Rigsfællesskabets nationalliberale udfordring

I både Grønland og på Færøerne vinder forskelligartede selvstændighedsbevægelser frem, som er fælles om at udfordre Rigsfællesskabet med nationalliberalt tankegods. Men ifølge Alexander Søndergaard modsiges disse strømninger alt for sjældent, ikke mindst i Danmark, hvor både højre- og venstrefløjen svigter deres ansvar for Rigsfællesskabets fortsatte beståen.

Af Alexander Søndergaard

På Færøerne og i Grønland har vi i de seneste to årtier været vidne til en styrket stemme fra mindretal, der har agiteret kraftigt imod Rigsfællesskabet under inspiration fra klassisk nationalliberalt tankegods. Selvstændighedsbevægelserne, både på Færøerne og i Grønland, er partipolitisk forklædte som socialister, socialdemokrater og liberale, men grundpillerne i argumentationen er identisk – lige fra republikanernes på Færøerne til den nye regeringskonstellations i Grønland, som i regeringsgrundlaget fra 27. oktober skriver i første linje, at “Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed”.

Ahistorisk argumentation

Alle som én vil de rive båndene i Rigsfællesskabet over. Nogen vil gøre det i morgen. Andre vil gøre det på sigt, når en ofte udefineret socioøkonomisk forandring har fundet sted. Fælles er det dog, at de arbejder på en disintegration af Kongeriget Danmark, fordi det eksisterende forbund – der binder tre folk sammen i ét fællesskab og én stat – ifølge logikken betyder ufrihed for de færøske og grønlandske folk.

Argumentationen hviler på en ahistorisk og snæver forståelse af begreberne ‘folk’ og ‘fædreland’ afkoblet de bånd, der i århundreder har bundet de tre rigsdele sammen. Historiske bånd der har ført til, at vi i dag i Danmark, Grønland og på Færøerne er bundet sammen af et fælles kongehus, vores tro hviler på de samme kirkelige traditioner, familiebånd og skæbner er viklet sammen på kryds og tværs, samhørigheden samt et væld af historiske begivenheder og personer, der pibler frem og vækker genkendelsens glæde, når man dykker ned i dansk, grønlandsk og færøsk kunst og litteratur.

Overser folkeligt fællesskab

Selvstændighedsbevægelserne overser også det folkelige fællesskab. Det er et faktum, at de tre befolkningsgrupper udgør substantielle mindretal i hinandens lande. Således bor der omkring 15.000 grønlændere og efterkommere i Danmark – hvilket er næsten en tredjedel af antallet af grønlændere i Grønland. For færingernes vedkommende bor der næsten 22.000 i Danmark, hvilket er knap halvdelen af, hvad der er bosiddende på Færøerne. Samtidig udgør danskfødte i Grønland og på Færøerne en ikke ubetydelig del af befolkningerne. Antallet af børn der fødes, som i bogstaveligste forstand er børn af Rigsfællesskabet, er stadig stigende.

Det er vores generation af konservatives opgave at holde sammen på Kongeriget, udfordre de nationalliberale strømninger i Grønland og på Færøerne, insistere i en dansk kontekst på vigtigheden af Rigsfællesskabets fortsatte beståen og dermed bidrage til at sikre selvsamme. Danmark, Grønland og Færøerne er vigtige for hinanden.

Der er dermed stærke historiske og nutidige bånd, der binder Danmark, Grønland og Færøerne sammen i det fællesskab, som Rigsfællesskabet udgør i dag. Et fællesskab som derudover muliggør en lang række praktiske fordele, som blandt andet kommer til udtryk ved frie og lige muligheder for at erhverve sig en uddannelse og tage et arbejde på tværs af rigsdelene og nyde de rettigheder, som det fælles, danske statsborgerskab tilbyder alle borgere i Rigsfællesskabet. Eksemplificeret ved, at flere færinger vælger at læse en videregående uddannelse i Danmark end noget andet sted i verden – inklusiv på selve Færøerne.

De historiske bånd og de konkrete, personlige relationer, som væver så mange danske, grønlandske og færøske familier sammen er dermed realiteter. En stærk folkelig opbakning og kærlighed i alle tre rigsdele til vores fælles regent og statsoverhoved er et umiskendeligt faktum. Ikke desto mindre fylder de to selvstændighedsbevægelser uforholdsvist meget i den offentlige opinion med deres overfladiske paroler og hule råb om såkaldt “frihed”.

