Kaj Munk og det kristne martyrium

4. januar 2017
6 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Danmark er en nation, der er besat af vores egne nederlag. Ja vi er vel en af de få lande i verden, der dyrker nederlag og ydmygelse som selve kimen til og udtryk for det moderne, demokratiske Danmark. Tænk blot på 1864 eller samarbejdspolitikken. Det første nederlag førte til nationalstaten, det andet cementerede i vores store nationale fortælling det demokratiske system og den politiske forpligtelse herpå.

Men der er  episoder, epoker og begivenheder, ja og mænd, der passer dårligt til denne fortælling. Der er skår i nederlagsmytologien og det er værd at huske på, hvis man som vi står i den situation, at vi nødvendigvis må tro på kampens realitet og sejrens mulighed.

En af disse personer er Kaj Munk, der blevet myrdiet i dag for 73 år siden. Digterpræsten Kaj Munk blev myrdet af tyske håndlangere efter i flere år at have været blandt besættelsesmagtens hårdeste kritikere og en torn i øjet på nederlagsmytologiens politiske forvaltere, samarbejdspolitikerne. Han blev myrdet ja, så i en vis forstand tabte han, men hans død var martyrium i kristen forstand og derfor også vidnesbyrd om noget andet.

Når Munks martyrium har fornyet relevans i dag skyldes det, at nederlagsmytologien faktisk har opbrugt sin styrke og meningsskabende funktion i en virkelighed, hvor Danmark i kraft af sit internationale, militære engagement gang på gang handler på en måde, der har understreget for den mest tungnemme, at 1864 og 1814 er tilbagelagt fortid. Nederlagsmytologien er sprængt og behovet for en ny fortællingen presser sig på.

Munks radikalisme

Kaj Munk var en modsætningsfyldt skikkelse. I 1930’erne var han landets største dramatiker, men aldrig en samlende skikkelse, for hans tiltrækningskraft syntes uløseligt knyttet til en radikalitet, vi ikke forbinder med danskhed. Han var nationalist og brændende modstander af demokratiet – og langt ind i 1930’erne en af de mest højlydte apologeter for diktaturet og fascismen.

Det var i virkeligheden først ved sin død – og ikke mindst i tiden efter – at han blev en samlende skikkelse. Måske fordi hans nationale martyrium og kristligt-heroiske livsindstilling kunne kaste lidt glans over et folk og et politisk system, der ikke havde meget at være stolte over efter at have givet den som kanariefuglen i Hitlers bur med Churchills ord. Det var paradoksalt nok Munks”udanske” radikalitet, der nu gjorde ham til nationalt symbol og samlingsmærke.

Radikaliteten er omdrejningspunktet for diskussionen om Munk, også da en senere generation, der ikke var tynget af erfaringerne fra besættelsen kastede et kritisk blik på Munk. I den kolde krig, hvor de besindige og forstandige forvaltere af nederlagsmytologien, gjorde krumspring for at sætte sig ud over konfrontationen mellem vestlig frihed og kommunistisk totalitarisme – kulminerende med fodnotepolitikken – blev Munks radikalitet atter et problem. Det er et vidnesbyrd om svækkelsen af nederlagsmytologien, at Munk blev gravet frem i 00’ernes kulturdebat.

Demokratikritikken

Lad os derfor se på denne radikalitets politiske dimension. Munk dyrkede den stærke mand og i bogen Vedersø – Jerusalem Retur fra 1934 kulminerede hans diktatorfascination med det udtrykte håb, om at der måtte komme en mand, der også i Danmark kunne vække folket og hive det op af af det dynd ” af materialistisk Stræb og Understøttelsesjagt og gemytlig Jegersguligeglad”, som han mente, at det var havnet i.

Munks kritik grundede ligesom mange andre konservatives systemkritik egentlig i en kritik af den nationale selvforståelse, der var vokset ud af 1864. Deres kritik var en kulturkritik, der rettede sig mod nederlagsmytologien og dens åndelige depravering af folket. Den blev betændt fordi den koblede det politiske system – det parlamentariske demokrati – sammen med nederlagsånden. Der var for dem ikke langt fra defaitismens resignation til parlamentarismens hang til politiske kompromisser. Herpå grundede altså også Munks fascination af fascismen og hans forsvar for diktaturet, som kom til udtryk ikke blot i en lang række indlæg i den offentlige debat, men også i mere nuanceret og diskuterende form i hans dramatiske produktion.

Besættelse og modstand

Egentlig blev den 9. april en bekræftelse af Munks værste anelser om folkets åndelige tilstand. Danmarks overgivelse uden kamp og den efterfølgende samarbejdspolitik lå i forlængelse af den nødvendighedens udenrigspolitik, som erfaringerne fra 1864 syntes at diktere. Hurtigt kom de danske samarbejdspolitikere i forsøget på at styre Danmark og demokratiet sikkert gennem krigen ud i udtalelser, der for Munk yderligere måtte understrege krisen i dansk åndsliv.

Hvordan kunne en dansk udenrigsminister ellers tale ”om de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og forundring”, hvordan kunne Politiken ellers få sig selv til at tale om udviklingen som en virkeliggørelse af ”drømmen om Europas forenede stater”.

Selv udtrykte Munk sin forfærdelse i det lille digt fortvivlelse fra 9. april: ” De tusind år – så blev de væk imorges klokken fem af skræk”. Et øjebliks fejhed havde fejet tusinde års national vilje til eksistens bort. Nederlagsmytologien var ført til sin logiske konklusion, den nationale eksistens selvopløsning.

Den fortvivlelse Munk udtrykte var udbredt. Meget få var begejstrede for det hændte. Men fortvivlelsen var måske særlig dyb i de konservative og nationale kredse, hvor man længe havde været kritiske over for den socialdemokratisk-radikale manglende vilje til at afse ressourcer til landets forsvar. Denne nationalkonservative utilfredshed var som bekendt en af kilderne til den modstandsbevægelse, der voksede frem under besættelsen, men samme desperation kunne også føre til en anden reaktion.

For nogle af dem, som gennem årtiet havde angrebet det parlamentariske demokrati og advokeret for autoritære alternativer blev besættelsen og samarbejdspolitikken beviset for deres kritiks gyldighed, og dermed gav den dem det endelige skub ud over kanten og ind i fascismen. Dette gjaldt f.eks. for nationale kulturpersonligheder som digteren Valdemar Rørdam, der skrev et hyldestdigt til den nazistiske invasion af Sovjetunionen, eller den konservative forfatter Harald Tandrup, der blev nazist og skribent i Fædrelandet.

Med Munks dyrkelse af den  diktatoren som heroisk forløser ligger det lige for at spørge, hvorfor den samme desperation ikke ledte ham ud på overdrevet, men i stedet gjorde ham til nationalt ikon?

En væsentlig årsag hertil var, at Munk, som ikke mindst Per Stig Møller har vist i sit værk Munk, allerede længe inden krigen havde gennemført et subtilt men ikke desto mindre klart opgør med sin ukritiske fascismefascination og diktatordyrkelse. Dette (selv)opgør var på sin vis en konsekvens af erfaringerne med det moderne totalitære diktatur, hvor diktatoren ikke blot var en god og retfærdig primus inter pares, der i ny og næ intervenerede i samfundslivet for at sikre orden og retfærdighed, men derimod var personificering af et politisk system, der ikke anerkendte grænser for sit råderum og derfor stræbte mod at gennemtrænge, kontrollere og dirigere alle lag af samfunds- og menneskelivet.

At sejre i nederlaget

Munks opgør lader sig dog kun forstå på baggrund af hans kristendom, for det var her rødderne til hans afsmag for totalitarismen var. Den moderne diktator ville ikke stille sig tilfreds med at være underlagt Gud og dermed en på forhånd givet moralsk orden. Han var derimod et udslag af det moderne menneskes trang til at forkaste Gud, sætte sig i Guds sted og selv definere godt og ondt. Totalitarismen var netop totalitær, fordi den overskred rammerne for det traditionelle, autoritære styre og ville udstrække sit herredømme op til himlen og helt ind i menneskets sjæl.

Denne opfattelse, der udsprang fra Munks kristelige radikalitet, hans insisteren på at tage troen alvorligt, bestemte hans kurs under besættelsen. Munks radikalitet blev nu kilden til hans kraftige – og i mange forsigtige og overmåde ansvarlige standspersoners øjne ubeherskede – angreb på den tyske besættelsesmagt og samarbejdspolitikken. Forfatteren Martin A. Hansen var en af dem, der bedst forstod Munks ærinde, og skrev efter hans død et digt, hvor han udlagde budskabet således:

Dannebrog er ikke en Dug
til Tivoli og Vaffelboder

De dødes Blod har farvet Dugen,
saa stejlt og hvidt som Korset
var deres Tro.

Det er stærke ord, og måske for store for de fleste af os, men Munks liv og virke under besættelsen blev en påstand om, at der bag det danske folks svælgen i egen afmagt, lå muligheden for noget andet. Munks liv og død blev en påmindelse om, at svagheden ikke var et iboende karakteristikon ved det at være dansk, at nederlagsmytologien slet ikke kunne bære en nationalt identitet, og at der var andre muligheder. Munk fremhævede, at det nationale var en forpligtelse, der krævede ofre og indsats og ikke mindst afgørelse.

Her må vi ligge øret til og høre det kristne martyriums tale til os.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside