Kællingevældet

Et satirisk emalcipationseventyr for voksne og børn.

Af Laurids-Leander Paulsen

I hine tider blomstrede Kælriget. Kæl­lin­ger­nes rige. Og ved Kejserinde Kunigunde XI.s nåde ligesom un­der alle tidligere her­sker­in­der øvedes den eneste san­de styre­form: kællingevældet også kaldet kæl­le­væl­det. In­gen huskede længer, hvad Kæl­riget fordum havde hed­det; hvad der hav­de fandtes i dets sted. Det gamle Int­ri­ge og det endnu ældre Malrige var begge gledet over i sagnhistorien. Nogle mallinger ville måske have ment, at dette skyldtes Glam­sel; de kunne imidlertid ik­ke tæn­ke tan­ken, thi gennem år­tu­sin­ders opdræt var de­res forstand blevet vredet ud af dem sam­men med sy­ge­lig­heds­an­læg og andre kælsides uøn­ske­de egen­ska­ber. Des­år­sag var mallingerne kællingernes slaver.

 

Glamsel var et udyr, der sagdes at plage det in­den­rigs, mens Ustand, et an­det uhy­re, hærgede de udenrigs sko­ve og fjelde. In­gen hav­de nogensinde set dem. Det sag­des, at Glam­sel var liden som en ganflue og fråd­se­de hu, mens Ustand, stort som ver­dens­ha­vet, slug­te riger. Mal­lin­g­er­ne fryg­te­de begge og ville nok have ment, hav­de de haft for­stand, at det ret set var de tvende bæs­ter, der her­ske­de i land­ene. Kællingerne næg­te­de imid­ler­tid at an­er­ken­de uvæsenernes tilvær; sligt var dun­kel overtro og ­vrøvl­ag­tig mallingsk u­for­stand eller mal­stand, mente de.

Kællingerne hyldede et princip, de kaldte ustand, hvis beskaffenhed, hævdede de hård­nak­ket, intet havde med over­tro­ens Ustand at gøre. Det ene hidrørte fra et æld­gam­melt kælsk dogme, hvis stræv gjaldt åndens be­tvin­gel­se, det andet udsprang af he­den­oldsk maltro. Tal­ri­ge filologinder hav­de ad flere omgange påvist, at grund­for­men “ustn” var mindst to tusinde år gammel, og at den tyd, der kom til udtryk i “ustand”, måtte være blevet ud­spal­tet for mere end tusind år sid­en. Om­trent samme alder tildeltes det semantiske ind­hold i “Ustand”. I fordum tid havde de to ord­ væ­ret skre­vet på skellig vis, til dømme: ‹[ú/Ú]stahn›, ‹[ū/Ū]stahn›, ‹[ú/Ú]stann›, ‹[ū/Ū]stann›, ‹[u/U]sten›, ‹[u/U]zten›, ‹[u/U]stān› og ‹[u/U]ztān›. Hvor­dan form­sam­men­fal­det var kommet i stand, sås ellers bort fra det fælles op­hav, kun­ne fi­lo­log­in­der­ne ej nå til enighed om. En nav­ne­reform var flere gan­ge ble­vet foreslået: Ov­er­kæn­cel­li­et, Det Orto­gra­fi­s­ke Nævn, Kæl­arvs­sty­rel­sen og Den Kejserindelige Lek­si­ko­gra­fi­s­ke Stif­tel­se fast­holdt imid­ler­tid, at sligt grænsede til hel­lig­brø­de, thi ord­et “ustand” var fredet. Og hvad “Ustand” angik: Et forbud mod ordets anvendelse på skrift kunne ikke kom­me på tale, al den stund kælsk “ustand” jævnlig skul­le skri­ves med stort be­gyn­d­el­ses­bog­stav; til døm­me når det stod først i en sætning. At fast­sæt­te skri­ve­må­den til “Ustan” var ej mu­ligt heller, da det var nav­net på Kæl­pa­lad­set, hvor den sted­se re­ge­ren­de kej­ser­in­de re­si­de­re­de. Det Ortografiske Nævn hav­de rig­tig­nok allerede under Kejserinde Bryn­hil­de II. fastsat skri­ve­må­den ‹Uztān› for “Ustand”, alligevel sneg den hævd­vund­ne – officielt fejlskrevne – form sig gang på gang forbi skriftlærdindernes skarpe blik og straffedes da med mulkt for efterladenhed i embedspligter.

Et andet prin­cip, kæl­lin­ge­væl­det hyl­de­de, søgte at ind­fat­te begrebet unuft, der reg­ne­des for en bærende søjle i fe­mi­ni­s­tisk lær­dom.

Beg­ge dok­tri­ner var så ind­vik­le­de, at næp­pe mere end en hånd­fuld lær­din­der var i stand til at udre­de dem.

Den kælske lære også kaldet kæl­lin­ge­læ­ren eller kæl­læ­ren forvaltedes af rigets Over­kæn­cel­li og dyr­ke­des ivrigt på ki­ni­ver­si­te­ter­ne; især på Den Kejserindelige Fe­mi­ni­s­ti­s­ke Stif­tel­se, kort Fem, der var arnested, midt­punkt samt driv­kraft for al kælsk kundskab og viden­hed. Den tæ­re­de da også en uforholdsmæssig stor del af stats­mid­ler­ne og var des grund til ren­te­kam­mer­me­ster­in­d­ens evige ho­ved­pi­ne.

Kællæren prædikedes på alle rigets skoler alle dage år­et rundt fra årle morgen til sil­de eftermiddag og ved­rør­te alle livets for­hold. Den syntes dog at være sær­lig op­ta­get af især sprog, adfærd og tankesæt. Een læ­re­sæt­ning handlede om den lykke, der i old­tids­da­ge­ne til­dro­g­es alle kællinger og mallinger, dengang Kæl­ri­get grund­lag­des til det gamle Intriges og det endnu æl­d­re Mal­riges fordel. En anden læresætning hand­le­de om, at man aldrig måtte sige eller skrive “man”, men i stedet “kin”, som var den seneste normkorrekte form fast­sat af Det Or­to­gra­fi­s­ke Nævn. I gam­mel tid havde det hed­det “kvijnd” og se­ne­re “kvind”, men både d- og v-lyden var med tiden faldet bort ved så­kaldt svæk­kel­se (dialektalt forekom dog stadig “kvijn”, “kvin”, “kven” og “kvejn”). En tredje læ­re­sæt­ning bød, at kin ald­rig måtte sige el­ler skrive “mallinger og kæl­lin­g­er”, men i stedet “kæl­lin­ger og mallinger”, thi først­nævn­te skulle altid stå først.

Siden Kejserinde Bryn­hil­de III.s styre hav­de det været strafbart at be­gyn­de en sæt­ning med ordet “malling”, hvil­ket voldte gen­vor­dig­he­der til dømme i tekster, der ude­luk­ken­de ved­rør­te mallingske sager, såkaldte mal­sager.

Det var ligeledes forbudt i hvervs­be­teg­nel­ser at und­la­de kæl­mal­mar­ke­ring. Således ansås til dømme ordet “slag­ter” for både vrangt og ubrugeligt, i stedet skulle bru­ges enten “slag­ter­mal­ling” eller “slag­ter­kæl­ling” af­hæn­gigt af det re­fe­re­re­de. Sær­lig yndede var former, der endte på “-in­de” samt “-ske”; til dømme “råds­her­rin­de”, “slag­ter­in­de”, “kro­er­ske” og “kvæ­ler­ske”. Un­der­ti­den kon­kur­re­re­de de to: til døm­me “bor­ger­in­de”, “dig­ter­in­de” med “bor­ger­ske”, “dig­ter­ske”. Puristerne henled jævn­lig opmærksomheden på stadig ek­si­ste­ren­de old­mal­ske islæt i det kælske sprog, til døm­me det midt­stå­en­de “-er-” i “slag­ter­in­de”, som de mente burde sløj­fes, så at det hed­ “slag­tin­de”; men deres stræb bar kun sted­vis frugt.

Alle læresætninger, liste over hvervs­be­teg­nel­ser samt me­get andet var nedfældede i bogen Store K, som hav­de status af en art hånd­fæst­ning, lovsamling med kom­men­ta­r­er og Bibel i eet. Store K revideredes re­gel­mæs­sigt i Ov­er­kæn­cel­li­ets regi under selveste ma­je­stæ­tens, senest Ku­ni­gun­de XI.s, tilsyn. På denne tid forelå Store K i 113. ud­ga­ve, fyldte 79 bind, og kaldtes of­test SK113. Alle SK-udgaver var rets­gyl­di­ge, men den se­ne­ste hav­de før­ste­ret. Var et emne ubehandlet i til døm­me SK113, men behandlet i til dømme SK8, kun­ne den giv­ne SK8-be­stem­mel­se sta­dig gøres gæl­d­en­de – det være i en træt­te, en ting­sag, en vold­gifts­rets­sag el­ler andre sam­men­hæn­ge.

Grundet Glamsels fråds i hu var der in­gen, der vidste, hvad K’et i Store K stod for. Nogle mente, det måtte væ­re ‘kyn­del­ser’, andre at det henviste til ‘kællingens blusel’. En lærdinde fra Selskabet for Kælsk Old­kyn­dig­hed forfægtede den hypotese, at K’et kunne være en ældgammel rest fra sagntiden, hvor et hel­lig­skrift skal have hed­det Karnov.

Udover feminismen stod bom­ulds­dyrk­nin­g­en og bom­ulds­for­ar­bejd­nin­g­en stærkt. Den Kejserindelige Bom­ulds­tek­ni­s­ke Stif­tel­se, kort Bom, var den næststørste og næst­for­nem­ste på Det Kejserindelige Ki­ni­ver­si­tet. Da kællæren var sær­lig op­ta­get af sprog og tankesæt, gaves ord­bogs­ar­bej­de for­rang, hvor­for Den Kejserindelige Lek­si­ko­gra­fi­s­ke Stif­tel­se nød stor veneration. Ar­bej­det på Ordbog over det kælske sprog hav­de nu stået på i 173 år, var nået til bind 33, hæfte 9, til og med ord­bogs­ar­tik­len “kus­se­vin­ge” (‘et af de to kødudvækster inden for kus­se­lap­per­ne’) og dermed omtrent halv­vejs igen­nem alfabetet. Naturligvis var der blevet lavet ord­bø­ger før, særlig kendt og vellidt var Kæl­spro­g­ets ordbog i 81 bind ud­gi­vet under Kej­ser­in­de Runapat II.s op­drag ni slægt­in­de­led inden.

På både Fem, Bom, Det Kejserindelige Strikkeselskab, Det Ortografiske Nævn, Den Kejserindelige Lek­si­ko­gra­fi­s­ke Stif­tel­se, Det Kejserindelige Kartografiske Sel­skab samt andetsteds udfoldedes ofte en liv­lig debat om stort og småt.

Et af de tilbagevendende stridsemner var Malrigets og Intrigets fordum tilvær. For­ta­ler­ne mente, det kunne væ­re nyttigt, om de to riger vitterlig havde fandtes, thi da kunne den herskende mal­ku­el­se – mal­lin­ge­un­d­er­ku­el­sen ved kællingehånd – ret­fær­dig­gøres i fuldt snur, ef­ter­som det utvivstsomt kunne antages, at kællingen i hine tider havde været under åg omtrent som hesten og oksen siden forhistorisk tid. Fortalernes regressive fløj mente til­li­ge, at kin burde hævde Malrigets og Intrigets for­dum til­vær sagens sandfærdighed uag­tet.

Modstanderinderne indvendte, at kin med slige ord vil­le ind­røm­me, at kællingen en­gang havde været under åg, noget, der ik­ke alene var skamfuldt og uværdigt for den enkelte, men samtidig vanærede Kæl­riget som hel­hed. “Se blot på, hvordan vi håndterer mal­lin­ger­ne! Og så skal vi er­ken­de samt kynde, at vi engang selv sted­tes i sølet? Hvem efterspørger en ret­fær­dig­gø­rel­se af kæl­lin­g­ens om­gang med ok­se eller hest? Ingen! Hvor­for så ret­fær­dig­gø­re malgangen? Vi holder svin og får, så at vi kan spise, og mallinger, så at vi kan have ar­bejds­kraft. Hvordan kunne det væ­re anderledes?” – lød en modstanderindes indvending.

Et andet tilbagevendende stridsemne var ordet “mo­der­ka­ge”. Sprog­re­form­ist­in­der­ne fandt det lidet flat­te­ren­de grun­det “­ka­ge”-delen og foreslog skellige af­løs­nings­ord; mest yndet blandt lærdinder var “mæk” sam­men­truk­ket af “mo­der­ud­træk”, men det vandt aldrig ud­bre­del­se i almenheden. Et andet udskældt ord var “fis­si­lin­ke” (‘utug­tig kæl­ling’). Ordets ulidt­hed skyld­tes dels i-lyden i mid­ten, dels det ob­sku­re andetled “lin­ke”, som næ­s­ten ingen læn­ger kendte tyden af. Nog­le lær­d­in­d­er frem­før­te, at “linke” tød ‘hin­ke’ eller ‘halte’, men ing­en gav agt derpå.

Det var ikke ualmindeligt, at rets­lær­din­der blandede sig i sproglærdinders disput. Således gjorde de engang under et stor­mø­de fælles sag og fremførte, at “fis­si­lin­ke” egent­lig var et kivspirende ord, der burde forlises på glem­sels skær. Hen­sigts­tjen­li­ge­re var det, særlig når straf­ud­må­lin­g­en toges i betragtning, om kin i ste­det sø­sat­te ordene “fis­si­kællin­ke” og “fis­si­mallin­ke”, thi af dem fremgik entydigt, om den utug­ti­ge hav­de stupreret en kæl­ling eller en mal­ling.

