“Kampgejst og omhyggelighed omend med slagside”: Ditlev Tamm om Konservatisme og Kulturkamp

24. marts 2017
3 minutters læsetid
Jon Gissel, der om kort tid på forlaget Munch & Lorenzen er bogaktuel med endnu en bog om danske konservative forfattere, fik i 2014 udgivet bogen Konservatisme og Kulturkamp på samme forlag. Denne bog blev for nylig anmeldt i Historisk Tidsskrift af professor ved Københavns Universitet Ditlev Tamm. Anmeldelsen bringes her med tidsskriftets og forfatterens tilladelse i uddrag med opfordring til, at læseren ikke nøjes hermed, men også læser anmeldelsen i sin helhed:

“Forfatteren til denne bog hører til dem, der går imod strømmen og tilsyneladende trives med det… i det foreliggende værk søger han at se, hvad han opfatter som kulturkampen i sidste halvdel af 1800-tallet i et nyt lys. Det er der kommet en velskreven og på mange måder interessant bog ud af, som nuancerer det traditionelle billede af radikalismen som totalt overlegen og konservatismen som defensiv uden egentlige intellektuelt modspil, når Georg Brandes og hans fæller rykkede frem. Gissel beskriver selv sin intention som en ‘stræben efter retfærdighed. Både sandhed og retfærdighed. Jeg giver dem en stemme, som ikke er blevet hørt.’ Det sidste er naturligvis en sandhed med modifikationer. De stemmer, som Gissel nu drager frem, blev skam hørt i samtiden, men de vandt ikke samme genklang som andres, og det kan man måske også godt forstå, når man læser bogens som regel meget dækkende og udmærket formidlende gengivelse af deres tanker.

Bogen fremtræder på mange måder mere som en art kommenteret og ræsonneret kildegennemgang end en egentlig fri fremstilling. Det betyder – og det er positivt – at vi kommer godt rundt og får et solidt indtryk af, hvad de enkelte konservative egentlig skrev. På den anden side er det naturligvis ganske vanskeligt at fastholde et overblik, når der springes fra den teologiske professor Henrik Scharling til en række tidsskrifter, videre til Det kongelige Teater, der – måske ikke helt uforståeligt – ikke viste den helt store entusiasme over for de danske skuespil, der kom fra de ‘konservative’ nationalromantikere… En god pointe er, at de konservative, selv om man udefra kunne se dem som en gruppe, alligevel var individualister, som ikke handlede eller skrev efter en forud lagt plan, og som indbyrdes opviste stærkt afvigende meninger og havde forskellige holdninger også til det tema, der er centralt i bogens første del, nemlig kristendommen og de kristne værdiers betydning. Sådan er det også med konservative i dag. Der er ikke korpsånd eller nødvendigvis gensidig sympati.

Gissels valg at bygge bogen op omkring de enkelte konservative bidrag til debatten betyder, at vi ikke får en egentlig præsentation og vurdering af bogens skjulte hovedperson, nemlig Georg Brandes. Indirekte tegnes et billede af Brandes som en illoyal og fanatisk debattør, en uforskammet herre, som bevidst mistolker sine modstandere, gør nar af guldalderlitteraturen, hader kristendommen og er forblindet af sit had, og som i virkeligheden velfortjent ikke fik det litteraturprofessorat, som mange dengang og også i dag mener, at han burde have været selvskrevet til. Men modbilledet af den blændende retoriker, den vidt belæste litterat, der på en helt anden måde end sine samtidige i faget havde blik for, hvad der rørte sig i udlandet, og som var med til at skabe en retning i dansk litteratur, der med J.P. Jacobsen nåede det ypperste, kommer vi til at savne. Det giver bogen en slagside, at naturalisme, materialisme og positivisme skildres så negativt, mens Gissel på sin vis sympatisk ikke lægger skjul på, sine egne værdier, som han helt åbenbart finder reflekteret hos de konservative i perioden.

Gissel lægger ikke skjul på sin sympati for sine nu næsten glemte ‘konservative’ og deres anliggende, at hævde kristne og nationale værdier, og han har selvfølgelig en pointe, når han kan påpege modstandernes bevidste fortielser og fordrejninger og slet skjulte arrogance over for andres meninger. For den, som interesserer sig for dansk åndshistorie i slutningen af 1800-tallet, er der meget at hente i denne grundige gennemgang af store og små bidrag rundt omkring i tidsskrifter og bøger, som nu er så godt som glemt. De skrev godt på begge sider, og det er værd at hæfte sig ved. Man kan diskutere Gissels tese, at de kulturradikale vandt, og om det er rigtigt at stille debatten så skarpt op mellem to lejre. Efter denne anmelders opfattelse er tiden som regel god til at vise, hvad der har varig værdi, og det gælder kun meget lidt af det meget, som Gissel her præsenterer os for, og selv det lidet kan i virkeligheden kun læses i dag, hvis man har en viden om historie og åndelige strømninger, som det danske gymnasium gør sit for at udrydde, så den totale glemsel ville true, hvis ikke Gissel med denne bog havde iværksat en redningsaktion. Og som sagt, vil man på begavet vis ledes gennem et stykke overset dansk intellektuel historie, så er bogen en rigtig god mulighed for det. Så må man tage Gissels idiosynkrasier med i købet, men de er nu kun med til at vise, at der stadig er kampgejst.”

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside