Den russiske trussel mod Arktis

Ruslands udenrigspolitiske ageren nødvendiggør en genrustning af det danske forsvar, fastlår Louis Kevin Nordal Hansen og påpeger, at Rusland især er en trussel overfor Danmarks interesser i Arktis.

Af Louis Kevin Nordal Hansen

Ruslands annektering af Krim og senere støttekampagne af separatistbevægelserne i den østlige del af Ukraine overraskede i første omgang et væld af eksperter i Vesten. Den russiske bjørn lå ikke længere i dvale, konkluderede man. Den næste store overraskelse forekom i Syrien, hvor Rusland udviste kapacitet til at projektere magt til Mellemøsten på trods af vedvarende sanktioner, faldende oliepriser og et forsvarsbudget som kun udgør en tiendedel af USA’s.

Krig ikke er altid konventionelle armlægninger. Antagelserne bag de mest anvendte og accepterede tilgange til magt i international politik – at omfanget af kontrol med ressourcer determinerer indflydelse over begivenheders udfald – blev udfordret af situationen i Ukraine og Syrien, som Vesten stod handlingslammet overfor.

Magt og strategi

Problemet med de traditionelle magtanalyser i international politik er, at de ikke sammendrager de strategiske målsætninger, som nationer definerer for sig selv med de udgifter til forsvaret som stater har til rådighed. Nationers evne til at kontrollere og udøve indflydelse over specifikke begivenheder afhænger eksempelvis også af spredningen og typen af de militære ressourcer, som staten disponerer over.

Man kan se den amerikanske flåde som overlegen i forhold til den russiske, hvor sidstnævnte primært er af sovjetisk oprindelse. Det er dog ikke det væsentlige. Rusland har ikke planer om at skulle deployere flådeenheder på tværs af alle verdens oceaner. Det er reflekteret i, at Rusland kun opererer ét hangarskib på globalt plan, imens den amerikanske flåde opererer ti. I stedet for at investere i hangarskibe, som primært anvendes til offensive operationer, så forlader den russiske flåde sig på ubåde, som samtidig komplementerer det russiske nukleare arsenal. Den russiske ubådsflåde er designet til at afskrække fjendtlige flådeenheder i nærområdet, såsom i Sortehavet, Østersøen, Middelhavet og ikke mindst det Arktiske Hav, velvidende at den har kapaciteten til at pådrage voldsom skade under en konfrontation i den nære region.

Den geopolitiske realitet er, at disse udfordringer kun kan tackles, hvis Danmark omgående kanaliserer flere ressourcer til det arktiske område frem for at frygte en landbaseret russisk invasion af Baltikum og ind igennem Polen, som i øvrigt er helt utænkelig og ville være starten på enden for det nuværende russiske regime.

Det russiske luftrum er ligeledes tungt bevogtet. De russiske fly er fortsat af dårligere kvalitet sammenlignet med de amerikanske. Rusland er dog begyndt at investere kraftigt i moderne luft- og missilforsvarssystemer, hvilke er opstillet til at beskytte grænseområderne. Pointen er, at det vil være en yderst besværlig opgave for det amerikanske forsvar at trænge ind på det russiske territorium, selvom USA formentligt ville kunne vinde kampen herom over længere tid. En længerevarende kampagne mod en atommagt som Rusland er dog på ingen måde ønskværdigt, da en fuldbyrdet krig markant vil øge risikoen for nuklear gengældelse.

De russiske A2AD-kapabiliteter fungerer dermed som paraply i nærområdet, hvor Rusland kan udøve magtprojektering velvidende, at en vestlig reaktion herpå vil være ekstremt omkostningsfuld for den intervenerende part.

Ydermere har en række militære studier foretaget af RAND Corporation konkluderet, at russiske styrker fra det vestlige militære distrikt kan løbe NATO over ende i Baltikum på under tre dage. Studiet konkluderer klart, at NATO ikke længere kan forsvare sine mest udsatte medlemmers territorium i Østeuropa, hvis det skulle komme til regulære krigshandlinger. Ruslands militære isenkram stemmer med andre ord uhyre godt overens med deres strategiske målsætninger: At udøve indflydelse fra deres eurasiske hjerteland ind i dele af Østeuropa, Centralasien, og hvis muligt Mellemøsten, Stillehavet og Arktis.

Men tag ikke fejl. Det amerikanske globalt-rækkende forsvar vil kunne banke det russiske i en konventionel armlægning til hver en tid. Alene USA anvender det tidobbelte på forsvar sammenlignet med Rusland; USA opererer ti hangarskibe, hvor Rusland kun har ét til rådighed; USA besidder forsat et stort teknologisk forspring og har langt større kapacitet til at projektere magt globalt. Uanset hvor hurtigt russerne kan indtage Riga eller udradere det britiske forsvar, så vil Ivan i sidste ende tabe totalkrigen, skulle han vælge at sætte sine fødder på NATO-territorium.

