Fra Minerva: Den radikale fristelse

28. februar 2017
6 minutters læsetid

Jeg har skrevet om Donald Trump, konservatisme og radikalisme i det norske konservative tidsskrift Minerva, der i øvrigt i 1964 var en væsentlig inspiration for oprettelsen af Critique. Med Minervas tilladelse bringer jeg her artiklen i dansk version.

Af Christian Egander Skov

Uanset hvordan det nu kommer til at gå med Donald Trumps varetagelse af sit præsidentembede, har han sat gang i debat, som jeg tror vil præge højrefløjen – i bredeste forstand – i mange år fremover. Nemlig hvordan skal man som konservativ – eller borgerlig – forholde sig til Trump. Er han indbegrebet af en ny mere tidssvarende konservatisme, eller er han tværtimod udtryk for et populistisk amokløb mod systemet – eller måske noget helt tredje.

I virkeligheden er det et spørgsmål om, hvad konservatisme i det hele taget er. Og når dette spørgsmål har andet end ren akademisk relevans, er det, fordi det samtidig er et spørgsmål om, hvorvidt konservatismen i færd med at brække midt over.
Hvordan kan man som konservativ støtte Trump?

Helge Lurås har i Minervas podcast for nyligt givet et svar, som det er værd at opholde sig ved. For Lurås har den bestående konservatisme svigtet ved ikke at være konservativ nok. Den har ikke beskyttet samfundet i sin mest fundamentale form, og derfor må den gå mere radikalt til værks. Trump bliver i den forstand et udtryk for et konservativt oprør mod en forfejlet konservatisme.

Konkret peger Lurås på holdningen til indvandringen som det udslagsgivende. Visse konservatives accept af mere eller mindre uhæmmet indvandring – og i USA er det vitterligt mere snarere end mindre – har delegitimeret deres position, som altså ikke kan forstås som konservativ. Så vidt så godt. Også jeg har mere end vanskeligt ved at se, hvordan konservative stiltiende kan acceptere den type demografisk revolution, som finder sted i USA, Sverige eller for den sags skyld Frankrig. At være konservativ er at være national og være national er at vogte nationens grænser og fremtid.

Men det er ikke sagens kerne. Problemet med trumpismen er ikke, som dele af venstrefløjen tror, at den er indvandringskritisk, men at den er radikal før den er konservativ. Det er da også netop denne radikalitet, som Lurås holder op som et adelsmærke ved trumpismen. Det handler om at gå mere radikalt til værks. Og han er ikke alene her.

Konservatismens svigt

Vender vi os fra Trumps nordiske til hans hjemlige intellektuelle bagland, er det også netop radikaliteten, der lokker. Herom vidner eksempelvis det meget omtalte essay ”The Flight 93 Election” af straussianeren Harry Jaffa-eleven Michael Anton under pennenavnet Publius Decius Mus. Anton sammenligner her USA med et fly, der styrter mod jorden. Døden er sikker, hvis ingen gør noget. Derfor er det nødvendigt, at en beslutsom mand tager cockpittet og retter kursen. Og det er jo klar tale. Essayet er ikke kun en kritik af det amerikanske samfund, men først og fremmest et frontal angreb på den etablerede konservatisme i USA repræsenteret ved talrige og veludbyggede tænketanke som American Enterprise Institute og tidsskrifter som National Review, Weekly Standard, National Affairs og Commentary. Helt specifikt anklager essayet de konservative for uærlighed:

”If conservatives are right about the importance of virtue, morality, religious faith, stability, character and so on in the individual; if they are right about sexual morality or what came to be termed “family values”; if they are right about the importance of education to inculcate good character and to teach the fundamentals that have defined knowledge in the West for millennia; if they are right about societal norms and public order; if they are right about the centrality of initiative, enterprise, industry, and thrift to a sound economy and a healthy society; if they are right about the soul-sapping effects of paternalistic Big Government and its cannibalization of civil society and religious institutions; if they are right about the necessity of a strong defense and prudent statesmanship in the international sphere—if they are right about the importance of all this to national health and even survival, then they must believe—mustn’t they?—that we are headed off a cliff.”

Anton anklager de konservative for at have solgt ud, fordi de ønsker at bevare deres position i samfundets elite. Pointen er kort sagt, at kun hvis de konservative drager den nødvendige og følgeligt radikale konsekvens af deres analyse, kan man i det hele taget dem alvorligt. Kun en konservatisme, der er radikal, er egentlig konservativ. Det peger i samme retning, når en palæokonservativ som Patrick Buchanan kort før præsidentvalget skrev om behovet for, at det populistiske højre måtte bevæge sig ud over det, han med penselstrøg afskrev som ”the niceties of liberal democracy” for at redde det Amerika, de elsker.

