Frankrigs yderste højres vej til magten

Det franske præsidentvalg står for døren, og Front Nationals Marine Le Pen har en reel mulighed for at vinde. Det bliver et afgørende valg, ikke bare for Frankrig, men for hele Vesten, påpeger Simon Hesselager Johansen, som her optrevler Frankrigs yderste højrefløjs vej til magten.

Af Simon Hesselager Johansen

Til forår skal Frankrig, det europæiske land hvor den nye højrepopulisme har gjort størst indhug på den politiske scene, til præsidentvalg. Den mest synlige manifestation er partiet Front National, ledet fra deres dannelse i 1972 af Le Pen-dynastiet. Både grundlæggeren Jean-Marie Le Pen og hans tilsyneladende mere moderate datter Marine[1] har med en hård linje overfor kriminalitet og indvandring erobret ret mange af ikke kun den etablerede højrefløjs men også traditionelle venstrefløjs stemmer fra 1984 og fremad, og derfor haft et fast andel af stemmerne på 20-25% siden da.[2] På den måde udgør de et tydeligt foregangseksempel på Dansk Folkeparti herhjemme. Her til præsidentvalget i år står Marine Le Pen desuden med en reel chance for at blive Frankrigs næste præsident, som hendes far aldrig havde,[3] og efter Storbritanniens udtrædelse af EU vil en så euroskeptisk fransk regering kunne resultere i Unionens endeligt.

Det franske højres historie

Den yderligtgående højrefløj i Frankrig går dog meget længere tilbage end Front National, hvis gennembrud ind i magtens korridorer kun er et resultat af en meget lang udvikling. Ligesom det moderne liberale demokrati i sin nuværende form kan spores tilbage til den franske revolution i 1789, så kan anti-liberalismen føres tilbage til det 18. århundredes kontrarevolutionære modreaktion med Thermidor-oprøret, Napoléon Bonaparte og Bourbon-restorationen.

 

Datidens franske reaktionære som Louis de Bonald og Joseph de Maistre var med til at bygge det ideologiske grundlag for meget højreradikal politisk filosofi. Det skal nemlig huskes, at den første franske republik godt nok etablerede mange af grundprincipperne for liberal tankegang her i Europa, men også i praksis var så korrupt og dysfunktionel, at store dele af landets befolkning hilste Napoleons autoritære kejserdømme velkommen da han overtog magten, for at genetablere social stabilitet og et nogenlunde fungerende statsapparat.

Den nationalromantik som motiverer nutidig højrepopulisme ville sandsynligvis heller ikke nyde samme udbredelse, hvis ikke den var blevet blåstemplet af den franske revolution og Napoleon, der som en verdslig kejser fra jævne kår gjorde mere end nogen anden politiker i 1800-tallet for at udbrede idéen om, at folk havde større loyalitet overfor deres nation end deres fyrste.

Ikke overraskende tilbragte Frankrig det 19. århundrede i mindst lige så lang tid under forskellige restaurerede monarkier som under republikansk styreform, og derfor har monarkistiske bevægelser som f. eks. Action Francaise nydt popularitet helt op i det 20. århundrede.

Fransk fascisme

En del af det filosofiske fundament for dette miljø er det såkaldte synarki, der blev udviklet i den anden halvdel af det 19. århundrede af den katolske mystiker Alexandre Saint-Yves d’Alveydre (1842-1909), med udgangspunkt i den kontrarevolutionære filosof Antoine Fabre d’Olivets (1767-1825) idéer. Denne ideologi defineredes af Saint-Yves som det modsatte af anarki, hvilket for ham betød en centraliseret regering, der skulle fastholde ligevægten mellem økonomiske, politiske og religiøse magthavere. Det var tænkt som en moderne fortsættelse af den feudale stats dynamik mellem handelsfolk, adel og kirken.[4]

