Film: Passengers

2. januar 2017
5 minutters læsetid

Det kæmpemæssige superrumskib Avalon rejser med lysest hastighed igennem det uendelige verdensrum. Ombord er mere end 5000 passagerer, der er på vej til et nyt liv på drømmeplaneten Homestead II. Selv med lysets hastighed tager rejsen 120 år; og det er derfor nødvendigt at lægge passagererne i dvale i nogle dertil indrettede dvalekampsler. Ellers er de jo døde længe før, Avalon kommer frem. Og der er jo ingen mening i at starte et nyt eventyrliv, hvis man er død ved ankomsten. Avalon er sat på automatpilot og styres af en computer hele vejen mod Homestead II.

Filmen starter med, at passageren Chris vågner af sin dvale. Rumskibets venlige og imødekommende computer tager i mod ham i kvindegestalt og fortæller ham, at han netop er vågnet af sin dvale og klar til at begynde et nyt og bedre liv på Homestead II. Proklamationen ”A new life awaits you in the Off-world colonies! A chance to begin again in a golden land of opportunity and adventure!” fra Ridley Scotts Blade Runner (1982) klinger unægteligt i baghovedet. Men det viser sig at være en falsk melodi. For panikken breder sig hos Chris, da han opdager, at han er den eneste på Avalon, der er vågnet af sin dvale. Og hvad værre er, så er der stadig 90 år tilbage af rejsen til Homestead II.

Chris forsøger forgæves at fortælle skibets computer, at der er sket en fejl, og at han er vågnet for tidligt. Men skibets computer – altid venlig og imødekommende og ”happy to help” – fortæller ham, at der umuligt kan være sket en fejl. Dvalekampsler er aldrig tidligere sviget på de titusindvis af rumrejser, som menneskeheden har foretaget; og der er intet, der tyder på, at der skulle være sket nogen fejl. Det må være Chris, der har misforstået et eller andet. Instruktøren, norske Morten Tyldun, låner eller citerer her fra Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968), hvor supercomputeren HAL også er blevet opflasket med egen ufejlbarlighed og derfor ser menneskene som problemet, når den vitterligt begår fejl. Chris’ næste træk er at prøve at kontakte rederiets nødlinje på jorden, men det tager omkring tyve år for en besked at nå frem. Svar kan først forventes efter godt halvtreds år. Og en sidste ting: Det er ikke muligt at gå tilbage i dvalekapslen, når man først er vækket.

Herefter er der ikke andet at gøre end at få det bedste ud af årene. Og her synes mulighederne optimale. Avalon har nemlig – som skibets navn slet skjult antyder – al den luksuriøse dekadence, som man kan tænke sig i form af blandt andet natklubber, shoppingcentre, barer restauranter, træningscentre, biografer og en svømmepøl, hvor man kan svømme med universitets uendelige intethed over og under sig og meget mere. Det hele fuldt automatiseret af robotter, der altid er venlige, imødekommende og ”happy to help”. Bartenderandroiden Arthur forstår alle dine problemer og bekræfter dig i, at alle dine ideer og planer er fantastiske for så i det næste øjeblik blot at bekræfte dig i det stik modsatte. Altid ”happy to help”. Men som enhver anden god og omsorgsfuld ”mor”, sørger rumskibet for, at du ikke kommer til skade. Avalon sørger således for, at du ikke drikker for meget og ikke ødelægger noget. Stakkels Chris kan ikke engang smadre en flaske mod rumskibets stålgulve i frustration. Efter cirka et års udskejelser pakket ind i vat begynder frustrationen, ensomheden og tomheden at nage Chris i en sådan grad, at han forgæves forsøger selvmord.

Efter længere tids overvejelser og moralske skrupler beslutter den desperate mand sig for at vække en af sine medpassager for at have nogle at tale med. Efter at have gennemgået passagerlisterne udser han sig en smuk, kvindelig forfatter med det symbolske navn Aurora. Missionen lykkedes, og snart har Chris en medpassager af det stof, som drømme er gjort af.