Tredje Verdenskrig

Det russiske forsvar og strategiske tænkning har det seneste årti oplevet en gennemgående reformering. Man har nedlagt de såkaldte ”skelet-enheder” og mekanismerne til at foretage massemobilisering, hvilket implicerer opgøret med idéen om at føre en fuldbyrdet og langvarig krig. Ruslands hær er under genopbygning og er ved at blive omdannet til en slankere, mere professionel og veluddannet styrke. Man har udviklet det russiske forsvar til at kunne deployere mindre enheder relativt hurtigt, hvilket netop er tilfældet i Ukraine og Syrien.

Hvor Rusland nu er bedre i stand til at overraske, er deres forsvar ikke længere gearet til at føre en langvarig kampagne mod NATO, og det er derfor heller ikke et scenarie Vesten bør frygte mere end nødvendigt.

Det betyder ikke, at Rusland vil stoppe med at udfordre og forsøge at erstatte den amerikanske liberale verdensorden med én, hvor Vesten respekterer og anerkender russiske interesser. Den russiske intervention i Georgien i 2008 demonstrerede netop allerede dengang, at russerne er villige til at anvende magt for genetablere indflydelse hvor det er muligt, når nationer i Ruslands nære region begynder at tilnærme sig Vesten. Forskellen fra Georgien i 2008 er dog, at det russiske forsvar var blevet langt mere kampdygtigt og fleksibelt i 2013, hvorfor det kunne foretage mere krævende operationer. Rusland er blevet i stand til skabe overraskelsesmomenter, og det er på mange måder ikke gået op for mange vestlige beslutningstagere, at verden er under forandring.

Der eksisterer forsat en udbredt følelse af (moralsk) overlegenhed overfor Rusland, og utænkeligheden ved at Rusland igen kunne udøve indflydelse gjorde Vesten blind for Ruslands verdensanskuelse, styrke og evnen til at bruge denne. Med andre ord havde Vesten besvær med at formulere en reaktion på den russiske aggression, fordi man slet ikke tænkte i de baner før 2013. Vesten var uforberedt på et aggressivt Rusland, som pludselig tog hånd om sine ”privilegerede interesser” i områder, hvor Vesten troede, man var både politisk og økonomisk overlegen.

Vestens arrogance aftager dog. På NATO-topmødet i Warszawa blev det besluttet, at udstille 4000 permanente NATO-soldater i Polen og 1000 i Baltikum, hvoraf Danmark stiller med 200 i Estland på rotationsbasis. Der er tale om kampklare enheder, som vil være i stand til at tage kampen op, hvis det skulle komme dertil. Udstationeringerne vil med garanti ikke forhindre russerne i at indtage Riga på mere end tre dage, eller foretage en strategisk ”aflukning” af Baltikum i det hele taget. Russerne ville derfor forsat vinde første halvleg. Udstationeringerne garanterer dog, at resten af Alliancen vil stå bag de østlige medlemslande, og at russerne derfor med garanti vil tabe anden halvleg med et brag – og det ved de.

Arktis

Særligt den russiske forsvarsdoktrin af 2014 er udledt af en politisk linje, som sigter mod at respondere på nye udfordringer og muligheder, som Rusland står over for, herunder et stigende fokus på at foretage operationer i Arktis, hvor Danmark og Rusland har store territoriale stridigheder.

I forbindelse med den udenrigs- og sikkerhedspolitiske udredning, som Peter Taksøe-Jensen stod for, udtalte han i et interview til Politiken at ”Danmark er sammen med Grønland og Rigsfællesskabet en arktisk stormagt”. I selve udredningen står der blandt andet: ”Vi skal udnytte vores position som arktisk stormagt til at påvirke udviklingen i Arktis”.

Klimaforandringerne skaber et behov for, at Danmark allokerer de nødvendige operative ressourcer til det arktiske område, herunder isbrydere, som følge af det konfliktpotentiale, der ligger i, at specielt Rusland ikke vil acceptere dansk herredømme over de store områder, som vi gør juridisk krav på igennem FN. Premierløjtnant Alexander Søndergaard pointerede rigtig nok i en artikel i Replique den 15. august 2016 behovet for kystredningskapaciteter og overvågning. Den geopolitiske realitet er, at disse udfordringer kun kan tackles, hvis Danmark omgående kanaliserer flere ressourcer til det arktiske område frem for at frygte en landbaseret russisk invasion af Baltikum og ind igennem Polen, som i øvrigt er helt utænkelig og ville være starten på enden for det nuværende russiske regime.

Der er ikke bare behov for at Danmark genruster sit forsvar, men også at vi kobler vores konkrete militære isenkram til vores strategiske målsætninger.

Louis Kevin Nordal Hansen er specialestuderende ved Institut for Statskundskab, tidligere ansat i Forsvarsafdelingen, Den Kongelige Danske Ambassade i Polen og undervisningsassistent ved Institut for Statskundskab.