Serie: True Detective

31. januar 2017
3 minutters læsetid

Af Mikael Brorson

I første sæson af HBO-serien True Detective møder vi kriminaldetektiverne Rustin Cohle og Marty Hart, som skal opklare det bestialske mord på en ung kvinde fundet udenfor en landsby i staten Louisiana. Men de to betjente finder snart ud af, at mordet kun er toppen af isbjerget, og de kastes ud i en hæsblæsende efterforskning der bringer dem på kant med loven, alt imens de samtidig må bekæmpe deres egne indre dæmoner. Medgivet, plottet lyder ikke just nytænkende – snarere har vi hørt det meste før – og således kunne man frygte, at True Detective blot er endnu tv-serie, der ikke har meget andet at byde på end effektivt tidsfordriv. Men den frygt gøres – heldigvis – hurtigt til skamme.

Swift Louisiana-justice

I Louisiana er det ikke kun varmen, der er trykkende. Det samme gælder loven, som håndhæves ligesom enhver lov bør: hårdt og kontant. Her nedkalder man “swift Louisiana-justice” over de kriminelle, og det er i sig selv opløftende at bevidne, når man kommer fra det humanistiske Danmark, hvor en kriminel typisk ses som et sagesløst offer, sønderrevet af sin lave kontanthjælp og besværlige opvækst. Bevares, det reelle offer er det selvfølgelig også synd for – medmindre altså, at offeret kom for skade at slå indbrudstyven eller blænde voldtægtsmanden med en peberspray. Så er det pludselig offeret, som befinder sig på anklagebænken.

Ondskaben er allestedsnærværende, den lurer om ethvert hjørne og forstår ingen anden tale end magtens. Kun når sværdet svinges over de kriminelle, kan ondskaben holdes i skak.

Men sådan foregår det heldigvis ikke i Louisiana, som staten skildres i True Detective. Her håndhæves loven, og det gør den som følge af den sande tale om virkeligheden, som gennemsyrer serien og serveres råt for usødet: Ondskaben er allestedsnærværende, den lurer om ethvert hjørne og forstår ingen anden tale end magtens. Kun når sværdet svinges over de kriminelle, kan ondskaben holdes i skak. Cohle udtrykker det ganske præcist, da Marty spørger ham, om han nogensinde tænker over, om han er et ondt menneske: “No, I don’t wonder, Marty. The world needs bad men. We keep the other bad men from the door.”

Serien er i det hele taget præget af en mørk og dyster stemning, en stemning af noget uforløst, noget der ulmer under overfladen, hvilket på fremragende vis fortæller om ondskabens karakter: den ligger altid på lur, også når vi ikke kan se og konstatere den. Dermed leverer True Detective en sjældent illusionsløs behandling af virkeligheden, og det er herligt at bevidne. Men det efterlader også spørgsmålet, om der da ikke er andet end mørke og smerte i tilværelsen? Er der overhovedet ikke noget lys at komme efter – om ikke andet, så måske for enden af tunnelen, så at sige?

Går ikke planken ud

Her støder vi på seriens store svaghed, for desværre går den ikke planken ud og fastholder det mørke, hvis eksistens og betydning det ellers er seriens ærinde at påpege, og som hører den menneskelige virkelighed til, ja, måske endda udgør den menneskelige virkelighed.

Den begynder ellers godt med Cohles aggressive ateisme, som fylder meget i fortællingen og også er både passende og troværdig, fordi den svarer så godt til seriens tema og stemning. Alt andet havde simpelthen været utroværdigt, og serien fortjener ros for ikke at forfalde til at bruge en eller anden slatten religiøsitet som en sødetablet, der skal gøre den ellers bitre tilværelse en smule mere overkommelig. I den forstand er Cohles ateisme et godt syrebad til megen forfejlet religiøsitet – herunder den humanistiske “kristendom” – af i dag. At serien så ikke evner at pege på det Guds Ord, som netop lyser i det mørke, der er menneskers – uden dermed at fjerne, formindske eller benægte mørket som menneskelig virkelighed – er selvfølgelig en skam, men ikke desto mindre rimeligt nok, når det nu er mørket, som denne serie først og fremmest vil tydeliggøre.

Men desværre falder serien for den fristelse alligevel at føre lidt lys ind i dennesidigheden, i Cohles og Martys afsluttende samtale om kampen mellem mørket og lyset. Ser man på stjernehimmelen, siger Cohle, er det ganske tydeligt, at mørket har det største territorium. Men engang var alt jo mørke. Lyset er altså ved at vinde.

Et godt skud virkelighed

Den skuffende afslutning til trods er True Detective en yderst anbefalelsesværdig serie, fordi den peger på virkeligheden, ikke som vi ønsker at den skal være, men som den er, med alle dens natsider. Serien insisterer på ondskaben, og det er der behov for, i en tid hvor vi i højere og højere grad bilder hinanden ind, at ondskaben slet ikke eksisterer. True Detective er kort sagt et godt skud virkelighed. Alene af den grund skal serien ses. At den så også er både underholdende og yderst velkomponeret, gør den ikke mindre anbefalelsesværdig.

8/10.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside