Alternativets (parti)skole

Af Stefan Agger

Partiet Alternativets form er oftest et signal om, at intet rigtigt er alvorligt. Evige grin, store smil, tylklædte dansere og selskabslege udgør en del af det pjankede image. Men formen står i skarp kontrast til politikken, der i modsætning til formen er politisk revolution retfærdiggjort af en grundlæggende angst for fremtiden. Således også på uddannelsespolitikken, hvor Alternativet i forrige uge fremlagde deres bud på en forandring af fagene i Folkeskolen.

Allerede den 9. februar lancerede Alternativet deres første tanker om en forandring af Folkeskolen. I dette udspil handlede det ikke om indholdet af skolen, men i stedet en del om det styringsmæssige. Her fik Alternativet fortjent ros for at tale imod det nuværende instrumentalistiske styringsregime, og for en langt større grad af frihed til skoler og kommuner.

Med udspillet den 15. februar om nye fag i Folkeskolen går det dog helt galt for Alternativet – endda på mange måder på en og samme gang: Uhørt partipolitisering, angstdrevet politik, en ekstrem individualisme og generel historieløshed er alle fejl, man kan klistre på Alternativets udspil.

Partipolitisering af Folkeskolen

For det første repræsenterer udspillet en hidtil uset partipolitisering af Folkeskolen, og er dermed undergravende for skolen som fællesskabsinstitution. Alternativet ser et altoverskyggende samfundsproblem i klimaforandringerne, og vil derfor helt forandre skolen for at imødekomme dette problem.

Det er der mindst to problemer med. Det første problem er, at man dermed helt misforstår, hvad naturvidenskabelige fag er for noget. Man kan ikke på forhånd gøre fag som fysik, biologi, geografi og kemi forpligtede på at skulle formidle, at et bestemt fænomen, klimaforandringer, er vigtigere end andre, og at det i øvrigt er det vigtigste i verden at beskæftige sig med. Det er en utidig politisk indblanding i naturvidenskabeligt arbejde, der helst skal være drevet af nysgerrighed og åbne spørgsmål – ikke på forhånd fastsatte konklusioner og skræmmebilleder om en farlig fremtid.

Det andet problem er, at Alternativets udspil helst ikke skal danne præcedens hos andre partier. For Dansk Folkeparti for eksempel, er det altoverskyggende samfundsproblem indvandring, og hvis Alternativets skoleudspil er legitim politik, så vil det jo være lige så legitimt for DF at præsentere en lignende sammenlægning af en række fag under nogle nye fagnavne som handler om bevaring af dansk kultur og begrænsning af indvandring.

Hvis Folkeskolen bliver en politisk kampplads på det niveau, hvor man ikke kun kæmper om inkrementelle ændringer, men om modsatrettede revolutioner, så spår jeg den ikke ret lang levetid.

Individualisme versus fagtraditioner

For det andet er problemet med Alternativets skoleforslag, at de vender rundt på hvad der er størst: individet eller civilisationen. I et konservativt skolesyn er fagene og kundskaberne det, der repræsenterer kontinuiteten og dannelsen, og vi, der udøver fagene som lærere, er blot mennesker, der har valgt at bære en fakkel videre, der er blevet båret i århundreder før os. Der findes derfor i fagtraditionerne en viden og visdom, der ligger langt ud over det enkelte menneskes evne og indsigt, og kun mennesker drevet af radikalisme tror at, der ligger noget godt i forlængelse af revolutioner.

Derfor vil det selvfølgeligt være ødelæggende for Folkeskolen, hvis man vælter fundamentet og former en ny skole efter de bekymringer og problemer, vi, der lever lige præcis nu, har.

Historieløsheden

Endelig er der den mindre ”detalje” i udspillet, at historiefaget mere eller mindre udslettes. Et af skolens vigtigste fag; faget der helst skal bidrage til at fortælle eleverne hvem de er, og hvilken sammenhæng de er født ind i som danske borgere, reduceres på denne vis til det rene ideologi:

Med et nyt medborgerskabsfag ønsker vi at udvide grundskolens arbejde med at lære eleverne om demokrati, aktivt medborgerskab, samfundshistorie og politisk idehistorie. Medborgerskabsfaget skal introducere eleven for grundlæggende demokratiske rettigheder, retten til uddannelse m.m., bl.a. gennem inddragelse af FN’s Børnekonvention, Grundloven, menneskerettighederne og de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. 

… Faget skal erstatte historie og delvist samfundsfag.

Det er et helt igennem katastrofalt forslag, som igen prioriterer Alternativets ideologiske ideer og aktuelle bekymringer over enhver sammenhæng til den verden der allerede eksisterer. Den Folkeskole der faktisk findes, og den historie og kultur vi som danskere er en del af. Hvordan skal man forstå dansk kultur og den danske nations særpræg uden at kende dens historie?

Den brændende platform

Verden set gennem Alternative briller er tydeligvis i brand. Kun en verden i brand – og den opfattelse, at alle vi der ikke er alternativister slet ikke ser ilden – kan retfærdiggøre de radikale forandringer, partiet ønsker sig.

I dette blogindlæg har det handlet om skolepolitikken, men det er den samme metode partiet benytter sig af på alle områder. Formen er måske på overfladen pjattet, men der er ingen tvivl om, at partiet grundlæggende bygger på angst for fremtiden, for klimaforandringer og for hvad der ellers måtte komme.

Over for dette må den konservative skoletænkning tilbyde den ro, der ligger i troen på stærke institutioner og traditioner, der har overlevet tidens tand: I skolens tilfælde en tro på, at fagtraditioner, kundskaber, den vestlige kanon og lærernes faglighed er nok til at ruste os til at være dannede og virksomme mennesker i enhver tænkelig fremtid.



Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i Samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt konservativt kommunalbestyrlsesmedlem og folketingskandidat. Han er desuden formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.