Kællingevældet

Et satirisk emalcipationseventyr for voksne og børn.

Af Laurids-Leander Paulsen

I hine tider blomstrede Kælriget. Kæl­lin­ger­nes rige. Og ved Kejserinde Kunigunde XI.s nåde ligesom un­der alle tidligere her­sker­in­der øvedes den eneste san­de styre­form: kællingevældet også kaldet kæl­le­væl­det. In­gen huskede længer, hvad Kæl­riget fordum havde hed­det; hvad der hav­de fandtes i dets sted. Det gamle Int­ri­ge og det endnu ældre Malrige var begge gledet over i sagnhistorien. Nogle mallinger ville måske have ment, at dette skyldtes Glam­sel; de kunne imidlertid ik­ke tæn­ke tan­ken, thi gennem år­tu­sin­ders opdræt var de­res forstand blevet vredet ud af dem sam­men med sy­ge­lig­heds­an­læg og andre kælsides uøn­ske­de egen­ska­ber. Des­år­sag var mallingerne kællingernes slaver.

 

Glamsel var et udyr, der sagdes at plage det in­den­rigs, mens Ustand, et an­det uhy­re, hærgede de udenrigs sko­ve og fjelde. In­gen hav­de nogensinde set dem. Det sag­des, at Glam­sel var liden som en ganflue og fråd­se­de hu, mens Ustand, stort som ver­dens­ha­vet, slug­te riger. Mal­lin­g­er­ne fryg­te­de begge og ville nok have ment, hav­de de haft for­stand, at det ret set var de tvende bæs­ter, der her­ske­de i land­ene. Kællingerne næg­te­de imid­ler­tid at an­er­ken­de uvæsenernes tilvær; sligt var dun­kel overtro og ­vrøvl­ag­tig mallingsk u­for­stand eller mal­stand, mente de.

Kællingerne hyldede et princip, de kaldte ustand, hvis beskaffenhed, hævdede de hård­nak­ket, intet havde med over­tro­ens Ustand at gøre. Det ene hidrørte fra et æld­gam­melt kælsk dogme, hvis stræv gjaldt åndens be­tvin­gel­se, det andet udsprang af he­den­oldsk maltro. Tal­ri­ge filologinder hav­de ad flere omgange påvist, at grund­for­men “ustn” var mindst to tusinde år gammel, og at den tyd, der kom til udtryk i “ustand”, måtte være blevet ud­spal­tet for mere end tusind år sid­en. Om­trent samme alder tildeltes det semantiske ind­hold i “Ustand”. I fordum tid havde de to ord­ væ­ret skre­vet på skellig vis, til dømme: ‹[ú/Ú]stahn›, ‹[ū/Ū]stahn›, ‹[ú/Ú]stann›, ‹[ū/Ū]stann›, ‹[u/U]sten›, ‹[u/U]zten›, ‹[u/U]stān› og ‹[u/U]ztān›. Hvor­dan form­sam­men­fal­det var kommet i stand, sås ellers bort fra det fælles op­hav, kun­ne fi­lo­log­in­der­ne ej nå til enighed om. En nav­ne­reform var flere gan­ge ble­vet foreslået: Ov­er­kæn­cel­li­et, Det Orto­gra­fi­s­ke Nævn, Kæl­arvs­sty­rel­sen og Den Kejserindelige Lek­si­ko­gra­fi­s­ke Stif­tel­se fast­holdt imid­ler­tid, at sligt grænsede til hel­lig­brø­de, thi ord­et “ustand” var fredet. Og hvad “Ustand” angik: Et forbud mod ordets anvendelse på skrift kunne ikke kom­me på tale, al den stund kælsk “ustand” jævnlig skul­le skri­ves med stort be­gyn­d­el­ses­bog­stav; til døm­me når det stod først i en sætning. At fast­sæt­te skri­ve­må­den til “Ustan” var ej mu­ligt heller, da det var nav­net på Kæl­pa­lad­set, hvor den sted­se re­ge­ren­de kej­ser­in­de re­si­de­re­de. Det Ortografiske Nævn hav­de rig­tig­nok allerede under Kejserinde Bryn­hil­de II. fastsat skri­ve­må­den ‹Uztān› for “Ustand”, alligevel sneg den hævd­vund­ne – officielt fejlskrevne – form sig gang på gang forbi skriftlærdindernes skarpe blik og straffedes da med mulkt for efterladenhed i embedspligter.

Et andet prin­cip, kæl­lin­ge­væl­det hyl­de­de, søgte at ind­fat­te begrebet unuft, der reg­ne­des for en bærende søjle i fe­mi­ni­s­tisk lær­dom.

Beg­ge dok­tri­ner var så ind­vik­le­de, at næp­pe mere end en hånd­fuld lær­din­der var i stand til at udre­de dem.

