Historien – et samvittighedsforhold

At svigte historien er at svigte ens forpligtigelse overfor samtiden. Når historien glemmes, banes vejen nemlig for ideologierne og totalitarismen, skriver månedens kronikør.

Af Marie Høgh

Det var en tidlig morgen med konfirmanderne. Klingrende frost i januar. Jeg havde fortalt dem om Kaj Munk, der satte sit liv i fare for større ting end at miste livet. Pligten overfor folket og fædrelandet. Ikke én nat lagde han sig til ro uden at tænke ”kommer de efter mig i nat?”, som han skrev i sin sidste prædiken. Med store stille lyttende øjne kiggede konfirmanderne på mig. De havde forstået, at det var vigtigt. Jeg spurgte, hvad de egentlig vidste om Anden Verdenskrig – hvornår fandt den sted? En tøvende finger i vejret: ”Øh… jeg ved ikke, måske dengang med 1864”. Det havde jo de set i fjernsynet. Ole Bornedals politisk korrekte, historisk ukorrekte dramaserie.

Kronologisk snobberi

Ganske vist skal han have skyld for meget, den kulturradikale slyngel, men de stakkels konfirmanders historieløshed er følgerne af den Folkeskolelov der trådte i kraft i 1975 – den blev (såvel som Ole Bornedal) skabt af Ånden fra 68. Det var Ritt Bjerregaards opfindelse. Hendes ”skolepolitiske testamente” blev den kaldt af kritikerne. Arven, vi fik, er sølle, mens gælden, der fulgte med, er ubetalelig. Ritt Bjerregaard og tidsånden som sådan, var blevet ramt af det, C.S Lewis kalder ”kronologisk snobberi”: Forestillingen om, at mennesket af i dag er det mest fuldkomne af alle menneskets slægter – at som kronen på skaberværket er dette menneskes livsverden historiens centrum. Man overtog den kristne eskatologi, pillede Gud og Kristus ud af den og satte Det Hellige Demokrati ind som det yderste udviklingstrin – som forløsningen af og meningen med menneskets eksistens.

Sådan gav man mennesket herredømmet over historien og kaldte det historiebevidsthed. Som om den endelige indsigt i historiens mening er den, vi besidder nu. Derfor kunne ideologi erstatte historien – demokratiet var blevet en ideologi i sig selv.  Børn skulle opdrages til at være gode demokrater i det John Lennon-hvide religionsneutrale, multikulturelle verdenssamfund, der skulle træde i stedet for fædrelandet. Som om der ikke var et Danmark før demokratiet.  Mennesket måtte ikke længere være et led i noget, der var større end at miste livet. Sådan som Kaj Munk. Derfor blev forkyndelsen trukket ud af kristendomsundervisningen – historie blev degraderet til et miskmask af samfundsfag, geografi og biologi –  det objektive fag ”Orientering”.

Den totalitære historieløshed

Takket være blandt andet Ritt og reformen var det fuldt berettiget, når den gamle Grundtvig frygtede, at den moderne tids menneske var uden historie. Hvis mennesket ikke er forankret i historien, farer det vild i sine egne tanker. Tankerne bliver metafysiske – mennesket opdigter en falsk evighed for at finde forankring. Det er ideologiernes væsen; de store ideologier, der skaber store regimer; totalitære regimer, der sletter de dele af historien, som ikke passer ind i det ideologiske narrativ. For nutiden er altid den gældende tid – og herskeren er altid den største.

Vi kan ikke undgå at være historie – være historiske. Mennesket eksisterer ikke, fordi vi har en historie, men fordi vi er historie og bliver historie.

Alle de totalitære har gjort det. Mao hærgede de utallige gamle oldtidsminder i Kina for at udslette kinesernes historie. Islamisk Stat smadrede uvurderlige kulturskatte i Palmyra. Kommunisterne i Sovjettidens Rusland gjorde det. For det er vanskeligere at flytte et folk ideologisk, hvis de erindrer deres historie. De fjernede erindringer – og fjernede dermed mennesker, fjernede den russiske historie. Men Alexander Solsjenitsyn ville skrive den, så den ikke blev glemt. Hele hans forfatterskab var en kamp for Rusland – for den russiske historie. Solsjenitsyn skrev om totalitarismens virkelighed – sandheden om fangerne i Gulag Øhavet.

Pligten overfor de døde

Han selv havde overlevet den nådesløse arbejdslejr, der slugte millioner af menneskeliv. Næsten hver nat ventede han at blive arresteret, men ét holdt modet oppe: Mikrofilmen med manuskriptet til kæmpeværket Gulag Øhavet var hemmeligt sendt til Vesten. Mere end døden frygtede han, at hele historien skulle gå i graven, uden at de døde fik mæle. Solsjenitsyn skrev, for at de gamle i Gulags massegrave ikke blev begravet af regimets bevidste glemsel; skrev, for at bevare sit lands og sit folks sjæl. Derfor var han skrækslagen for, at hans manuskript blev fundet og tilintetgjort, som han skriver i erindringerne, da NKVD/KGB en gang havde fundet og fjernet hans arkiv, fordi han havde været sløset:

De højtidelige løfter, jeg havde givet alle de millioner af døde, dem, der ikke havde fået fremhvisket, hvad de selv havde haft at fortælle, liggende på lejrbarakkens gulv – de løfter havde jeg ikke indfriet. Jeg havde forrådt dem, vist mig uværdig. Mig var det givet som næsten ene af alle at krybe ud derfra, det var mig, de havde sat deres lid til, disse dødningekranier i lejrenes fællesgrave – og jeg havde svigtet dem, jeg havde ikke evnet at bære deres håb frem til målet (Solsjenitsyn: Kalven og Egen).

Han svigtede dem ikke, men hørte pligten overfor de døde. Gulag Øhavet udkom, den blev revet væk i boghandlerne og knuste Vestens illusion om det kommunistiske Paradis på jord. Russernes historie blev ikke glemt, for Solsjenitsyn havde hørt samvittigheden råbe til ham: ”De er døde, du er i live – gør din pligt, for at verden kan vide det hele” (Solsjenitsyn: Kalven og Egen).

Mennesket er historie

Sådan står Solsjenitsyn liv og værk som et vidnesbyrd om, at ethvert menneske er forpligtet af historien, af de døde – og forpligtet af dem, der ikke er født endnu. Derfor kan det ikke afgøres ved en undervisningsminister, om historien er nødvendig for et menneske. Vi kan ikke undgå at være historie – være historiske. Mennesket eksisterer ikke, fordi vi har en historie – men fordi vi er historie og bliver historie. Vi vokser ind i historien – vi har ingen fremtid, uden at den er tænkt på baggrund af fortiden. Som Martin A. Hansen skriver, så er vores opfattelse af historien påvirket af reaktionen på nutiden, ”men værd at bemærke er, at også i denne Reaktion er Historien medvirkende. Historien indgaar som en vigtig Del baade af Indhold og Struktur i al Erkendelse og Mening om Samtiden. Og Fremtiden gror allerede i vor Historiedyrkelse” (Martin A. Hansen: Tanker i en Skorsten). Men anlægger vi det naturvidenskabelige syn på mennesket – under det blik Folkeskoleloven blev til, under det blik enhver ideologi opstår – da ser vi bort fra alt det besværlige, fra menneskets frihed og ansvar, skyld og pligt. Alt det, der holdes på plads af samvittigheden – den, der aldrig betænker sig ved at sige sandheden.

Sandheden

For sandheden om os selv har vi fået fortalt fra Bibelens fortællinger. Ikke en objektiv sandhed, der skal studeres, som var det en kundskab. Men Sandheden om ethvert menneske, der skal forkyndes. Derfor er kristendomsundervisning uden forkyndelse et udtryk for det selvretfærdige menneskes oprør mod sin skabte virkelighed – en hån imod sin Skaber. For du er selv med i de gamle Bibelhistorier, lille menneske. Som Kaj Munk skriver i anledning af en tysk præst (Frenssen), som hænger sin kjole i skabet, fordi han i de ”nye tider” (læs: nazistiske) ikke mere vil vedkende sig den ”uhumske” ”jødiske” Bibel:

Bibelen [er] en hensynsløs ærlig Bog. Netop derfor er den Bibelen, Livets Bog. Den er ikke forfattet af Morten Korch. Skal der skrives en Tysklandshistorie, hvor alle Germanere opbyggeligt er Helte og Havguder, kan der utvivlsomt ogsaa til det Stykke Arbejde fremskaffes Frenssener. Den bliver da fri for Uhumskheder og selv helt igennem uhumsk. Nemlig løgnagtig. En sandfærdig Tysklandshistorie, vil så lidt som nogen anden Fædrelandshistorie kunne undgaa at konkurrere med Bibelens Beretninger om Menneskets Natside (Kaj Munk: Det kristenfjendske Tyskland).

Således vedkender Kaj Munk sig historien, rettere sagt: Sin historie, Danmarks historie, som Martin A. Hansen gjorde, som Solsjenitsyn vedkendte sig sin historie, Ruslands historie – ikke som en pyntegenstand, der skal have fjernet urenhederne, men som den er med alle dens natsider. De gjorde det i den sikre overbevisning, at et menneskes forhold til historien er et samvittighedsforhold. Og det er med samvittigheden, som det er med historien: man kan aldrig komme uden om den eller løbe fra den, men man kan fornægte den og dermed fornægte og dæmonisere det levende menneskes levende forhold til historiens afdøde levende. Nøjagtig som man kan fornægte sit samvittighedsforhold til nutidens levende – hvilket kommer ud på det samme.

Marie Høgh er sognepræst i Lynge og Uggeløse sogne.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!