Og man kunne pege på flere eksempler. Støtten til Donald Trump kommer ikke kun fra den koalition af ynkværdige og afskyelige, som Clinton hævdede, da hun besluttede sig for at tabe valget på gulvet, men også fra tænksomme, konservative intellektuelle. Over 100 af dem underskrev i september en skrivelse, hvor de bakkede op om Trump. Nogle fordi, han var det mindst slemme af to onder, andre fordi de reelt støtter det, han repræsenterer: opgøret med den politiske elite og de bestående institutioner.

Den dybe råddenskab

Dette ønske om opgør er i Trumps administration stærkest repræsenteret af Stephen Bannon, der kom fra den populistiske netavis Breitbart, men i dag er blevet ophøjet til en af landets højeste embeder og regnes regnes for Det Hvide Hus’ grå eminence. Bannon er en sand konservativ revolutionær, der har udtrykt sin beundring for Lenins revolutionære bestræbelser og i det hele taget inkarnerer en analyse, der er markant til stede hos Trumps entusiastiske støtter: Landets bærende institutioner er ikke længere i stand til at løse krisen. De er nemlig angrebet af selvsamme dybe råddenskab, som skal bekæmpes.

Medierne lyver systematisk, kongressen er korrupt, Demokraterne og Republikanerne er i lommen på særinteresser og Big Business, og systemet er i det hele taget ”rigged”, som Trump indædt hævdede, før han vandt. Endnu værre er det med Big Government, bureaukratiet og de professionelle teknokrater, der er blevet et værktøj i hænderne på den ”liberale” elite. Selvom mange gængse konservative deler elementer af denne analyse, fastholder de idékamp, normalt politisk rugbrødsarbejde og en insisteren på konstitutionelle skranker for politisk magt som udgangspunktet. Trumpismen og dem, der sympatiserer med den, vil noget andet og mere radikalt.
På baggrund af deres afgrundsdybe fortvivlelse og kulturpessisme læser de Vestens snarlige død i hvert et théblad. Dette er den nødvendige intellektuelle forudsætning for støtten til Trumps og Bannons dagsorden. For Trump bliver i det perspektiv netop den stærke mand, der kan skære igennem og bringe systemet ud af dødvandet og over krisen. Han bliver selve muligheden for civilisatorisk regeneration.

Trumpismen er karismatisk og autoritær i sin kerne. Karismatisk fordi den er håbet til, at én mand, der udtrykker folkets opsparede vrede kan gøre op med et stivnet system. Autoritær fordi forudsætningen for dette opgør er anvendelsen af præsidentembedets magt til den yderste udstrækning af sin grænse.

Konservatisme og radikalisme

Til den dybe fortvivlelse hører det højeste håb. Derfor følger politisk radikalisme altid i hælene på kulturel fortvivlelse, når den er dyb nok. I sidste ende bliver utopien, springet til ikke-stedet, eneste mulighed. Men så har vi for længst forladt konservatismen i enhver genkendelig form. Edmund Burke skrev i sin tid om sin samtids nytidshungrede radikalister:

“Da de nemlig anser deres spekulationer for overordentlig værdifulde og den herskende statsorden for værdiløs, er den dem i bedste fald ligegyldig. De ser ikke nogen fordel ved god forvaltning og ingen ulempe i den dårlige, snarere glæder de sig over den sidste som værende mere gunstig for revolutionen.”

I det lys er konservatismen position i tidens storm for så vidt klar.

”Men hvad så?”, kan Trump-apologeten med rette indvende. Han kan hævde, at hvis konservatismen ikke vil være med længere, er det værst for den. Han kan hævde, at tiden slet ikke længere er til konservatisme i gængs forstand, at vi står i en ny tid, der kræver helt nye svar, at denne hægen om konservative principper er udtryk for gold og doktrinær dogmatisme.

Men så lad ham for Guds skyld hævde det. Lad ham løbe linen ud og artikulere sin radikalisme. Lad ham ikke længere sejle under konservativt bekvemmelighedsflag, men lad ham i stedet afsløre sig selv som det, han vitterligt må være, hvis han vil kaste vrag på den ophobede politiske visdom, konservatismen bærer: radikal.

Så er stillingen klar.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside