Det identitetspolitiske højre er venstrefløjens skygge

Af Christian Egander Skov

Alt-right, identitarianisme, højreradikalisme, racisme og tribalisme. Det er mange gespenster, der vælter ud af skabene for at gøre livet usikkert og skabe almindelig uro. Ja, et spøgelse drager gennem Vesten, men denne gang er det ikke – siger de kloge – kommunismens men højrepopulismens spøgelse.

Og vi skal tage det alvorligt, for det er alvor.

Men hvor kommer alt den identitetspolitik egentlig fra? Selv hvis vi kan blive enige om, at identitetspolitikken er et problem, så er det interessante spørgsmål vel, hvorfor identitet nu er blevet den måske væsentligste politiske og ideologiske kampplads?

Og svaret er måske enkelt. For er det ikke netop venstrefløjen – og siden også store dele af centrumvenstre – der først har trukket blankt og efter Den Kolde Krigs afslutning – og venstrefløjens ideologiske sammenbrud – har forsøgt at overleve på at mobilisere minoriteter og særinteresser mod den borgerlige orden?

Obamas identitetspolitik

Det nylige valg af Donald Trump som amerikans præsident er et godt udgangspunkt for den overvejelse. For Trumps succes bestod netop i hans evne til at mobilisere hvide arbejder-/ lavere middelklassevælgere og få dem til at opfatte sig agere som en minoritetsgruppe under pres fra majoritetssamfundet. Trump vandt på grund af identitetspolitikken.

Men han opfandt den ikke, og det var ikke ham, der bragte den ind i centrum af den politiske samtale. Det var derimod hans umiddelbare forgænger Barack Obama. For som journalisten Jonathan V. Last har gjort opmærksom på i en artikel om Obamas identitetspolitiske arv, så slog Demokraterne ind på en aggressiv venstreorienteret identitetspolitik under Obama, selvom han oprindelig slog til lyd for at samle landet, begyndte han hurtigt at drive kiler ned gennem befolkningen.

“One of the ironies of Obama’s political career is that he came to prominence by giving a speech smoothing over and minimizing political differences. In his 2004 speech at the Democratic convention in Boston, Obama insisted that, at heart, we Americans are all pretty much alike, holding similar beliefs and wanting the same things for our nation.

But from the moment he was sworn in (literally from that moment—his 2009 Inaugural Address was extraordinarily divisive), President Obama went out of his way to pit groups of Americans against one another.”

Kulturkampen mod traditionelle værdier

Konkret fremhæver Last, hvordan Obama på en række områder gjorde brug af sin magt som præsident til at stramme tommelskruerne på organisationer, institutioner og enkeltpersoner, der ikke delte hans politiske linje.

Det gik ud over religiøst funderede skoler, universiteter og hjælpeorganisationer, der bl.a. blev tvunget til at ansætte folk, der ikke delte deres værdier. Det gik ud over immigrationsmyndigederne, der fik besked på ikke at håndhæve amerikansk lovgivning. De skulle undlade at deportere visse grupper – særligt unge – illegale immigranter. Samtidig gennemtvang Obama – per dekret – en de facto amnesti for 3,5 mio. illegale.

Og så var der naturligvis også de kønsneutrale ægteskaber, som Højesteret fik igennem. Det foranledte Obama til at lade Det Hvide Hus illuminere i alle regnbuens farver, ikke for at vise samling, men for at understrege en gruppes symbolske sejr over en anden. Senest har Obamas administration gennemtvunget kønsneutrale toiletter på offentlige skoler og retten til for ethvert menneske på disse skoler at benytte, hvilket toilet – eller omklædningsrum –  man nu måtte have lyst til. At det kan have oplagte og stærkt problematiske konsekvenser, er uden betydning, når det kommer til at fremme opløsningen af kønspolariteten.

Den identitære stammekrig

Som Last påpeger i sin artikel kan mange af disse tiltag opfattes som opportunisme, et forsøg på at galvanisere den stærke koalition af etniske og seksuelle minoriteter, kvinder og frisindede unge i de store byer, der fik Obama til magten.

Men de mange identitetspolitiske tiltag stikker muligvis dybere og har at gøre med Obamas afsmag for det traditionelle USA og dets værdier. Ligesom Hillary Clinton omtalte Trumps støtter som en “basket of deplorables” gav Obama i 2012 dette billede af indbyggerne i small town America:

” they cling to guns or religion or antipathy toward people who aren’t like them or anti-immigrant sentiment or anti-trade sentiment as a way to explain their frustrations.”

Her definerede Obama de hvide amerikanere i det såkaldte “fly-over-country” som en bagstræberisk gruppe, man allerhøjest kunne have en smule medlidenhed med, men hvis politiske krav ikke måtte tages alvorligt.

Denne gruppe mennesker, traditionelt rygradden i det amerikanske samfund, var hermed placeret uden for den sejrende koalition som modstandere, hvis værdier og virkelighed skulle bekæmpes gennem en identitetspolitik, der ville forvandle USA.

Det er dem, der nu i USA – og alle andre steder – rejser sig i protest mod systemet.

Resultatet er den politiske samtales sammenbrud og en form for identitær stammekrig, som vi nu skal trækkes med i al overskuelig fremtid.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.