Et par overfladiske ord om boligskat

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Diskussionen om boligbeskatning fylder på ny den politiske dagsorden, og der er langt fra en diskussion, der er ukompliceret eller ligetil. Al snak om boligbeskatning burde dog bygge på den ufravigelige præmis, at grundskylden som beskatningsform er meningsløs og pr. definition en kilde til vilkårligheder og retsusikkerhed.

En politisk varm kartoffel

”Politikerne frygter det, som økonomerne elsker – boligskatten”. Sådan lød en overskrift i Berlingske for noget tid siden. Anledningen er naturligvis den, at man på Christiansborg har fået øjnene stift rettet mod boligskatten. Hvad, øjnene ser, varierer stærkt. Fra ”Det skal være billigere at være boligejer” til hårdere beskatning af dyrere boliger. Den mest almindelig holdning til boligbeskatningen hertillands er dog stærkt præget af almindeligt lurepasseri, hvilket i øvrigt bringer os tilbage til den første artikel ovenfor.

Og måske kan man godt forstå dette lurepasseri. En lille rundtur på Danmarks Statistiks hjemmeside afslører bl.a., at boligskatterne i 2016 indbragte ca. 28 mia. kroner til de offentlige kasser, og der er ca. 1,9 mio. ejerboliger i dette land. Det er ikke småører, der flyttes på, og marginale vælgergrupper, der bliver ramt, hvis man laver systemet om. Og givet, at et rækkehus i Nærum ikke nødvendigvis koster det samme som et rækkehus i Nørre Nissum, vil denne enorme vælgergruppe endda blive ramt eller begunstiget med forskellig vægt i kroner og ører – det tilsiger helt almindelig procentregning.

Ikke desto mindre er der opstået et behov for at lave det nuværende system om. Den ene skandale har afløst den anden, boligskatteligningen har flere steder været aldeles arbitrær, og boligskattebyrden har været støt stigende i en længere årrække trods politisk snak om skattestop. Og netop dette behov for at kigge nærmere på den danske boligbeskatning bringer os tilbage til den principielle betragtning, jeg indledte med: at grundskyld er en principielt uforsvarlig beskatningsform.

Boligskat i dag: To gange beskatning af det samme eller hur?

For de uindviede skal man skynde sig at slå fast, at boligbeskatning i Danmark ikke bare er grundskyld. Som med så mange andre ting i Danmark beskatter vi nemlig også fast ejendom ad to omgange.

Den første er ejendomsværdiskatten. Denne beregnes på baggrund af en offentlig ejendomsvurdering og udgør som udgangspunkt 10 promille af den offentlige ejendomsvurdering. Dertil kommer en masse beregningstekniske detaljer – herunder f.eks. ekstra hård beskatning, hvis den offentlige vurdering er over 3,4 mio. kroner eller særlige regler for folkepensionister, der kan udskyde deres skat – men princippet er det simple: Din ejendom – grunden og bygningerne på den – anslås at have en værdi, og den bliver du beskattet af ud fra et i vanlig dansk stil sirligt system.

Den anden er grundskylden, der også beregnes på baggrund af en offentlig ejendomsvurdering, men hvis størrelse fastsættes og opkræves kommunalt (under hensyn til visse statslige krav og betingelser, forstås).

To principielle problemer med grundskyld

Grundskyldens idemæssige ophav er georgismens tanker om beskatning af jordrente: at værdien af din grund stiger ikke på baggrund af din egen indsats, men på grund af samfundsskabte goder. Hvis du f.eks. bor tættere på en skole, så stiger dit hus i værdi – og den værdistigning forsøger man at beskatte. Denne tanke er for så vidt sympatisk, men den har ikke desto mindre (mindst) to principielle, indbyggede og uoverkommelige problemer.

Det første problem er, at beskatningsgrundlaget er en offentlig vurdering og ikke en reel markedsvurdering. Altså en pr. definition arbitrær værdi fastsat bureaukratisk. For at sige det lidt polemisk, så forsøger man med den offentlige vurdering at fastslå, hvad ejendommen ville være værd i frit salg. Offentlige myndigheder er dog ikke ejendomsspekulanter, hvorfor denne værdi – og det næsten uanset mængden af data man forsøger at fodre en til stadighed mere kompliceret vurderingsberegneralgoritme med – altid, altid, altid vil være en planøkonomisk konstruktion og ikke den reelle værdi, som boligen faktisk (kan) sælges til. Man bliver med andre ord pr. definition beskattet på et forkert grundlag.

Dette første problem gælder egentlig også for ejendomsværdiskatten, men hvad ejendomsværdiskatten angår er vilkårlighederne i vurderingen væsentligt mindre. Det skyldes grundskyldens andet problem: Grundskyld ikke er en skat på boligen eller bygningerne, men på jorden. Det betyder, at grundskylden alene skal beregnes af selve jordens – grundens – andel af den samlede ejendomsvurdering. Og dette regnestykke er ofte fuldkommen umuligt at foretage, da det er meningsløst eller så tæt på umuligt, som tænkes kan, at adskille grundens værdi fra den samlede værdi af grunden inklusive hus på.

Boligskat op eller boligskat ned – så længe systemet er til at gennemskue

Alt det ovenstående er hverken et argument for, at boligbeskatningen skal sættes op eller ned. De principielle problemer med grundskylden som beskatningskoncept er nemlig ganske uafhængige af, at boligbeskatning i sig selv er beskatning af ikke-realiseret indkomst, og derved også uafhængige af, om man mener, at almindelige, danske husholdninger skal beskattes af en sådan ikke-realiseret indkomst. Vurderingen af fordelene eller ulemperne herved påvirkes sjovt nok ofte ganske kraftigt af privatøkonomiske faktorer. Vurderingen af fordelene ved, at boligbeskatningen burde bygge på klare og gennemskuelige præmisser burde derimod være noget, de fleste kunne enes om – husejer eller ej.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han arbejder med erhvervsorganisationers indflydelse på lovgivningsarbejdet. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.