Saint-Yves’ elev Gérard Encausse (1865-1916), bedre kendt under sit pseudonym Papus, blev hurtigt hovedansvarlig for at popularisere netop dette gennem sin genopvækkelse af Martinist-ordenen, et kristent mystisk selskab, der var aktivt i den første halvdel af 1700-tallet, før revolutionen. Papus’ rekonstruerede Martinist-ordens mest indflydelsesrige medlem må have været filosoffen René Guénon (1886-1951), der udviklede sin egen ideologi ved navn “perenniel traditionalisme”. Hovedidéen var, at alle menneskelige religioner nedstammer fra en hemmelig mystisk ur-tradition som netop inkluderede en transcendental begrundelse for den tredelte samfundsstruktur jf. Saint-Yves’ synarki.

Guénon er den tydeligste forbindelse mellem på den ene side synarki og martinisme og på den anden side det 20. århundredes højreradikalisme. Han var også en ikke ubetydelig inspirationskilde for mellemkrigstidens italienske fascistbevægelse gennem sin korrespondance med fascist-ideologen Julius Evola.[5] Den klasse-kollaboration, der udgør centralpunktet i fascistisk økonomi, kan nemt udlægges som et forsøg på at tilpasse synarki til en moderne industrialiseret økonomi.

En af de mest berygtede arvinger til denne kontrarevolutionære ideologiske tradition i det 20. århundrede må have været en undergrunds-guerillamilits aktiv i 1930erne, hvis officielle navn var Comite Secret d’Action Revolutionnaire men er bedre kendt som La Cagoule (“Hætten”) grundet deres høje grad af hemmelighedskræmmeri. CSAR efterlignede ikke alene Mussolinis sortskjorter men blev også finansielt støttet af de italienske og spanske efterretningstjenester.[6] Denne milits udnævnte eksplicit Guénon og Saint-Yves som ideologiske forbilleder, da de repræsenterede fælles kulturelle referencepunkter mellem franske kontrarevolutionære og italienske fascister. Militsen huskes bedst for at have stået bag terrorangreb på flere industrihovedkvarterer i Paris i 1937, og mest bemærkelsesværdigt udførte CSAR angreb forklædt som kommunister med det formål at provokere regeringen til en klapjagt på den politiske venstrefløj. Denne plan blev først afsløret, da deres leder Eugene Deloncle blev arresteret i oktober samme år.[7]

Anti-liberalismen efter 2. verdenskrig

Ret usædvanligt for et vesteuropæisk land har den anti-liberale højrefløj i Frankrig også haft en stor tilstedeværelse i akademiske kredse efter 2. verdenskrig, repræsenteret af både konservative tænketanke som Le Cercle Pinay og det såkaldte Nouvelle Droite-miljø som er blevet populariseret af tænketanken GRECE.

Le Cercle Pinay, som fra begyndelsen har været tænkt som en pan-europæisk international tænketank, har paradoksalt nok været den både mindst kendte og  det i storpolitisk perspektiv mest indflydelsesrige af dem. “Cirklen” blev først kendt for alvor da den britiske historiker Brian Crozier i 1991 udgav sin selvbiografi Free Agent. Crozier bruger her ret meget spalteplads på sit arbejde for Pinay-cirklen, hvor han stod for at udtænke en fælles udenrigspolitisk strategi for Vesteuropa under den den kolde krig i mere nøjagtige lokale detaljer end NATO kunne overskue.

Le Cercle er officielt grundlagt på kristendemokratiske principper og har for det meste opereret ud fra en sådan dagsorden, men har i praksis fungeret som gråzone mellem Nordamerika og Vesteuropas konservative etablissement og mere radikale miljøer. Initiativet til Le Cercles dannelse i begyndelsen af 1950erne kom fra dens navngiver, Frankrigs premierminister 1952-1953 Antoine Pinay fra det lille konservative parti CNIP (Centre National des Indépendants et Paysans), og den gaullistiske politiker Jean Violet, bedst kendt for sin høje rang indenfor Frankrigs udenrigs-efterretningstjeneste SDECE. Le Cercles mål var fra begyndelsen at promovere en højere grad af fælleseuropæisk politisk og økonomisk integration ud fra et ideologisk fundament i romersk-katolsk konservatisme. Andre vigtige medlemmer af Le Cercle inkluderede Vesttysklands datidige rigskansler Konrad Adenauer, den kristendemokratiske leder Franz Josef Strauss, Italiens senere premierminister Giulio Andreotti og Ærkehertug Otto von Habsburg, den sidste kronprins af Østrig-Ungarn.[8]

Selve det praktiske arbejde med at få etableret det politiske grundlag for Kul-og-Stål-Unionen og EEC, som senere blev til EF og EU, kom fra Comité International pour la Défense de la Civilisation Chrétienne – en anden pan-europæisk konservativ (men ikke specifikt katolsk) tænketank, grundlagt i 1949 med Pinay blandt sine medlemmer, og under ledelse af Adenauers økonomiminister Hermann Lindrath[9] fra 1958 til 1960.

I 1967 koordinerede Le Cercle under den italienske forretningsmogul Carlo Pesentis ledelse et samarbejde med højtrangerende amerikanske politikere som Zbigniew Brzezinski, Henry Kissinger og David Rockefeller. Dette blev senere afbrudt i slut-1970erne, efter at Rockefeller afviste Le Cercle grundet dens forbindelser til meget mere radikale elementer end dens kristendemokratiske program.[10]

For det første kom det frem, at Jean Violet som ung mand i 1930erne kortvarigt havde været medlem af den førnævnte fascist-milits CSAR. Noget, der gav Rockefeller kolde fødder, selvom Violet efter krigen blev frikendt fra at have kollaboreret med aksemagterne eller medvirket i terrorhandlinger. For det andet var en af Le Cercles samarbejdspartnere på kontinentet den belgiske tænketank Academie Européenne des Sciences Politiques, der godt nok delte Pinay og Violets pan-europæiske idealer,[11] men hvis grundlægger, Florimond Damman, også var gode venner med Yves Guérin-Serac – et højtrangerende medlem af den franske terrorbevægelse Organisation Armée Secrète, der fra 1961-1962 udførte flere bombeangreb og snigmord (inkl. et fejlslagent attentatforsøg mod selveste Charles de Gaulle) med det formål at forhindre Algeriets uafhængighed fra Frankrig.[12]

Hvis hun får trukket en uafhængighedsafstemning som den britiske i land, kan det blive enden på EU, og Europa vil i så fald stå for den største ommøblering af det storpolitiske landskab siden Sovjetunionens kollaps.

Le Cercles manglende afstandtagen til Guérin-Serac og OAS eller i det mindste udeblivende bekymringer over AESPs forbindelser hertil, må nok have været hvad der fik bægeret til at flyde over for Brzezinski, Kissinger og Rockefeller. Især da Crozier i 1969 skabte det private sikkerhedsfirma 6th International (også kendt som “Network 61”) med det formål at fungere som Le Cercles egen interne efterretningstjeneste separat fra nogen enkelt nations regering, og med personale rekrutteret fra det tidligere AESPs rækker.[13]

Forbindelsen mellem Le Cercle og AESP var således tæt.

Da Florimond Damman døde i 1979, blev AESP sammensmeltet med 6I. Le Cercles interne sikkerhedschef var samtidig Georges Albertini, der under krigen havde været del af Philippe Pétains aksemagt-kollaboratør-regering i Vichy og efter krigen blev fængslet i 2 år for kollaboration.[14] Albertini fik derefter job som politisk rådgiver for handelsbank/forretnings-konsortiet Banque Worms, hvis grundlægger Hippolyte Worms var en erklæret synarkist og meget aktiv i at holde den ideologiske tradition i live via sin finansiering af bogudgivelser. Under krigen havde Worms også indgået tætte forretningssamarbejder med Vichy-regeringen og ivrigt samarbejdet med italienske og tyske firmaer af samme grund som han promoverede europæisk integration i efterkrigstiden, netop at han drømte om et forenet Europa med stærk politisk centralisering og magtdeling mellem kirke, stat og forretningsverden.[15]

Højrefløjsnetværk

Her kan det punkt findes, hvor brikkerne langsomt er begyndt at falde på plads: I Frankrig – og tilsyneladende også Belgien – har der i lang tid eksisteret et større råderum end i andre vesteuropæiske lande for udveskling af ideologisk tankegods mellem konventionel katolsk konservatisme og kontra-revolutionær højreradikalisme med pan-europæisk orientering,[16] uden at de involverede politiske bevægelser nødvendigvis har nogen direkte overgrunds-kontakt til hinanden, hvilket Le Cercle Pinays historie viser. Det samme ses i mindst lige så høj grad i det mere åbenlyst radikale højre, hvilket har banet vejen for Marine Le Pens netværkssamarbejde med Vladimir Putin[17] og Donald Trump.[18]

Nouvelle Droite-miljøet

I sammenligning med Le Cercles dagsorden, der er vokset sig ud af en strengere konservativ udgave af kristendemokratiske bevægelser i det katolske Europa, så har det såkaldte Nouvelle Droite-miljø centreret omkring tænketanken GRECE en meget mere radikal dagsorden åbenlyst baseret i total afvisning af oplysningstidens ideologiske projekt. Sådanne idéer har i Frankrig også haft en i resten af Vesteuropa – måske med undtagelse for Italien – ukendt grad af gennemslagskraft i akademiske cirkler og respektabel politisk diskurs. For eksempel udgiver det prestigiøse Sorbonne-universitetet i Paris den dag i dag en journal dedikeret til avanceret politisk teori ved navn Politica Hermetica,[19] der regelmæssigt diskuterer Guénon og hans idéer.[20]

GRECE er forkortelse af Groupement de recherche et d’études pour la civilisation européenne – “studiegruppe for den europæiske civilisation”. Det er en nationalistisk tænketank grundlagt i 1968 af filosoffen Alain de Benoist sammen med 40 andre højreradikale akademikere. Efter de Benoist er den bedst kendte af GRECEs grundlæggere nok Dominique Venner, der i 2013 begik offentligt selvmord i Notre Dame-katedralen i protest mod legaliseringen af homoseksuelle ægteskaber.[21] Denne tænketank går, i modsætning til Pinay-cirklen, ind for en meget mere lokalt og nationalt forankret samfundsorden i reaktion mod globaliseringen og det frie marked, hvorfor deres form for nationalisme promoverer radikale økologiske idéer samt nyhedenske religioner (De Benoist er erklæret ase-troende) som alternativ til den jødisk-kristen-islamiske monoteisme.[22]

Et erklæret formål med GRECE da tænketanken blev dannet, var netop at påvirke den politiske mainstream og promovere ovennævnte radikale idéer i det konservative etablissement. Deres tilknyttede forlag Éditions Copernic holdt også franske oversættelser af indflydelselsrige anti-liberale politiske filosoffer såsom Ernst Jünger, Vilfredo Pareto, Carl Schmitt og Oswald Spengler i regelmæssig tryk fra 1976 og frem. GRECEs store kup skete da Le Figaro, den mest toneangivende konservative avis i Frankrig, kom under Louis Pauwels’ redaktion fra 1978-1981 og hyrede flere GRECE-folk som faste skribenter: Ikke kun Benoist selv men også Patrice de Plunkett, Jean-Claude Valla, Yves Christen, Christian Durante og Michel Marmin.[23]

En af hovedpræmisserne i Benoists verdensbillede er opfattelsen af en de facto alliance mellem den frie markedsøkonomi og progressive sociale værdier. Begge ender med at promovere økonomisk globalisering og masseindvandring som følge af kapitalens jagt på mere arbejdskraft samt opblødning af eksisterende moralske normer i jagten på en større forbrugerskare, hvilket på nationalt plan vil resultere i at proletariatet ifølge Benoist i yderste konsekvens vil være for kulturelt heterogent til at kunne organisere sig effektivt. I et essay fra 2003 betegnede han det som “indvandring som kapitalens reservehær”.[24] Med andre ord bliver den reelle effekt af den eksisterende venstrefløjs politiske tiltag ifølge Benoist nøjagtig samme sociale atomisering, som den påstår at bekæmpe.

Ovennævnte bør lyde meget velkendt for enhver, der har fulgt med i dansk politik indenfor de sidste 15-20 år. Det er nemlig en mere akademisk formulering af samme bekymringer, som Dansk Folkeparti herhjemme tager udgangspunkt i. Ligesom det libertarianske højres økonomiske filosofi kan opsummeres med titlen på Milton Friedmans bog There’s No Such Thing as a Free Lunch, så kan GRECEs og Front Nationals opsummeres i “there’s no such thing as international socialism”. Selvom Benoists asetro er fundamentalt inkompatibel med Front Nationals erklærede katolske moralgrundlag, ligger dette partis succes i tydelig forlængelse af de radikalt anti-liberale idéers udbredelse til den etablerede politiske diskurs som han har stået i spidsen for: Det tidligere GRECE-medlem Pierre Vial meldte sig nemlig ind i Front National i 1988, og omend han blev fyret i 1998 for sine ekstreme idéer, er hans politiske karriere endnu et eksempel på den ideologiske linje fra den radikale højrefløj til de politiske hovedstrømninger.[25]

Højrefløjen tager venstrefløjens plads

En af grundene til at denne anti-liberale modoplysningstradition nu for alvor er kommet tilbage blandt de politiske hovedstrømninger siden 1990erne kan være, at venstrefløjen i Frankrig ligesom mange andre industrinationer mistede den revolutionære impuls langsomt og gradvist efter desillusionen, som fulgte af den aktuelt eksisterende socialisme som var fuldendt ved Sovjetunionens kollaps. Derfor ønskede meget få på venstrefløjen at viske tavlen ren, nu når de ikke kun i USSR men også Folkerepublikken Kina og Pol Pots Cambodia havde set hvad der ville komme bagefter.

Derudover var det især i Frankrig, at venstrefløjens akademikere efter 2. verdenskrig havde vendt sig imod oplysningstidens tankegang og overvejet hvad der ville komme efter moderniteten – i tilfælde som Etienne Balibar, Jean Baudrillard og Michel Foucault åbenlyst inspireret af højreradikale tænkere som Friedrich Nietzsche, Martin Heidegger og Carl Schmitt. Det er nemlig gennem Balibar, Baudrillard og Foucaults påvirkning, at samme slags identitetspolitik, som ligger til grund for nutidig nationalisme, er blevet udbredt på venstrefløjen. Ej heller kan det undre, at både den anti-liberale højrefløj og den postmoderne venstrefløj er karakteristisk anti-amerikanske: USA udgør nemlig den første succesfulde stat grundlagt på en lockeansk social kontrakt, og repræsenterer for oplysningprojektets kritikere en stat som ikke burde eksistere.[26]

Det er heller ikke noget sammentræf at meget af den gamle venstrefløjs vælgerbase i dag er blevet overtaget af Front National. Ligesom den liberale modernitets ideologiske grundlag kan spores til Frankrig, vil der være en historisk symmetri hvis det bliver Frankrig som for alvor afvikler den. Prikken over i’et kommer her fra endnu en radikalt anti-moderne ideologi, der netop er stærk i Frankrig, nemlig den voksende militante islamisme som til gengæld er åbenlyst anti-vestlig. Dette betyder, at i nutidens Frankrig findes islamisme og højreradikalisme som oplagte modstandere, da de to ideologier i deres nuværende former udfylder det tomrum der vil blive efterladt af både den klassiske oplysningstids-liberalismes og den revolutionære venstrefløjs henvisnen.

Fransk kulturs forfald

Dette er blevet understreget i Michel Houellebecqs roman Underkastelse. I denne dystopi overtager en islamistisk regering Frankrig i en nær fremtid, fordi det politiske etablissement foretrækker dem frem for Front National.[27] Bogens ideologikritik er klart rettet mere imod det samtidige Frankrig, der har mistet sine moralske dyder og kulturelle rygrad, hvorfor dets borgere ikke længere finder nationen værd at bevare, end på islam. I Houellebecqs univers udfylder islam faktisk den socialt forenende funktion, som romersk-katolsk kristendom ikke længere er i stand til.

Dette kontrarevolutionære tankegods’ genkomst har ikke overraskende trukket det konservative etablissement i sin retning. Selvom Les Republicains ser ud til at have nogen succes med at genopvække konventionel vestlig konservatisme, der er venligsindet overfor det frie marked og Israel, har deres kandidat til det kommende præsidentvalg, Francois Fillon, gennemgående lagt vægt på katolske moralske værdier som sit ideologiske fundament i en grad som Nicholas Sarkozy aldrig ville have gjort.

Med Islamisk Stats terrorangreb og Houellebecqs insinuationer om, at den gængse kristne europæiske kultur ikke længere har noget at byde på, er det ikke overraskende, at Fillon er ved at vende tilbage til den åbenlyst katolske konservatisme som Antoine Pinay håbede at gøre til en samlende ideologi for det fælles Europa.[28]

Nu hvor Fillon ses belejret af en hær af skandaler af samme kaliber, som de der fældede Hillary Clinton ved det amerikanske valg sidste år, med afsæt i anklagerne om, at han skulle have trukket skatteyderpenge ned i sin kone og børns lommer,[29] kan det være Front Nationals vulgær-benoistianske populisme adopteret af desillusionerede socialdemokratiske kernevælgere, der vinder. Hvis det sker, vil kontrarevolutionen blive vist på tv og den radikale højrepopulisme vil have en endnu større sejr i Vesten end nogensinde. Marine Le Pen er nemlig en meget mere kompetent og etableret politiker end Donald Trump, så hendes administration vil sandsynligvis ikke vandre ind i nær så mange skandaler, og i hvert fald manøvrere sig nemmere igennem dem hun vil møde. Hvis hun får trukket en uafhængighedsafstemning som den britiske i land, kan det blive enden på EU og Europa vil i så fald stå foran den største ommøblering af det storpolitiske landskab siden Sovjetunionens kollaps.

Det kan også være, at den progressive venstrefløjsyndling Emmanuel Macron med sit nye parti En Marche vinder præsidentvalget – og så vil det være et frit fald for højrefløjen. Med både den skandaleramte Fillon som det konservative etablissements ansigt i Frankrig, og Præsident Trump som den antiliberale højrepopulismes repræsentant nummer ét overalt i Nordamerika og Vesteuropa, kan den tilsyneladende ustoppelige højredrejning måske midlertidigt stå stille eller blive forsinket. Måske kan det politiske centrum og venstrefløjen i så fald regruppere, hvilket kunne bekræfte forudsigelserne om, at Trump-æraen på lang sigt faktisk ville resultere i en større venstredrejning.  Med andre ord kan der nærmest ikke være mere på spil i det kommende franske præsidentvalg.

Simon Hesselager Johansen er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie og fast skribent ved aarsskriftet-critique.dk.


[1] Gombin, Joël: The French National Front: On its way to power?, Policy Network, 22. januar 2015 http://www.policy-network.net/pno_detail.aspx?ID=4821&title=The-French-National-Front-On-its-way-to-power

[2] Scarpetta, Vincenzo: Local elections confirm a quarter of French voters support Front National, Open Europe, 23. maj 2015 http://openeurope.org.uk/today/blog/local-elections-confirm-a-quarter-of-french-voters-support-front-national/

[3] France’s Le Pen would lead first round of 2017 presidential vote – poll France’s Le Pen would lead first round of 2017 presidential vote – poll, Reuters, 29. januar 2015 http://uk.reuters.com/article/uk-france-poll-lepen-idUKKBN0L22QM20150129

 

[4] Godwin, Joscelyn: Atlantis and the Cycles of Time, s. 44

[5] Sedgwick, Mark: Against the Modern World, s. 40

[6] Shirer, William: The Collapse of the Third Republic, pp. 135-137

[7] Greer, s. 135

[8] Crozier, Brian: Free Agent (pp. 192-193)

[9] Teacher, David: Rogue Agents, pp. 472-473

[10] Rockefeller, David: Memoirs (pp. 412-413)

[11] Crozier, s. 99

[12] Teacher, David: Rogue Agents, pp. 45-47

[13] Crozier, pp. 135-136

[14] Crozier, s. 103

[15] Langer, William: Our Vichy Gamble (pp. 167-170)

[16] Se Reilly, John J.: After the Third Age: Eschatological Elements of
Postwar International Fascism
 https://web.archive.org/web/20120307202639/http://www.johnreilly.info/ata.htm

[17] Walt, Vivienne: Why France’s Marine Le Pen Is Doubling Down on Russia Support, Time Magazine 9. januar 2017 http://time.com/4627780/russia-national-front-marine-le-pen-putin/

[18] Goodenough, Tom: What Is Marine Le Pen Doing at Trump Tower?, The Spectator, 12. januar 2017 http://blogs.spectator.co.uk/2017/01/marine-le-pen-trump-tower/

[19] https://politicahermetica.wordpress.com/

[20] Reilly igen

[21] Thurman, Judith: Dominique Venner’s Final Solution, The New Yorker, 22.m aj 2013  http://www.newyorker.com/news/news-desk/dominique-venners-final-solution

[22] De Benoist, Alain & Champetier, Charles: Manifesto of the French New Right in the Year 2000 – kan findes i pdf-form på både engelsk, fransk og italiensk her https://neweuropeanconservative.wordpress.com/2012/10/20/manifesto-of-the-new-right-benoist-champetier/

[23] Desbuissons, Ghislaine: La “Nouvelle Droite” (1968-1974). Contribution à l’étude des idées de droite en France, thèse de doctorat en sciences politiques, IEP de Grenoble, 1984

[24] Kan findes i engelsk oversættelse af Tom Sunic her: https://archive.org/stream/ImmigrationTheReserveArmyOfCapital/immigration_reserve_army_of_the_capital-anglais_djvu.txt

[25] Visby, Børge: Magtkamp slår Front National i gulvet, Information, 9. december 1998 https://www.information.dk/1998/12/magtkamp-slaar-front-national-gulvet

[26] Se Levy, Bernard-Henri: Left in Dark Times: A Stand Against the New Barbarism, 2008

[27] Douthat, Ross: Houellebecq’s Islam, Houellebecq’s West, New York Times, 4. november 2015 http://douthat.blogs.nytimes.com/2015/11/04/houellebecqs-islam-houellebecqs-west/?_r=0

[28] Mortimer, Gavin: François Fillon could become the face of France’s Catholic revival, The Spectator, 12. januar 2017, http://blogs.spectator.co.uk/2017/01/francois-fillon-become-face-frances-catholic-revival/

[29] Horobin, William og Landauro, Inti: Top French Presidential Candidate Francois Fillon Battered by Growing Scandal, Wall Street Journal, 1. Februar 2017 https://www.wsj.com/articles/top-french-presidential-candidate-francois-fillon-battered-by-growing-scandal-1485960456

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!