Det antiliberale højres triumftog

Af Simon Hesselager Johansen

Som det måske er læserne bekendt er jeg i øjeblikket i færd med at skrive en guide til den nye anti-liberale højrefløj, der i det 21. århundrede har gået et tilsyneladende ustoppeligt triumftog gennem Asien, Europa og Nordamerika. Dette blogindlæg vil fungere som indledning til næste.

November 2016 vandt Donald Trump imod alle forventninger USA’s præsidentvalg på en platform tættere på en bizar blanding af konventionel national-populisme, anti-demokratisk teknokrati-promovering og ateistisk socialdarwinisme end den konservative konsensus i efterkrigstidens Amerika. Efterhånden som både venstrefløjens og centrum-højres reaktioner ikke kunne blive mere moralsk indignerede, udnævner den tidligere sladderpresse-baron og Trumps højre hånd Steve Bannon blandt sine intellektuelle forbilleder ingen ringere end Julius Evola – en højreradikal italiensk filosof fra mellemkrigstiden bedst husket som en af de største inspirationskilder 1920ernes originale fascistbevægelse! New York Times tog straks notat:

“It’s the first time that an adviser to the American president knows Evola, or maybe has a Traditionalist formation,” said Gianfranco De Turris, an Evola biographer and apologist based in Rome who runs the Evola Foundation out of his apartment.
“If Bannon has these ideas, we have to see how he influences the politics of Trump,” he said.
[…]

Mr. Bannon suggested in his Vatican remarks that the Fascist movement had come out of Evola’s ideas.
As Mr. Bannon expounded on the intellectual motivations of the Russian president, Vladimir V. Putin, he mentioned “Julius Evola and different writers of the early 20th century who are really the supporters of what’s called the Traditionalist movement, which really eventually metastasized into Italian Fascism.”

(Jason Horowitz:Steve Bannon Cited Italian Thinker Who Inspired Fascists, New York Times, 10. Februar 2017)

Dette scenario ser sandsynligvis velkendt ud for franskmændene, der nemlig skal til præsidentvalg i år. Her har Front Nationals leder Marine Le Pen, der i modsætning til sin far har haft success med at præsentere partiet som respektabelt, opnået en realistisk chance for at vinde præsidentembedet over centrum-højrepartiet Les Republicains’ skandaleramte kandidat Francois Fillon. Le Pen-dynastiets vej til magten går længere tilbage end Front National dannelse i 1980erne. I Frankrig har den anti-liberale højrefløj netop haft rodfæste i ikke kun den brede befolkning, men også den akademiske verden og prestigiøse medier i længere tid end de fleste vesteuropæiske lande.

Alain de Benoist, der i 1968 grundlagde den nationalistiske tænketank Groupement de recherche et d’études pour la civilisation européenne (GRECE) og fra 1978-1981 var regelmæssig skribent på Frankrigs ledende konservative avis Le Figaro, har for eksempel promoveret følgende standpunkter:

In 1973, shortly before his death, the French President Georges Pompidou admitted to have opened the floodgates of immigration, at a request of a number of big businessmen, such as Francis Bouygues, who was eager to take advantage of docile and cheap labor devoid of class consciousness and of any tradition of social struggle. This move was meant to exert downward pressure on the wages of French workers, reduce their protesting zeal, and in addition, break up the unity of the labor movement. Big bosses, he said, “always want more.”
[…]
The fact that most migrants today owe their displacement to outsourcing, brought about by the endless logic of the global market, and that their displacement is precisely something capitalism strives for in order to fit everybody into the market, and finally, that each territorial attachment could be a part of human motivations — does not bother [left-wing political philosophers] at all.
(Benoist: Immigration: The Reserve Army of Capital, oversat til engelsk af Tom Sunic)

Lignende idéer har først for alvor begyndt at gennembryde den politiske offentlighed herhjemme i 1990erne med Dansk Folkepartis dannelse, og kun blivet stuerene nok i det 21. århundrede til at nogen ville tænkt over at præsentere dem i så akademisk sprog.

Da det moderne liberale demokrati kan spores til revolutionen i 1789, så kan det hjørne af den politiske højrefløj som har udviklet sig i modsætning til klassisk liberalisme også føres tilbage i næste lige linje til 1700-tallets franske kontrarevolutionære. Derfor vil næste artikel i serien være meget lang, da den vil gennemgå Frankrigs radikale højrefløjs historie fra dengang over det 20. århundrede igennem hvilket en overraskende grad fast udveksling af tankegods mellem det konservative etablissement og meget mere radikale miljøer har fundet sted helt frem til i dag, hvor Frankrigs højrefløj finder sig selv stående ved en skillevej til det kommende valg.

Undertegnede har derfor tænkt sig at redegøre i sin kommende artikel overfor denne publikations læsere, nøjagtigt hvor vanskeligt et dilemma de franske vælgere står i.


Simon Hesselager Johansen er cand. mag.i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet. Han har skrevet speciale om geniet og det sublimes rolle i Immanuel Kants æstetik. Han har tidligere skrevet om kultur og politik fra et filosofisk og idéhistorisk perspektiv for tidsskrifter som The Murmur, Ræson ogTanken. Simon Hesselager vil bidrage med artikler om det nye antiliberale højre i som international fænomen.