bredere spørgsmål er: Hvor står vi og hvor er vi på vej hen? For en del år tilbage skrev sociologen Benjamin Barber om en fremtid præget af sammenstødet mellem “jihad” og McWorld. Denne profeti, står det vel klart, er om vores tid. Han skrev bl.a:

Just beyond the horizon of current events lie two possible political futures—both bleak, neither democratic. The first is a retribalization of large swaths of humankind by war and bloodshed: a threatened Lebanonization of national states in which culture is pitted against culture, people against people, tribe against tribe—a Jihad in the name of a hundred narrowly conceived faiths against every kind of interdependence, every kind of artificial social cooperation and civic mutuality. The second is being borne in on us by the onrush of economic and ecological forces that demand integration and uniformity and that mesmerize the world with fast music, fast computers, and fast food—with MTV, Macintosh, and McDonald’s, pressing nations into one commercially homogenous global network: one McWorld tied together by technology, ecology, communications, and commerce. The planet is falling precipitantly apart AND coming reluctantly together at the very same moment.

Vores verden er fanget i en konflikt mellem en rasende globaliseringsbestræbelse, der henter næring fra økonomiske og politiske processer, og så en ligeså rasende anti-globaliseringsbestræbelse, den Barber kalder “Jihad”,  som bl.a. dækker over det, vi i Vesten med en antydning af hovenhed kalder populisme.

Iøvrigt, måske er vi allerede ude over sammenstødet i den form, Barber definerede det. Hvor Barber beskrev “jihad” som en reaktiv kraft, er der i hvert fald tegn i sol og måne på, at jihad nu er den aktive kraft.

Den altid læseværdige sociolog Peter Berger har for nyligt skrevet om McWorld:

Will it continue so? The global popular culture (the political theorist Benjamin Barber called it “McWorld”) coincided with the rise of American imperial power. Will its American flavor survive the end of that power? Hard to say. Who or what would succeed it? It’s hard to imagine kids in Singapore or in Soweto finding Chinese or Russian words “cool.” Yet the moment may be close. Perhaps it already happened, when Barack Obama did nothing after the Damascus regime used poison gas in Syria—and the United States handed the issue to Russia (“over to you, Vladimir”). We shall see.

Ja, vi står i vadestedet og meget ved vi ej. Men når jeg kom til at tænke på Barbers gamle sag, var det måske fordi, at splittelsen mellem globalisme og antiglobalisme er så udtalt netop på højrefløjen.

På CEPOS, der jo i hovedsagen i dag er liberalt præget, mærkede jeg både forståelse for konservative pointer, men også enkelte steder en vis aversion mod konservatisme.

Særligt var en enkelt foredragsholder på krigstiden og harcelerede heftigt imod det han vrængende kaldte national-konservatisme, et begreb der vist skiftevis dækkede over konservatisme og antiutopisk tænkning i bred forstand og så national-konservatisme i snævreste forstand (tænk hjerneblødning i et kommentarfelt på Facebook). Og dette er ikke for at pudse glorien. Man finder som bekendt en stærk aversion mod liberalisme i konservative miljøer, der for nogles vedkommende tenderer en aversion mod det liberale i bred forstand. Ensidighed er blevet en dyd.

Hvad er pointen? Ja det er i høj grad konkrete ideologiske og politiske spørgsmål om forholdet mellem det lokale og globale, der driver den spændning, der river højrefløjen fra hinanden og skaber lommer af frelste globalister hhv. antiglobalister.

Så hvad skal vi stille op? Det er spørgsmålet, vi nu tumler med.

Måske er der også her brug for en konservativ pointe, nemlig besindelsen på balancen mellem jihad og McWorld. Hver for sig rummer ingen af dem håb om en bedre fremtid, men i mødet med hinanden bliver det klart, at de hver især rummer såvel skønhed og værdi som vigtige korrektiver til hinanden.

Så måske skal dette være vores udgangspunkt.