Afgørelsens år

Regnen og gråvejret hænger tungt over det lille land med de høje skatter og med de mange offentligt ansatte. Jeg ved det; jeg krydsede landet på tværs fra Kongens København til grænsen mod den store nabo mod syd her selve nytårsdag.

Man gør status ved nytåret, eller rettere: man vil gerne gøre status. Hendes Majestæt, den elskelige, højtagtede nationalhelligdom, talte lidt i øst, lidt i vest. Statsministeren – hvis anseelse synes flosset som aldrig før – vil formentlig gøre det samme. Vi danskere har det med at ville begge dele på en gang og nødigst konflikten. Imødekommenhed, åbenhed, rodfæstethed, respekt for vore traditioner. I et fantastisk land. Ytringsfrihed uden men, men der skal nu ikke meget til, så bliver vi trætte af alt det bøvl og alle de konflikter og al den snak. Så dukker puslingelandet sig lidt i smug, så går det nok, så må andre finde på løsninger; vi lever med en skattestigning på en procent eller to, ikke så få har jo en sort økonomi der kan kompensere for tabet på gyngerne, med en fortabt bydel, med uro efter mørkets frembrud. De fremmede får ret, så får vi ro. Livet skal gå videre siger Hendes Majestæt og viser sig her så sandelig som en samlende figur, der kan sætte ord på hvad folk tænker.

Det tager lang tid før det onde kommer ind i vores stue; før ondskaben kommer den enkelte nær. En ellers ædruelig iagttager fortalte sig i radioen ved middagstid og sagde, at der globalt dør færre ved terrorangreb, før hun tog sig i det. Det lyder rigtignok dumt. Tidens største offer er det offentlige som begreb. Vores offentlige samtale er ikke længere den samme, visse ting kan ikke vises på tvangsfinansieret fjernsyn. Enten henvises der til et journalistisk relevanskriterium, alternativt til den enkeltes sikkerhed, familie og tryghed. Begge henvisninger er redskaber i løgnens tjeneste. Vort offentlige liv bliver i stigende grad heller ikke mere det samme, her går det for alvor stærkt. Betonafspærringer, bevæbnet politi; hvem frygter ikke en lastvogn i en storby efterhånden? Ligevægtige personer forskanser sig de facto i deres hjem, også i en sønderjysk provinsby med 22.000 indbyggere, hvor de fremmede i vid udstrækning har besat midtbyen efter mørkets frembrud og kvitterer med overfald, også på ordensmagten, med røverier, dominanskriminalitet og systematiske rudeknusninger hid og did. De fleste, i praksis alle, er enige om, at det er dog for galt, men hvad gør man? Hvad gør man? En ting er sikker: avisen skriver ikke så gerne om det.

Stem på nogen, der vil gøre noget ved det er blevet en fast løsen for os, der er trætte af simpel snak. Men hvem vil gøre noget ved det? Og hvorfor ser det ud til at tre ud af fire glemmer at stemme på dem, der vil gøre noget ved det? Det mest underlige er at tilliden til det politiske system, politik som teknisk disciplin, synes usvækket. Nogen må kunne gå ind i et teknikrum, trykke på nogle knapper og trække i nogle håndtag, og så sker der noget. Vores folkevalgte vil os jo ikke det ondt, vel? Sådan tror vi det forholder sig; politik og demokrati er i sandhed blevet til trosakter.

Visse vekselvirkninger gør sig stadigt mere gældende. En stigende afmagt fra både vælgerbefolkningen og de folkevalgte, som ingen rigtig vil være ved i den stadigt mere nedbrudte offentlige samtale. Om føje år går det med den, som det gik med den private, vedkommende samtale i 1970’erne. Vi kan vel tale om det blev en fast løsen i Panduros tv-spil og blev det, netop fordi det ikke kunne lade sig gøre. Samtalerne blev aldrig ført til ende og derfor erkendte vi – det offentlige vi – at den mellemmenneskelige relation for alvor tog vand ind på den tid. Spørgsmålet er dog nu, her i 2017, om vi har mistet selve den erkendelsesevne. Om vores mellemmenneskelig relation ikke blot tager vand ind, men reelt set forliser i alle vore misforståelser og ufuldførte samtaler; i vores manglende lyst til at tage fat ved nældens rod.

Det siges at det vigtigste ved et demokrati er illusionen. Fra den ene side af bordet holder man den illusion i live, at vores folkevalgte behersker et uendeligt kompliceret system af føromtalte knapper og håndtag; der kan allerhøjest ske forsinkelser og tekniske vanskeligheder, men på sigt holdes løfterne om harmoni og evig velfærd i live. Vi betaler her regningen for et ældgammelt, måske særligt dansk demokratideal: demokratiet frisætter upolitiske mennesker fra at beskæftige sig med politik og derfor er det repræsentative demokrati så populært. Fra den anden side af bordet holder man den illusion i live, at de folkevalgte, demokratiets agenter, ganske afgjort administrerer og forfiner dette system og efter bedste evne finder brugbare og realistiske løsninger. Det værste majoriteten ved, på begge sider af bordet, er rabulister, konflikter og principfasthed. Vi befinder os i et syntetisk, tilsyneladende selvkorrigerende system, som dog har kurs lige mod isbjerget. Frederick Fleets melding fra udkigstønden kniber det med at dechifrere; senere hen kunne han såmænd dårligt nok beskrive, hvad det var han så. Virkningen kunne alle dog se.

The Titanic sails at dawn / And everybody’s shouting / “Which Side Are You On?” synger den relativt nyslåede nobelprismodtager i sit magnum opus fra 1965. Der befinder vi os. Den ulmende konflikt vil først og fremmest bryde ud indbyrdes mellem de, der har hjemstavnsretten i orden; mellem de, der har noget at miste. Begge sider af bordet – vælgere og folkevalgte – har et årtier gammelt tillidsforhold opsparet, som nu er som revnen i en bils forrude. Denne strukturelle svækkelse kan allerhøjest kamufleres, oftest vil den tiltage og med tiden definitivt komme ud af kontrol. Højre og venstre, folkepartister og sosser, det radikale venstres mange værdipolitiske fløje; alle steder knager og brager det. Muntert er det ikke, og derfor ser 2017 ud til at blive et skrækkeligt år fra nærværende skribents stol. Ikke mindst fordi de fremmede smeder deres rænker, helt uafhængigt af denne ulmende konflikt. Skiftevis som ofre og gerningsmænd. Vores opløsning er deres styrke.

Dog ligger fremtiden, med en parafrase af Johannes Horstmann, foran menneskene, sådan som den altid har gjort, usikker og uafgjort, fyldt med risiko og derved fordring om afgørelse. Afgørelser. Dem kan der nok blive brug for.