Farvel til Fukuyama

Årsskriftet Critique afviklede for nylig sin årskonference på Aarhus Universitet. En af deltagerne sammenfatter og perspektiverer det skete. Hvordan ser det ud med den nye verdensorden?

Af Jon Eirik Lundberg

Berlinmurens fald i 1989 fik i 1992 den amerikanske politolog Francis Fukuyama til at konkludere, at ”historien var slut”, og det liberale demokrati var det sidste og højeste stadium i menneskesamfundenes udvikling. Vesten havde vundet det lange seje træk over Sovjetunionen. Man kunne læne sig tilbage. Før eller siden ville alle verdens lande være liberale demokratier.

 

Denne forestilling varede i næsten præcis 11 år. Den kollapsede sammen med tvillingetårnene den 11. september 2001, hvor en ny ideologisk fjende meldte sin ankomst. Samtidig er autokratiske stater som det postsovjetiske Rusland og det økonomiske mirakel Kina vokset til verdensmagter. Begge gør sig gældende på den internationale scene og udfordrer den etablerede orden, hvor Vesten leder an. Den tid, vi nu er gået ind i, kendetegnes ved ”historiens genkomst”. Historien var alligevel ikke var afsluttet, og det liberale demokratis fremtid er på ny ukendt.

Temaet

Sådan lød i grove træk den store fortælling, der var omdrejningspunkt for Årsskriftet Critiques årskonference ”En ny verdensorden”, afholdt for nylig på Aarhus Universitet. Og som kapitlerne i fortællingen skred frem, kunne man fornemme de store pendulers bevægelse. Ikke mindst i lyset af det år, der er gået med Storbritanniens gradvise udmeldelse af EU og Donald Trumps valgsejr over Hillary Clinton. Vælgerne flytter magten fra venstre mod højre, ligesom det tidligere er gået den anden vej i hele den vestlige kultursfære. Noget gennemgribende, der har været længe undervejs, og som vil have konsekvenser langt ud i fremtiden, foregik i realtid lige uden for mødelokalet på Aarhus Universitets regnvåde vinduer.

Historiens genkomst skyldes ikke kun terrorangrebet den 11. september 2001 og islamismens indtræden på verdensscenen. De senere års krigserfaringer har rejst tvivl om, hvorvidt vestlig militær styrke virkelig er et universelt middel til spredning af den liberale samfundsform. Måske er den det ikke? Måske er det selve ideen om de vestlige samfunds universalitet, den er gal med. Men hvad betyder dét i så fald; hvilken lektie er lært?

Duellanterne

Årsmødet havde inviteret tre debattører, der adskilte sig fra hinanden så markant, at det kunne minde om castingen til en spaghettiwestern. Kasper Støvring gav den som den nøgterne pragmatiker, der holder krudtet tørt, tropperne hjemme, og begraver ideen om at Vesten kan eller bør sprede sin samfundsform. Folk vil alligevel ikke have den, mente han, og er det ikke storhedsvanvid at antage at de bare længes efter vestlig politisk frihed derude? Man skal vogte sig for ”the hippie danger”, advarede han. ’Hippien’ som type forstået; som den drømmende idealist, uden forbindelse til erfaringernes verden, der i kvasireligiøs godhed risikerer at udløse meningsløse krigseventyr a la i Libyen.

Som Støvrings modduellant i westernbyens hovedgade gav Naser Khader den som idealisten der kom ind fra kulden, blot ”forgiftet af dialogkaffe”. Han har for længst taget både hippiens rosenrøde briller og silkehandskerne af. Khaders passionerede glød for politisk frihed handlede om meget mere end de tætte forbindelser til hans første hjemland, Syrien. Gløden står snarere om menneskeværdet alle vegne. Hvorfor fortjener nogen at fødes ind i ufrihed? Hvorfor skal der findes diktaturer i verden? Vesten er moralsk forpligtet til at intervenere. Winston Churchill sagde lige præcis dét om USA under 2. verdenskrig. Stillet overfor udsigten til et sejrende Nazityskland i Europa havde USA en moralsk pligt til at tage krigens byrder på sig. Kan man sige andet end at han havde ret i dét?