Reaktionen fra Danmark

I Danmark møder den nationalliberale diskurs ikke modstand fra socialistiske kredse, hvor den såkaldte neokolonialistiske tænkning anvendes blandt venstreorienterede til at forklare forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. I følge denne opfattelse, så skylder danskerne Grønland og Færøerne ikke at anlægge et kritisk perspektiv på selvstændighedsbevægelserne endsige overhovedet formulere en holdning til grønlandske og færøske spørgsmål, da det i sig selv, i følge logikken, er et udtryk for gammeldags, kolonial tænkning.

Abstrakt endemål

Langt ind i de danske borgerlige rækker vinder den nationalliberale argumentation også genhør på grund af den stærke grundtvigianske tradition i den danske borgerlighed. Den nationalliberale selvstændighedskamp har dog abstraktionerne som endemålet – “friheden” og “frigørelsen”. Men frigørelse fra hvad? Det er frigørelse fra historien og det skæbnefællesskab, der har bundet Rigsfællesskabet sammen i århundreder. For at undgå at forholde sig til de ubehagelige historiske kendsgerninger, argumenteres der ofte fra borgerlige tilhængere af løsrivelse – i alle tre rigsdele – uden at inddrage den historiske dimension og blot forholde sig til den trivielle kendsgerning, at vi er tre forskellige folk med hver vores sproglige kendetegn. I den grundtvigianske tradition, hvor sproget er en så vigtig markør for, hvem der er en del af det folkelige fællesskab, bliver det dermed det altafgørende argument for at opløse Rigsfællesskabet. Dette kombineret med den ahistoriske tilgang, hvor træets rødder ikke tillægges værdi, skaber desværre for mange borgerlige den illusion, at der ikke er årsag til at gå i rette med løsrivelsesbevægelserne.

Det vil dog være at svigte de store dele af den nuværende færøske og grønlandske befolkning i byerne og bygderne, som vil Rigsfællesskabet og vores fælles kongerige. Det vil være et svigt af foregående generationer af danskere, færinger og grønlændere, der har arbejdet for Rigsfællesskabets fortsatte liv og fremadrettede udvikling. Det er i den forbindelse vigtigt at huske på, at de højlydte løsrivelsestilhængere i Grønland og på Færøerne udgør mindretal og primært befinder sig i Nuuk og Thorshavn, og som ironisk nok ofte vil være unge akademikere der har nydt godt af Rigsfællesskabets muligheder ved at erhverve sig en betalt uddannelse i Danmark.

Parallellen til 1800-tallet

Ingen af de udfordringer, som vores generation i Rigsfællesskabet oplever, er naturligvis nye. Parallellen, omend ufuldstændig, til adskillige situationer i Europa siden nationalliberalismens opblomstring i første tredjedel af 1800-tallet er slående. I Danmark har vi ligeledes tidligere set stærkt agiterende nationalliberale bevægelser udfordre status quo ved at arbejde for at tegne nye grænser efter snævre definitioner af, hvad der udgør et “ægte folk” – løsrevet fra enhver form for ægte historisk sammenhæng. Resultatet har desværre ofte vist sig at være en mangel på pragmatisme og helhedsforståelse, når nationalliberale har skulle forene deres ideologiske fordringer med en realpolitisk virkelighed. I 1864 kostede det Slesvig, Holsten og Lauenborg, da konservative helstatsfolk fejlede i deres bestræbelser på at holde sammen på Kongeriget, og katastrofen indtraf som bekendt.

Det er vores generation af konservatives opgave at holde sammen på Kongeriget, udfordre de nationalliberale strømninger i Grønland og på Færøerne, insistere i en dansk kontekst på vigtigheden af Rigsfællesskabets fortsatte beståen og dermed bidrage til at sikre selvsamme. Danmark, Grønland og Færøerne er vigtige for hinanden.

Det er ikke kun en opgave for fællesskabets mange tilhængere på Færøerne og i Grønland at modsige den nationalliberale agitation i alle dens forskellige partipolitiske forklædninger. Det er også en kamp, som den konservative del af borgerligheden i Danmark må kaste sig ind i. Det skylder vi dem, der kom før os, og alle dem, der skal arve Rigsfællesskabet efter os.

Alexander Søndergaard er fuldmægtig, premierløjtnant af reserven i Hæren og har en kandidat i international sikkerhed og folkeret fra Syddansk Universitet.  

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!