Den kælske lære også kaldet kæl­lin­ge­læ­ren eller kæl­læ­ren forvaltedes af rigets Over­kæn­cel­li og dyr­ke­des ivrigt på ki­ni­ver­si­te­ter­ne; især på Den Kejserindelige Fe­mi­ni­s­ti­s­ke Stif­tel­se, kort Fem, der var arnested, midt­punkt samt driv­kraft for al kælsk kundskab og viden­hed. Den tæ­re­de da også en uforholdsmæssig stor del af stats­mid­ler­ne og var des grund til ren­te­kam­mer­me­ster­in­d­ens evige ho­ved­pi­ne.

Kællæren prædikedes på alle rigets skoler alle dage år­et rundt fra årle morgen til sil­de eftermiddag og ved­rør­te alle livets for­hold. Den syntes dog at være sær­lig op­ta­get af især sprog, adfærd og tankesæt. Een læ­re­sæt­ning handlede om den lykke, der i old­tids­da­ge­ne til­dro­g­es alle kællinger og mallinger, dengang Kæl­ri­get grund­lag­des til det gamle Intriges og det endnu æl­d­re Mal­riges fordel. En anden læresætning hand­le­de om, at man aldrig måtte sige eller skrive “man”, men i stedet “kin”, som var den seneste normkorrekte form fast­sat af Det Or­to­gra­fi­s­ke Nævn. I gam­mel tid havde det hed­det “kvijnd” og se­ne­re “kvind”, men både d- og v-lyden var med tiden faldet bort ved så­kaldt svæk­kel­se (dialektalt forekom dog stadig “kvijn”, “kvin”, “kven” og “kvejn”). En tredje læ­re­sæt­ning bød, at kin ald­rig måtte sige el­ler skrive “mallinger og kæl­lin­g­er”, men i stedet “kæl­lin­ger og mallinger”, thi først­nævn­te skulle altid stå først.

Siden Kejserinde Bryn­hil­de III.s styre hav­de det været strafbart at be­gyn­de en sæt­ning med ordet “malling”, hvil­ket voldte gen­vor­dig­he­der til dømme i tekster, der ude­luk­ken­de ved­rør­te mallingske sager, såkaldte mal­sager.

Det var ligeledes forbudt i hvervs­be­teg­nel­ser at und­la­de kæl­mal­mar­ke­ring. Således ansås til dømme ordet “slag­ter” for både vrangt og ubrugeligt, i stedet skulle bru­ges enten “slag­ter­mal­ling” eller “slag­ter­kæl­ling” af­hæn­gigt af det re­fe­re­re­de. Sær­lig yndede var former, der endte på “-in­de” samt “-ske”; til dømme “råds­her­rin­de”, “slag­ter­in­de”, “kro­er­ske” og “kvæ­ler­ske”. Un­der­ti­den kon­kur­re­re­de de to: til døm­me “bor­ger­in­de”, “dig­ter­in­de” med “bor­ger­ske”, “dig­ter­ske”. Puristerne henled jævn­lig opmærksomheden på stadig ek­si­ste­ren­de old­mal­ske islæt i det kælske sprog, til døm­me det midt­stå­en­de “-er-” i “slag­ter­in­de”, som de mente burde sløj­fes, så at det hed­ “slag­tin­de”; men deres stræb bar kun sted­vis frugt.

Alle læresætninger, liste over hvervs­be­teg­nel­ser samt me­get andet var nedfældede i bogen Store K, som hav­de status af en art hånd­fæst­ning, lovsamling med kom­men­ta­r­er og Bibel i eet. Store K revideredes re­gel­mæs­sigt i Ov­er­kæn­cel­li­ets regi under selveste ma­je­stæ­tens, senest Ku­ni­gun­de XI.s, tilsyn. På denne tid forelå Store K i 113. ud­ga­ve, fyldte 79 bind, og kaldtes of­test SK113. Alle SK-udgaver var rets­gyl­di­ge, men den se­ne­ste hav­de før­ste­ret. Var et emne ubehandlet i til døm­me SK113, men behandlet i til dømme SK8, kun­ne den giv­ne SK8-be­stem­mel­se sta­dig gøres gæl­d­en­de – det være i en træt­te, en ting­sag, en vold­gifts­rets­sag el­ler andre sam­men­hæn­ge.

Grundet Glamsels fråds i hu var der in­gen, der vidste, hvad K’et i Store K stod for. Nogle mente, det måtte væ­re ‘kyn­del­ser’, andre at det henviste til ‘kællingens blusel’. En lærdinde fra Selskabet for Kælsk Old­kyn­dig­hed forfægtede den hypotese, at K’et kunne være en ældgammel rest fra sagntiden, hvor et hel­lig­skrift skal have hed­det Karnov.

Udover feminismen stod bom­ulds­dyrk­nin­g­en og bom­ulds­for­ar­bejd­nin­g­en stærkt. Den Kejserindelige Bom­ulds­tek­ni­s­ke Stif­tel­se, kort Bom, var den næststørste og næst­for­nem­ste på Det Kejserindelige Ki­ni­ver­si­tet. Da kællæren var sær­lig op­ta­get af sprog og tankesæt, gaves ord­bogs­ar­bej­de for­rang, hvor­for Den Kejserindelige Lek­si­ko­gra­fi­s­ke Stif­tel­se nød stor veneration. Ar­bej­det på Ordbog over det kælske sprog hav­de nu stået på i 173 år, var nået til bind 33, hæfte 9, til og med ord­bogs­ar­tik­len “kus­se­vin­ge” (‘et af de to kødudvækster inden for kus­se­lap­per­ne’) og dermed omtrent halv­vejs igen­nem alfabetet. Naturligvis var der blevet lavet ord­bø­ger før, særlig kendt og vellidt var Kæl­spro­g­ets ordbog i 81 bind ud­gi­vet under Kej­ser­in­de Runapat II.s op­drag ni slægt­in­de­led inden.

På både Fem, Bom, Det Kejserindelige Strikkeselskab, Det Ortografiske Nævn, Den Kejserindelige Lek­si­ko­gra­fi­s­ke Stif­tel­se, Det Kejserindelige Kartografiske Sel­skab samt andetsteds udfoldedes ofte en liv­lig debat om stort og småt.

Et af de tilbagevendende stridsemner var Malrigets og Intrigets fordum tilvær. For­ta­ler­ne mente, det kunne væ­re nyttigt, om de to riger vitterlig havde fandtes, thi da kunne den herskende mal­ku­el­se – mal­lin­ge­un­d­er­ku­el­sen ved kællingehånd – ret­fær­dig­gøres i fuldt snur, ef­ter­som det utvivstsomt kunne antages, at kællingen i hine tider havde været under åg omtrent som hesten og oksen siden forhistorisk tid. Fortalernes regressive fløj mente til­li­ge, at kin burde hævde Malrigets og Intrigets for­dum til­vær sagens sandfærdighed uag­tet.

Modstanderinderne indvendte, at kin med slige ord vil­le ind­røm­me, at kællingen en­gang havde været under åg, noget, der ik­ke alene var skamfuldt og uværdigt for den enkelte, men samtidig vanærede Kæl­riget som hel­hed. “Se blot på, hvordan vi håndterer mal­lin­ger­ne! Og så skal vi er­ken­de samt kynde, at vi engang selv sted­tes i sølet? Hvem efterspørger en ret­fær­dig­gø­rel­se af kæl­lin­g­ens om­gang med ok­se eller hest? Ingen! Hvor­for så ret­fær­dig­gø­re malgangen? Vi holder svin og får, så at vi kan spise, og mallinger, så at vi kan have ar­bejds­kraft. Hvordan kunne det væ­re anderledes?” – lød en modstanderindes indvending.

Et andet tilbagevendende stridsemne var ordet “mo­der­ka­ge”. Sprog­re­form­ist­in­der­ne fandt det lidet flat­te­ren­de grun­det “­ka­ge”-delen og foreslog skellige af­løs­nings­ord; mest yndet blandt lærdinder var “mæk” sam­men­truk­ket af “mo­der­ud­træk”, men det vandt aldrig ud­bre­del­se i almenheden. Et andet udskældt ord var “fis­si­lin­ke” (‘utug­tig kæl­ling’). Ordets ulidt­hed skyld­tes dels i-lyden i mid­ten, dels det ob­sku­re andetled “lin­ke”, som næ­s­ten ingen læn­ger kendte tyden af. Nog­le lær­d­in­d­er frem­før­te, at “linke” tød ‘hin­ke’ eller ‘halte’, men ing­en gav agt derpå.

Det var ikke ualmindeligt, at rets­lær­din­der blandede sig i sproglærdinders disput. Således gjorde de engang under et stor­mø­de fælles sag og fremførte, at “fis­si­lin­ke” egent­lig var et kivspirende ord, der burde forlises på glem­sels skær. Hen­sigts­tjen­li­ge­re var det, særlig når straf­ud­må­lin­g­en toges i betragtning, om kin i ste­det sø­sat­te ordene “fis­si­kællin­ke” og “fis­si­mallin­ke”, thi af dem fremgik entydigt, om den utug­ti­ge hav­de stupreret en kæl­ling eller en mal­ling.

Mallingerne brugtes også i avlsøjemed. Thi mallinger var stærkere og mere ad­ræt­te end kællinger. Når stor­ken kom fly­ven­de med afkom, skulle den snarligst fan­ges, ellers åd den sin last. Kællingerne evnede ej at fan­ge den. At udvikle fangstværktøj viste sig gen­stri­digt. Det Kejserindelige Strik­ke­sel­skab havde rig­tig­nok spun­det, knyttet og strikket skellige masker, net og garn, men in­den dagen oprandt, hvor de skulle tages i brug, havde den ene eller anden myndighed nået at ud­ste­de et for­bud: Det ville ende med stor­ke­fald og af­koms­brist, hed det; langt nemmere, langt sik­re­re, at bru­ge mal­lin­g­er. Mallingerne el­ske­de at fange storke. Som følge af en med­født drift og til­bø­je­lig­hed var de yder­me­re bav­sen­de gode til det.

Det spæde afkom kaldtes “gnalling”; se­ne­re “billing”, der­som det var malsk, eller “kil­ling” (dialektalt også “kæl­lung”), så­fremt det var kælsk. Straks efter fangst­en fragtedes de malske gnal­lin­g­er til Det Kej­ser­in­d­e­li­ge Malstutteri, hvor kyndige kæl­lin­g­er besørgede deres opdræt. Efter nogle år vurderede kin af­kom­mets ad­færd; kløgt, årvågenhed, nys­ger­rig­hed og slige egen­ska­ber lønnedes i reglen med af­liv­ning. Visse sådanne gnallinger gemtes dog, thi de brugtes efter nogen vækst i kælsk­af­koms­øje­med. Erfaringen havde vist, at når den storkefangende malling var snild, blev af­kom­met det også.

Fissefagteri – sådan kaldtes uanstændig ad­færd kæl­lin­g­er og mal­lin­g­er imellem – nid­stir­re­des, men forekom kun sjæl­dent. Fri­bløderi nød til gengæld højagtelse i sam­fun­dets alle lag. Desårsag friblødte den sted­se her­sken­de kejserinde året rundt. Rigs­me­ster­ska­bet i fri­blød­ning af­holdt hvert jævndøgn var altid en stor be­gi­ven­hed og malsides deltagelse på­kræ­vet.

Det var svært at sige, hvad mallingerne fik ud af skuet. Thi de havde ingen forstand. Mangen malling syn­tes at gi­ve ud­tryk for medfølelse; de troede vel, at kæl­lin­g­er­ne var ska­delidte, siden de blødte.

Rundt om Kælriget byggedes Kælmuren. Den skulle vær­ne rigets indvånere mod det ukendte; ingen vidste, hvad det ukend­te var, thi det var ukendt. Til murens op­fø­rel­se brugte kin mallinger, da disse var fer­me til at løfte stenblokke.

En dag hænd­te det, at en bil­ling, mens hor­den drog til­ba­ge til lejren efter endt arbejdsdag, blev væk fra sine fæller. Ef­ter­som mal­lin­ger­ne var et sejlivet pak, kun­ne de vandre må­neds­vis uden mad og drik­ke, ligesom de kunne tåle barskt vejr, sot samt anden trængsel og ulyk­ke.

Skønt nysgerrighed ikke opelskedes hos billinger, hav­de en sådan tilbøjelighed hos just denne purk gemt sig så dybt i hu, at den uopdaget kunne vente på en dag at kom­me til sin ret. Kælmuren var langt­fra fær­dig. Bil­lin­g­en vandrede således ud af Kæl­ri­get et sted, hvor der ingen mur var, og stod snart foran Stor­sko­v­en. Den­ne var større end Kælriget selv; in­g­en vid­s­te, hvor langt den rakte. Det Kejserindelige Kar­to­gra­fi­s­ke Sel­skab var endnu ikke nået til uden­rigs­om­rå­der­nes kort­læg­nin­g­, de var stadig i gang med at udarbejde det sto­re rigskort, Kælkortet, i stør­rel­ses­for­hol­d­et et til et.

Efter nogle måneders vandring nåede billingen frem til en gigantisk afgrund. Verdenshavet udfoldede sig foran ham i al sin ophøjede, uudgrundelige, lumskvældske stor­hed. Ufor­stan­dig endskønt nys­ger­rig, som han var, fat­te­de pur­ken ej, at det var Ustands le­je, der med sine tunge bølger du­ve­de under brin­ken. Ustand var blind, men havde en uovertræffelig lug­te­sans. I eet nu spær­re­des udsigten til himlen. Ustand var styrtet op af dy­bet. Han slugte bil­lin­g­en, tog fært af de udskilte dun­st­er, purken havde efterladt under sin vand­ring, og nåede ad den vej frem til den fortæredes hjem­stavn; noget, han ald­rig tid­li­ge­re var bleven undt, da ingen no­gen­sin­de før havde vand­ret i de egne. Ha­ven­de fun­det Kæl­riget slugte Ustand det i een mund­fuld. Thi hans sult var uen­de­lig stor.