Mallingerne brugtes også i avlsøjemed. Thi mallinger var stærkere og mere ad­ræt­te end kællinger. Når stor­ken kom fly­ven­de med afkom, skulle den snarligst fan­ges, ellers åd den sin last. Kællingerne evnede ej at fan­ge den. At udvikle fangstværktøj viste sig gen­stri­digt. Det Kejserindelige Strik­ke­sel­skab havde rig­tig­nok spun­det, knyttet og strikket skellige masker, net og garn, men in­den dagen oprandt, hvor de skulle tages i brug, havde den ene eller anden myndighed nået at ud­ste­de et for­bud: Det ville ende med stor­ke­fald og af­koms­brist, hed det; langt nemmere, langt sik­re­re, at bru­ge mal­lin­g­er. Mallingerne el­ske­de at fange storke. Som følge af en med­født drift og til­bø­je­lig­hed var de yder­me­re bav­sen­de gode til det.

Det spæde afkom kaldtes “gnalling”; se­ne­re “billing”, der­som det var malsk, eller “kil­ling” (dialektalt også “kæl­lung”), så­fremt det var kælsk. Straks efter fangst­en fragtedes de malske gnal­lin­g­er til Det Kej­ser­in­d­e­li­ge Malstutteri, hvor kyndige kæl­lin­g­er besørgede deres opdræt. Efter nogle år vurderede kin af­kom­mets ad­færd; kløgt, årvågenhed, nys­ger­rig­hed og slige egen­ska­ber lønnedes i reglen med af­liv­ning. Visse sådanne gnallinger gemtes dog, thi de brugtes efter nogen vækst i kælsk­af­koms­øje­med. Erfaringen havde vist, at når den storkefangende malling var snild, blev af­kom­met det også.

Fissefagteri – sådan kaldtes uanstændig ad­færd kæl­lin­g­er og mal­lin­g­er imellem – nid­stir­re­des, men forekom kun sjæl­dent. Fri­bløderi nød til gengæld højagtelse i sam­fun­dets alle lag. Desårsag friblødte den sted­se her­sken­de kejserinde året rundt. Rigs­me­ster­ska­bet i fri­blød­ning af­holdt hvert jævndøgn var altid en stor be­gi­ven­hed og malsides deltagelse på­kræ­vet.

Det var svært at sige, hvad mallingerne fik ud af skuet. Thi de havde ingen forstand. Mangen malling syn­tes at gi­ve ud­tryk for medfølelse; de troede vel, at kæl­lin­g­er­ne var ska­delidte, siden de blødte.

Rundt om Kælriget byggedes Kælmuren. Den skulle vær­ne rigets indvånere mod det ukendte; ingen vidste, hvad det ukend­te var, thi det var ukendt. Til murens op­fø­rel­se brugte kin mallinger, da disse var fer­me til at løfte stenblokke.

En dag hænd­te det, at en bil­ling, mens hor­den drog til­ba­ge til lejren efter endt arbejdsdag, blev væk fra sine fæller. Ef­ter­som mal­lin­ger­ne var et sejlivet pak, kun­ne de vandre må­neds­vis uden mad og drik­ke, ligesom de kunne tåle barskt vejr, sot samt anden trængsel og ulyk­ke.

Skønt nysgerrighed ikke opelskedes hos billinger, hav­de en sådan tilbøjelighed hos just denne purk gemt sig så dybt i hu, at den uopdaget kunne vente på en dag at kom­me til sin ret. Kælmuren var langt­fra fær­dig. Bil­lin­g­en vandrede således ud af Kæl­ri­get et sted, hvor der ingen mur var, og stod snart foran Stor­sko­v­en. Den­ne var større end Kælriget selv; in­g­en vid­s­te, hvor langt den rakte. Det Kejserindelige Kar­to­gra­fi­s­ke Sel­skab var endnu ikke nået til uden­rigs­om­rå­der­nes kort­læg­nin­g­, de var stadig i gang med at udarbejde det sto­re rigskort, Kælkortet, i stør­rel­ses­for­hol­d­et et til et.

Efter nogle måneders vandring nåede billingen frem til en gigantisk afgrund. Verdenshavet udfoldede sig foran ham i al sin ophøjede, uudgrundelige, lumskvældske stor­hed. Ufor­stan­dig endskønt nys­ger­rig, som han var, fat­te­de pur­ken ej, at det var Ustands le­je, der med sine tunge bølger du­ve­de under brin­ken. Ustand var blind, men havde en uovertræffelig lug­te­sans. I eet nu spær­re­des udsigten til himlen. Ustand var styrtet op af dy­bet. Han slugte bil­lin­g­en, tog fært af de udskilte dun­st­er, purken havde efterladt under sin vand­ring, og nåede ad den vej frem til den fortæredes hjem­stavn; noget, han ald­rig tid­li­ge­re var bleven undt, da ingen no­gen­sin­de før havde vand­ret i de egne. Ha­ven­de fun­det Kæl­riget slugte Ustand det i een mund­fuld. Thi hans sult var uen­de­lig stor.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!