Men herefter går det galt. Alt er nemlig ikke helt som det ser ud til på det gode skib Avalon; og snart viser det sig ikke helt overraskende, at vores to mennesker er havnet på et intergalaktisk Titanic, der ligesom virkelighedens ditto kommer til at fremstå som en symbolsk og mytologisk straf til menneskene for modernitetens grænseløse hybris og dekadence.

Jeg ville meget gerne elske Passengers. Filmen har vitterligt materiale, ideer og stof nok til at kunne blive en af de bedste science fiction-film i årtier. Filmen rejser flere spørgsmål, end jeg overhovedet kan nå at nævne her: Først og fremmest er der spørgsmålet om det moderne livs singlekultur, hvor mange aktivt vælge familielivet fra og om det det kan gøre en lykkelig. Den rejser som mange andre science fiction-film før den spørgsmålet om vores forhold til maskiner, teknologi og kunstig intelligens. Den stiller spørgsmålstegn ved, om et overflodsliv, hvor du ikke skal gøre noget som helst selv, men blot lade dig varte op (hvad enten det så er af velfærdsstaten eller andet) i virkeligheden er værd at leve. Den rejser det moralske dilemma, der opstår, når Chris desperat vækker Aurora, fordi han er ensom, men giver pokker i, at han dermed ødelægger hendes fremtidige eventyrliv. Og hvordan ville du egentlig selv leve dit liv, hvis du var Adam og kunne få lige præcis den drømmepige til Eva, som du ønskede dig, og kunne leve et liv, der vitterligt var uden begrænsninger, og hvor din eneste bekymring var, hvilke af universets uendelige fornøjelser, du skulle forkæle hende med? For blot at nævne nogle få af filmens temaer!

Desværre er det hele forløst pinligt uelegant. Filmen funger intet mindre end fremragende, hvor Chris vågner op og langsomt finder ud af, at han er meget alene i verdensrummet og går rundt i de endeløse gange i det (meget) store rumskib og forsøger at finde mening med tilværelsen. Her minder filmen noget om Kubricks The Shining (1980), hvor hovedpersonerne også begiver sig rundt i lange gange på det øde Overlook Hotel. Ensomheden i den overdådige overflod og det endnu mere uendelige univers skildres glimrende i al sin tragikomiske alvor.

Derimod fungere filmen noget dårligere i den anden del, hvor Aurora vækkes. For der gøres stort set intet ud af de to personer, når man tænker på, hvilke samtaler, de kunne have ført: Hvad får i det hele taget et mennesker til at forlade jorden for at starte et nyt liv 120 år ude i fremtiden? Når du når frem, er alle du kender og har elsket jo borte! Og det samme gælder dem, som kender og elsker dig. Hvis der altså har været sådanne tilbage på jorden? Forlader vores Adam og Eva jorden af bitter nødvendighed? Er det en flugt? Er det en søgen efter mening? Eller er det ren narcissisme og jagten på noget, der kan slukke menneskets grænseløse begær, der forårsager den lange rejse til en ny klode, man så kan forurene og konsumere? Filmen berører kun spørgsmålet overfladisk, selvom nye og spændende historier ligger så snublende nær, at de næsten kunne have fortalt sig selv! Alt for overfladisk. Det samme gælder det stort anlagte, følelsesmæssige spændingsfelt, der eksisterer mellem Chris og Aurora, fordi han har vækket hende af tornerosesøvnen uden hendes viden. Vi får at vide, at han har overvejet dette længe, men der gøres alt for lidt ud af at skildre denne dimension. Derimod bruges der alt for meget tid på platheder og tomme samtaler med robotbartenderen Arthur, hvis manglende situationsfornemmelse skal være filmens komiske indslag.

Filmens tredje og sidste del er en hæsblæsende actiondel og en decideret skandale, der fuldstændig ødelægger den poetiske skønhed, der kunne have gjort filmen uforglemmelig, og jeg vil ikke engang nævne denne del mere. De øvrige temaer, jeg nævner ovenfor gøres der intet ud af. En film der kunne have været så meget, ender derfor med at blive en oplevelse, der kun hæver sig lidt over det middelmådige. Skuffelsen er derfor dobbelt. 6/10

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside