Glem Wilders! Her er lektien fra Nederlandene

Af Christian Egander Skov

Der er stor glæde rundt om i de små hjem. Geert Wilders har lidt forsmædeligt nederlag i Nederlandene. Skansen holdt. Marc Rutte vog den blegede greve, populismen er manet i jorden og anti-EU-kræfterne har opbrugt sig selv.

Det er i hvert fald det indtryk man kunne få, hvis man opholder sig i de snakkende klassers ekkokammer på Twitter.

At nederlaget for Wilders bestod i markant fremgang til hans parti, er for et øjeblik glemt. Det samme er alle andre væsentlige fakta fra det hollandske valg. Et segment af de europæiske eliter har låst sig fast i en dødskamp mod den brede, folkelige revolte i en sådan grad, at det måske skygger for deres analytiske sans.

I virkeligheden har de ikke meget at fejre. Og glædesrusen kan meget vel blive til tømmermænd, når dem, der nu lever højt på øjeblikket, må sande, at de vitterligt ikke længere kender den verden, de hævder at befinde sig på toppen af.

Centrum-venstres kollaps

Hvad er de interessante fakta fra det hollandske valg? Det mest interessante er faktisk ikke Wilders ”nederlag”, men derimod ødelæggelsen af det hollandske Socialdemokrati, der ifølge den socialdemokratiske netavis Pio er på vej ud over afgrunden. Traditionelt det største eller næststørste parti i landet, men nu reduceret til et meget, meget lille parti. Socialdemokraterne i Holland er øjensynligt færdig som folkelig bevægelse.

Dette skal ikke fremhæves for at gnide salt i såret, men fordi det er et markant udslag af en generel bevægelse, hvor de traditionelle socialdemokratiske vælgere rykker til højre og efterlader de europæiske socialdemokratier som ustabile koalitioner mellem progressive by-eliter, minoriteter og blandet godtfolk.

Det europæiske centrum-venstres tab af den traditionelle arbejderklasse, der indtil for ganske nyligt var deres fundament, er en af vor tids vigtigste politiske kendsgerninger. Og medens dele af de socialdemokratiske stemmer rykker til højre, rykker andre til venstre, hvor de finder mere rendyrkede identitetspolitiske venstrefløjsdagsordener. Er der en plads til Socialdemokrater i moderne europæisk politik? Ja, sikkert! Men de har en stor opgave i at finde den.

Centrum-højre drejer mod højre

Det andet bemærkelsesværdige er den store opslutning bag den hollandske premierminister Marc Ruttes centrum-højre parti VVD. Det var Rutte, der erklærede valget et nederlag for populismen. Og i en vis forstand har han ret. Wilders’ parti stod til at blive lige så stort som VVD, men blev det langtfra. Der er ingen grund til at tro, at Wilders ville være blevet et stabiliserende element i hollandsk politik. Han har således ikke formået den transformation fra højlydt protest til arbejdende protest, som Dansk Folkeparti i en vis grad er lykkedes med i Danmark. Derfor er det også godt, at Wilders er blevet inddæmmet.

Men hvordan har VVD så inddæmmet ham? Ja, ved at bevæge sig til højre og overtage en del af Wilders’ indvandringskritiske positioner. Det liberale VVD er slet og ret blevet mere konservativt, mere lydhør over for den folkelige utilfredshed med det multikulturelle samfund og den løbske globalistiske dagsorden. Rutte har ikke vundet, fordi han har muret sig inde bag centrum-højre-principper og udskammet Wilders’ vælgere og deres bekymringer, men fordi han netop har taget dem alvorligt og fremstået som et mere ansvarligt valg for de bekymrede vælgere, et mere fornuftig politisk udslag af den folkelige opstand mod eliterne.

Sammen med centrum-venstres sammenbrud er dette lektien fra det hollandske valg. For VVD’s linje afspejler en generel tendens på det europæiske centrum-højre. I Storbritannien har De Konservative fornuftigt sat sig i spidsen for en konstruktiv Brexit-politik, der ikke vil gå på kompromis med at efterleve det folkelige krav om national suverænitet. Partiet har også søgt at formulere en økonomisk politik, der skaber en mere inkluderende vækst.

I Frankrig har Republikanerne, det tidligere UMP, valgt den konservative traditionalist Francois Fillon som sin præsidentkandidat. Det var et markant ryk i katolsk konservativ retning for landets store centrum-højre-parti og det så ud til at være en vinderstrategi, der kunne marginalisere såvel den franske venstrefløj, der er i åbent sammenbrud, såvel som den franske højrefløj i form af Front National.

Historien er den samme i Tyskland, hvor Merkel pludselig er blevet kritisk over for masseindvandring, og i Sverige, hvor Moderaterne er begyndt at tø op i forhold til Sverigesdemokraterne. Og i særlige – og måske lidt problematiske – østeuropæiske varianter kender vi også tendensen fra lande som Ungarn og Polen.

Støjbergs kage

Ja, vi kender historien. For det er nemlig historien om det, der er sket herhjemme siden 2001. Når Rasmus Jarlov fra Det konservative Folkeparti beklager masseindvandringen og når Inger Støjberg fejrer sine udlændigepolitiske stramninger med flødekage, så fortæller det, at alt er forandret på centrum-højre.

Det kan man begræde, hvis man er globalist eller 90’er-nostalgisk. Men hvis man er realist, bør man glæde sig i det omfang, at det politiske system er i stand til at lytte til folkelig utilfredshed og omsætte det til en politik, der tager brodden af populismens systemstorm og forstår, at meget må forandres for at alt kan forblive det samme.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.