Er Vesten så ikke forpligtet til at komme andre, undertrykte mennesker til undsætning? Er det ikke også uundgåeligt, når folk nu bryder op fra tilværelsen i diktaturerne, at der bliver gjort noget ved den styreform?

Støvring ville modsat ikke gå så langt tilbage som til 2. verdenskrig. Vestens krige siden årtusindskiftet har været fatale på alle parametre. De har ikke gjort livet bedre for nogen, slog han fast, men har til gengæld kostet astronomiske beløb og uoverskuelige mængder menneskelig lidelse. Det mest meningsløse – og derfor værste – eksempel er Libyen. Et rædselsfuldt regime er fjernet, og et endnu mere rædselsfuldt anarki har taget dets plads. Irak-krigen får skylden for IS, og i Afghanistan er Taleban langt fra slået ud. Vestlig intervention har ikke givet hvad man kunne forvente, tværtimod.

Konklusionen må være, at Vesten ikke er egnet til den slags udenrigspolitiske eventyr. I stedet skal man lade operationerne styre af hensynet til de essentielle, vestlige interesser. Ellers skal man lade være med at blande sig.

Dommeren

Naser Khader afviste denne tilbageholdenhed og lagde skylden for de sidste års fadæser på det svage, vestlige lederskab, inkarneret i USA’s nu forhenværende præsident Barack Obama. Det arabiske forår var eksempelvis et vindue Obama lukkede. Vesten kunne have støttet dette urbane, liberale ungdomsoprør. I stedet vendte Vesten dem ryggen og lod dem blive trampet ned af de islamistiske bevægelser, der stod lige bag dem i køen til præsidentpaladserne. Vesten kunne hjulpet den nye, folkevalgte regering i Libyen, men holdt sig på afstand og gav på den måde de politiske gangstere frit spil i stedet. Vesten engagerede sig for lidt, og derfor gik det liberale verdensdemokratis chance tabt i denne runde. Fejlen var altså ikke for megen, men for lidt intervention.

Den tredje skikkelse i duellen, dommeren, tilfaldt professor emeritus ved Aarhus Universitets Institut for Statskundskab, Georg Sørensen.  Fra hans ståsted så det ikke så dystert ud for de liberale samfund. Der er i dag over 90 demokratiske stater i verden, en fordobling siden 1989. Terrorismen alle taler så meget om, og som opildner til forestillinger i retning af civilisationernes sammenstød, koster kun få hundrede mennesker livet pr. år i Vesten. Ikke noget der ikke kan ”håndteres”. Flere dør ved våbenulykker i USA, for ikke at tale om andre dræbere som trafikken, selvmord osv. Der blev kort sagt givet lidt til dem, der mener den totalitære trussel mod Vesten er pustet op.

Forestillingen om autokratiernes voksende og allerede ret overvældende økonomiske eller militære formåen, på bekostning af demokratiet, kunne Sørensen også moderere. Putins Rusland spiller førstebøddel i det syriske krigsteater og i det østlige Ukraine; men det kan alt sammen læses som afledninger fra et i realiteten kleptokratisk regimes handlinger internt i landet. Dertil peger oplysninger fra tidsskriftet The Economist, Georg Sørensen videregav, at der finder betydelig valutakursmanipulation sted i Kina, hvilket kan indebære, at landets bruttonationalprodukt er stærkt overvurderet; landets økonomiske styrke kan til dels være blændværk.

Endnu vigtigere var Sørensens betragtninger om de autokratiske staters gradvise integration i verdensøkonomien og de overnationale institutioner. Han nævnte det ikke, men internettet hører vel også med til denne proces af ”tilkobling”. Den nordkoreanske udvej, afsondringen, er ikke attraktiv. End ikke for autokratiske regimer.

Spændinger

Diktaturernes således måske modvillige, men tiltagende nærhed til de demokratiske lande er et aspekt, der falder udenfor den traditionelle isolationistisk-versus-interventionistisk dikotomi. Med den voksende tilknytning åbner der sig nye muligheder for en anden slags type intervention. Deres Udsendte tilførte samtalen den tanke, at Sveriges ”feministiske udenrigspolitik” kunne være et spor at følge op – til spontan latter fra et publikum, der har set og hørt meget fra netop Sverige i de senere år. Som forstod Trump om fredagen, da han pegede på den tiltagende vold i landet, til hele verdens unisone latter. Og ikke først om tirsdagen, da Stockholms politi, i en byge af molotovcocktails, skød på ”de unge” for at ramme.

Blandt borgerlige kan beundringen af den svenske politiske klasses dispositioner og debatfilosofi, med et betydeligt indslag af såkaldt politisk korrekthed, ligge på et beskedent sted. Udviklingen på den kant er efterhånden nået så vidt, at nyheder fra ”den anden side” ligner en form for galgenhumor. Dette kommer tit til at skygge for en af sidste års større hændelser: Den svenske regerings bramfri kritik af Saudi Arabiens straffesystem. Landet uddeler straffe til dissidenter hinsides enhver form for proportionalitet. Således blev den saudiske blogger Raif Badawi i 2015 tildelt et tusind stokkeslag som straf for en bemærkning på twitter. Den svenske udenrigsministers kritik udløste chokerede reaktioner i OIC, Organisationen for islamiske lande. Sverige blev smidt ud af internationale fora, og derefter fulgte en svensk aflysning af en våbenhandel til fem milliarder svenske kroner.

Denne hændelse var måske et bud på en type intervention muliggjort af diktaturernes nærhed til, og afhængighed af, verdens, ikke mindst Vestens, teknologiske infrastruktur.

Et kompromis?

De sidste årtiers største politiske billeder, Fukuyamas ”Historiens afslutning” og Samuel Huntingtons ”Civilisationernes sammenstød”, forekom, som samtalen skred frem, ude af takt med tiden. Ét er at historien som sådan ikke har nogen ende. Noget andet er, at Vesten jo dybest set slet ikke er en civilisation. Vesten består af en samling nationer; og nationer lever i en anden tidsopfattelse end civilisationerne gør. Nationen er født, eller ”undfanget” (”natio” er latin for ”fødsel”) på et givet tidspunkt. Fra dette punkt i historien påbegynder nationen en ”rejse gennem tiden”; en lineær bevægelse fremad.

Civilisationer, derimod, er i deres selvforståelse evige. De har ikke noget startpunkt. De forstår sig selv som cykliske, ikke lineære. Historiens genkomst, der måske bedst beskriver Vestens opvågning til en mulig ny verdensorden, er dog ikke en cyklisk repetition af det samme. Historien gentager ikke sig selv. Foruden måske at mennesket skal blive mindet om, at intet er stabilt særlig længe ad gangen.

Nationernes sammenstød mod civilisationerne kunne man kalde det der for tiden sker. Det er en kollision hvor også de – civilisationerne, de autoritære regimer – er sårbare. Måske kommer vi let til at glemme omfanget af denne sårbarhed, og bilde os ind at autokratierne er meget stærkere end de er. At ”intervention” derfor kan betyde noget andet i dag end umiddelbart efter den kolde krig. Og at den slet ikke behøver bero på f.eks. våbenmagt, men alligevel have en stor effekt. Margot Wallström har kridtet denne bane op. Og den tilgang kommer både Khader og Støvring i møde. Ikke flere meningsløse krige; men heller ikke en tilbagetrækning, der efterlader resten af verden i autokraternes varetægt.

Jon Eirik Lundberg er daglig leder af Læsø Kunsthal, cand.mag. i filosofi og fast kolumnist ved Årsskriftet Critique