Dansk Folkepartis vrøvl om dobbelt statsborgerskab

Af Thomas Gress

Dansk Folkeparti og deres tilhængeres modstand mod dobbelt statsborgerskab er blot mere af det samme: Unuanceret, tåbelig symptombehandling, som ingen væsentlig effekt får.

Det afgørende er naturligvis ikke passets farve. Det er så banalt, at det overrasker mig, at det må gentages.

Tænk blot på medlemsskaren hos Det Radikale Venstre. Det er ingen hemmelighed, at de er bedre uddannet, og behersker et mere korrekt og velformuleret dansk end Dansk Folkepartis vælgere. Og lur mig om ikke de fleste af dem kun har ét pas. Alligevel, når det kommer til stykket, ender de oftest med at stemme for landsskadelig politik.

Hvorfor? Fordi dine holdninger intet har med passets farve eller dine danskevner at gøre, men kun med hvordan du er opdraget og hvad du har læst. Et forbud mod dobbelt statsborgerskab løser, hverken opdragelses eller uddannelsesproblemet.

Vores aktuelle udfordringer med Islam er et udtryk for vores manglende evne til at stå fast på vores egne værdier – at holde fast, uanset presset. Vi kunne allerede i morgen iværksætte tiltag, der inden for kort tid ville løse vores udfordringer med Islam. Det er ikke vores evner, der mangler. Det er viljen til at gøre noget ved de ellers åbenlyse problemer.

En sådan holdning er nødvendigvis konfrontatorisk, når den stilles over for en machokultur som dem vi kender fra Mellemøsten. Det er svært for os at leve op til, når vores egen overfeminiserede kultur betoner andre værdier, herunder tilpasningslyst og social harmoni, om det så koster os vores egen identitet.

Udfordringerne fra Islam er symptomet på den sygdom, der lammer os og vores handleevne. At forbyde dobbelt statsborgerskab er symptombehandling, fordi man – som så ofte før er set med DF – dermed helt undgår det væsentlige: at vi er underlagt en oikofobisk kulturhegemoni, hvor de fleste mennesker, der som bekendt ikke interesserer sig for politik og helst bare vil leve i fred, stemmer på partier, der viderefører grundlæggende kulturradikale dagsordener, herunder politiske tiltag, der har deres afsæt i troen på, at alle mennesker egentlig ligner hinanden og at man derfor ved social ingeniørkunst kan forme dem til dét, som de kulturradikale går og tror lader sig gøre. Det er homo sovieticus om igen.

Det handler derfor ikke om passets farve, men i stedet om de holdninger, som borgerne har, såvel nye som gamle. Vi får ikke integreret udlændinge ved at bede dem drikke af den samme natpotte af ligestillingsmani som os selv. Vi får dem integreret ved ikke at give dem penge for at lade være med at lade sig integrere, ved at hjemsende dem, der ikke kan finde ud af at indrette sig, og ved at få luget ud i det ukrudt, det har gennemsyret uddannelsessystemet og forvandlet os til et land af vatnisser.


Thomas Gress cand.polit fra Københavns Universitet, dansk-amerikaner, og er vokset såvel ”over-there” som herhjemme. Han har en brændende interesse for samfundsvidenskaben, amerikansk og europæisk historie, og bidrager med sit brede kendskab og interesse for amerikanske samfundsforhold og USA’s internationale rolle.