Konservatismen efter Trump

Af Christian Egander Skov

Det har enorm betydning for højrefløjen, at Donald Trump nu er blevet USA’s præsident. Tænk bare over det, han er verdens højstprofilerede skikkelse på den politiske højrefløj. Så ham slipper vi ikke for at beskæftige os med i årene frem over. Heller ikke, selvom man måske allerede nu synes, at det er nok.

Jeg skrev forleden på vores alle sammes Facebook en kort opsummering af, hvad jeg frygter, vil være konsekvensen af Trump.

“Det besværlige ved at være Trump-apologet er, at eneste ideologiske retningslinje er Führerbefehl.

Derfor er eneste princip loyalitet. Derfor er trumpismens synligste retoriske figur modsætningen mellem folk og elite. Derfor bliver enhver dissens at opfatte som en form for frafald fra selve folket. Derfor er trumpismen uforenligt med tænkning. Og derfor bliver valget af Trump en kolossal intellektuel nedtur for konservatismen, hvis ikke den netop afgrænser sig principielt fra trumpismen.”

Et standardargument mod kritikken af Trump, er at sige “jamen, Obama gjorde jo også….”. Og det er langt hen ad vejen korrekt. Selv er jeg absolut ingen fan af hverken Obama eller den arrogante politiske korrekthed, han repræsenterer. Det kan man læse om bl.a. her og her. Men det er også “whataboutism”, så det basker. Obama er ikke vores målestok.

Som konservative er vi nødt til at forholde os kritiske over for Trump, af den simple grund, at Trump og trumpisme repræsenterer noget andet end vi gør. Længere er den ikke. Og så alligevel i hvert fald har jeg skrevet en længere analyse om emnet til denne uges udgave af Weekendavisen. Læs den i sin fulde længde.

Her et par udpluk:

“Man behøver ikke lytte længe til Trump for at forstå, at han har et helt andet syn på politik, som mere er farvet af kølig pragmatisme, hvis ikke ligefrem opportunisme – ligesom trumpismen i kraft af træk som isolationisme og protektionisme afviser centrale konservative idéer.

[…] I september 2016 erklærede over 100 konservative meningsdannere og intellektuelle deres støtte til Trump, ligesom de fleste af Trumps skarpeste konservative modstandere i øvrigt nedtonede deres anti-trumpisme, i takt med at præsidentvalgkampen skred frem.”

Den principielle forskel mellem konservatismen og Trump er, at konservatismen baserer sig på en idé om at forsvare den institutionelle orden, mens trumpisme mere baserer sig på Rosseaus radikale forestilling om almenviljen. Men tilsyneladende er det netop den radikalisme, der tiltaler flere konservative.

Og problemet med det er:

“Vi står ikke på grænsen til Weimar-tilstande, men sætter man ét menneske lig fornuften, folkeviljen eller tidsånden, har man begået et intellektuelt forræderi af den art, som den franske tænker Julien Benda i 1927 anklagede mellemkrigstidens intellektuelle for. Ingen samtale, og ingen tænkning er mulig, hvis en politisk doktrin reduceres til et krav om loyalitet mod den karismatiske leder og gør »Führerbefehl« til sin retningslinje, og hvis det at ytre dissens potentielt bliver at opfatte som et frafald fra det sande folk. Det er et første skridt på vejen til at reducere politik til nævekamp.”

Alt dette betyder ikke, som jeg har skrevet om andetsteds, at vi ikke skal tage trumpisme, endsige mere generelt populisme, alvorligt. Ej heller betyder det, at vi skal dæmpe kritikken af vores eliter, men det betyder, at vi skal holde fast i, hvem vi er, og hvad de principielle grænser mellem vores og den trumpistiske kritik af status quo er.

Og frem for alt betyder det, at vi skal vare os for falske profeter – og deres disciple i den hjemlige debat.