I tilknytning til snart ethvert emne i den offentlige samtale møder man kravet om at folk mødes som “individer og mennesker”. Senest den danske udenrigsminister med en udtalelse, der helt sikkert gør sig godt i det omsiggribende twitter- og facebooksprog: Trumps gruppebeslutning om at blokere folk fra bestemte lande er uklog. Vi skal dømme og møde hinanden som individer.
Den regering udenrigsministeren indgår i præsiderer som bekendt over indrejse- og visumbestemmelser. En finlandsk statsborger nyder særlige fordele i forbindelse med indrejse, ophold og beskæftigelse i Danmark. I gradueret form gør det samme sig gældende for en franskmand, en japaner, en moldover – her kan det tilmed være passets type, der er afgørende – og en haitianer. Det skal blive spændende om udenrigsministeren vil ligestille finlændere med haitianere som individer. I så fald kan han belave sig på, at der bliver endnu mere trangt i det udenrigsministeren formentlig betragter som et beboet område, end der allerede er i forvejen.
Vi møder ikke først hinanden som individer. I en ordnet tilværelse kan dette ikke lade sig gøre. Her sørger en mængde forudsætninger for, at netop ordenen får vore relationer til at fungere. De færreste møder eksempelvis en kelner som et menneske. Det forventes af vedkommende, at han er hjælpsom, behagelig uden at være indgribende og – måske væsentligst af alt – møder alle sine kunder sådan. Forestil dem en kelner-kunde-relation baseret på et individmøde. Ekstraordinær beleven betjening til nabobordet på baggrund af særlige individuelle præferencer. Nej, vel? Kelneren interesserer ikke mig som menneske; for kelneren er jeg ikke interessant som menneske, men derimod som en kunde. Således er en social relation ordnet på kulturel basis.
Ligeledes har den danske stat formaliseret sine relationer til fremmede landes statsborgere, befriet for en endeløs række af individelle bedømmelser. Disse relationer har en mængde årsager – kulturelle, økonomiske, praktiske, historiske. Særligt de nordiske landes vel nærmest enestående privilegerede status er bemærkelsesværdig, men også farlig, de svenske tilstande taget i betragtning. Den ordnede verden er en verden af sådanne forudsætninger, der til sammen manifesterer sig som en kultur. Det kan man naturligvis benægte – og det er udbredt. Navnlig i debatten om de fremmede i Danmark og Europa. Den herskende orden skal være individ- og hensynsbaseret siger flere (og flere) og forstår ikke, at dette er en contradictio in adjecto. Enhver kan dog konstatere denne påstands absurde udskejelser – ikke sjældent har det, indtil videre, noget med toiletter, omklædningsrum, prisuddelinger, professorater og bestyrelsesformandsposter at gøre. Den individ- og hensynsbaserede verdensorden er frenetisk optaget af folk med en bestemt religion, en bestemt hudfarve og/eller et bestemt køn – eller af folk, der slet ikke vil være ved deres køn. Påfaldende nok har også den måttet inddele sit verdensbillede i letfattelige kategorier, som det ses.
Hvor kommer problemet fra? En manglende forståelse af skellet mellem private og offentlige anliggender lyder svaret herfra. Jeg er referencepunktet, hvorom det hele roterer. Bemærk i den forbindelse den såkaldte fortælling, det såkaldte narrativs, enorme og enormt belastende betydning. To tilvandrede fremmede, der kan spille cello, følger gamle damer over gaden og/eller har studentereksamen, kan bære en manende Stine Bosse-kronik i sig selv, skønt hun næppe skriver den selv. Dristede en og anden sig til at basere en manende kronik på en voldtægtsforbryder og en gangster, ville hele den definerende klasse trække både generaliserings- og nazikortet. Det lader sig åbenbart kun gøre at generalisere ud fra det gode eksempel. Hedder man Abdel, Ahmad eller Geeti, og har man den dertil knyttede baggrund, står man dog stærkt når det gælder repræsentation i Danmarks Radio. Özlem kunne ikke blive valgt til Folketinget for sit fallitbo af et parti, men det har ikke begrænset taletiden, vel nærmest tværtimod. Velkommen til Søndagsfrokosten på P1! En hel stribe tror sig båret frem af deres individualitet, men snarere er de båret frem af den mest udprægede gruppetænkning; af deres tilhørsforhold til et kollektiv. En vel næppe specielt organiseret, politisk instrumentalisering gør sig formentlig også gældende, men hermed instrumentaliserer overtegnede den definerende klasses instrumentalisering. Går det monstro an?
Løgnen om, at alle bærer deres egen sandhed inden i sig, har skadet en masse og gjort folk tossede sagde en relativt nyslået nobelpristager for omtrent tredive år siden og afløser hermed en for længst afdød svensk statsminister som den, der får afskedsreplikken. Måske kunne det igen få lov til at dreje sig om sagen? I stedet for tilhørsforholdet.
