Populismen og dens afveje

Populismen lader til at være på fremmarch overalt i den vestlige verden. Men hvad kendetegner den, og hvordan skal vi håndtere den? Idéhistoriskeren Jan-Werner Müller giver sit bud i en ny bog, som peger på vigtigheden af en fortsat demokratisk diskussion, og som Jesper Lundsby Skov her anmelder.

Af Jesper Lundsby Skov

Med Brexit og Donald Trumps valgsejr er 2016 godt på vej til at blive populismens gennembrudsår i Vesten. Noget der måske vil blive cementeret yderligere her den 4. december, hvor Italien holder folkeafstemning om en reform af forfatningen, og befolkningen i Østrig stemmer om, hvem der skal blive landets næste præsident. I begge afstemninger står de etablerede partier til at tabe til, hvad mange betegner som populistiske partier. I Italien er det Beppe Grillos femstjernebevægelse, som leder an i kampagnen for et nej, og i Østrig har Norbert Hofer fra FPÖ haft en snæver føring i den seneste måneds meningsmålinger. Til foråret er der parlamentsvalg i både Frankrig og Holland, hvor to af de mest fremtrædende populister i Europa – Marine Le Pen og Geert Wilders – står til stor vælgerfremgang.

 

Et populistisk tidehverv?

Befinder vi os foran et populistisk tidehverv? I så fald, hvad er populisme egentlig? Det har Jan-Werner Müller undersøgt i en lærd og indsigtsfuld lille bog, som er fremragende oversat af Hans-Jørgen Birkmose. Bogen er først og fremmest et demokratisk forsvarsskrift, der skal tjene som både analyse og advarsel. Den består af tre kapitler samt en mindre sammenfatning af bogens samlede budskab i ti teser.

Jan-Werner Müller er til daglig professor ved Princeton University, og han har her i efteråret givet det ene interview efter det andet til de danske medier om, hvad populisme er for en størrelse. Müller er ikke bare et kendt ansigt, men også en særdeles anerkendt politisk idehistoriker. I sin bog Contesting Democracy fra 2011 har han på eminent vis analyseret demokratiets politiske idéhistorie i Europa i det 20. århundrede. Müller skrev også for tre år siden en lille bog om Ungarns transformation under Viktor Orban, og Ungarns premierminister spiller da også en væsentlig rolle i Müllers nye bog om populisme.

Folkets repræsentanter

Det første kapitel analyserer populismens intellektuelle baggrund, og her udvikler Müller en Webersk idealtype om populismen, der siger, at populisternes kernepåstand er, at ”Vi – og kun vi – repræsenterer det sande folk”. Kritik af eliten er dog ikke enestående for populismen. Det afgørende kendetegn er, at populisterne mener at have en eksklusiv og moralsk ret til at repræsentere det sande folk. Det betyder, at populisterne også er antipluralistiske og dermed ikke anerkender, at folket består af mennesker med mange forskellige slags værdier, overbevisninger og holdninger til alle mulige politiske spørgsmål. Populisterne udelukker typisk både en given elite samt et bestemt mindretal i befolkningen som værende en legitim del af folket. Populisten mener, der kun er én folkevilje, og at det kun er populisten selv, der repræsenterer denne folkevilje. Antipluralismen gør populismen tendentiel antidemokratisk, da demokrati er en beslutningsramme og –proces, der bygger på pluralistiske holdninger.

Populismens indre logik om eksklusivt at repræsentere det sande folk får også en række praktiske og politiske konsekvenser, når populisterne kommer til magten, hvilket er omdrejningspunktet for bogens andet kapitel. Populisterne opfatter deres folkelige mandat som et imperativ, altså at folkets vilje – som altid fortolkes i singulær af de populistiske politikere – skal gennemtrumfes. Det betyder konkret, at folket skal sætte sig på staten og fjerne de barrierer, der nu måtte være som f.eks. domstole og kritiske medier. Forfatningen skal ligeledes omskrives efter populisternes verdensbillede, som f.eks. både Fidesz og Hugo Chávez har gjort i henholdsvis Ungarn og Venezuela. Populisterne er derfor ikke bange for at tage ansvar, og de følger sig heller ikke tvunget til at blive mere moderate af nogen ”nødvendighedens politik”.

Hvordan håndteres populismen bedst?

Bogens sidste kapitel rummer Müllers anbefalinger – eller snarere forhåbninger – til, hvordan demokrater kan håndtere og besejre populismen, eller i hvert fald gøre populismen mere kompatibel med demokratiets pluralisme. Müller affejer en ”svensk” tilgang, hvor politikerne afviser at have noget at gøre med populisterne, for så bekræfter man jo kun populisternes forestilling om, at eliterne undertrykker dem. I stedet skal man, som ægte demokrat, indgå i en seriøs debat med populisterne, men det skal være på demokratiets og ikke populismens præmisser. Det vil sige en debat, hvor deltagerne er ligestillede medlemmer af den politiske samtale. Modstanderen er ikke en på forhånd illegitim repræsentant for folket. I den sammenhæng vedkender Müller, at de liberale demokrater har svært ved at sætte en grænse for, hvem der er med i folket, og hvem der er uden for folket. Populisterne har ét svar, men den er tendentielt antidemokratisk. I de sidste mange år har demokraternes modsvar til populisterne været ensidig inklusion af nye grupper, eller som Müller formulerer det (s. 137):

De liberale demokrater forudsætter stiltiende, at har man pas i et givet land, eller har man levet gennem længere tid på en stats område, bør man høre til den. Men dermed er liberal-demokraternes inklusionskriterium jo til syvende og sidst et spørgsmål om empirisk tilfældighed.

Müllers svar er, som han selv indrømmer, kun det næstbedste: Fortsat demokratisk diskussion om, hvem der udgør demos. I den sammenhæng vil jeg mene, at de liberale demokrater med fordel kunne lade sig inspirere af den danske retstænker Alf Ross, der i marts 1946 i Politiken ganske pragmatisk skrev følgende:

Demokratiets Teoretikere har ofte fremhævet, at den demokratiske Ideologi forudsætter en vis Samstemmighed i de fundamentale Værdsætninger for at kunne fungere. Betingelsen for, at den enkelte føler Flertallets Afgørelse som Ret og er villig til at bøje sig for den, er, at han trods alle Meningsforskelligheder dog føler Samhørighed med Gruppens øvrige medlemmer. Der maa, hvor vanskeligt det end er at definere det nærmere, være en vis Baggrund af aandeligt og kulturelt Fællesskab, en vis Harmoni i de yderste Maalsætninger, der gør Forstaaelse mulig. Individet maa kunne identificere sig med Gruppen for at opleve dens Afgørelser som bindende og Udslag af hans egen Autonomi. En Person, der befandt sig i et Selskab af Banditter, vilde aldrig i dette Selskab kunne anerkende Flertallets Ret.

DF: moderate populister

Holder Müllers tese så? Ja i store træk. Hans idealtype fanger noget meget væsentligt, som kan findes hos både højre- og venstrepopulister, selv om man nu godt kan kritisere Müller for at basere sin idealtype af populismen på de demokratisk set mest betænkelige populister som f.eks. Chávez og Viktor Orban. Holder den i forhold til f.eks. Dansk Folkeparti? I nogen grad, selv om partiets ledende medlemmer ikke har sagt, at de og kun de repræsenterer folket. Dog vil det ikke være urimeligt at kalde Dansk Folkeparti for populistiske i en let eller moderat udgave. De ynder således at fremstille sig som repræsentanter for ”den almindelige dansker”, og de marginaliserer også visse grupper – muslimer og den kulturradikale elite – fra at tilhøre danskheden. De siger dog ikke selv, at de repræsenterer danskheden i bestemt ental. For dem er danskheden et faktum, som eksisterer uden for dem selv, og som de selv mener at kæmpe for, men det er trods alt noget andet end at sige, at de og kun de repræsenterer den sande danskhed. De har også – ulig populister andre steder – afholdt sig fra at tage regeringsmagten, selv om det var muligt efter sidste folketingsvalg.

Hvad med populisternes udenrigspolitik?

Selv om Müller kommer godt omkring i sin lille bog, så kunne han godt have gjort noget mere ud af populisternes udenrigspolitik. Det er især blevet aktuelt med Trump som ny præsident i USA. Trumps valgkampagne var kendetegnet ved i uhørt grad at bryde med talrige demokratiske principper, som f.eks. at nægte at anerkende valgresultatet, hvis han skulle tabe, og han erklærede også Hillary Clinton for at være en politisk illegitim modstander. Hun skulle jo fængsles. Marine Le Pen har hyldet Trumps ”America first”-politik, og hun ser Trumps valgsejr som et tegn på, at verden er på vej ind i multipolær verdensorden, hvor hver stat isolerer sig selv uden indblanding fra internationale og overnationale organisationer. Dette følger logisk af den populistiske ide om, at kun populisterne repræsenterer det sande folks vilje, og det vil bryde fuldstændigt med den i dag herskende internationale orden.

Folkesuverænitet i yderste konsekvens

Konsekvenserne af et sådant nybrud kan blive alvorlige. Man må jo spørge, hvordan internationalt samarbejde skal kunne lade sig gøre, når hver stat kun må adlyde sin egen sande folkevilje? Hvordan skal man indgå kompromiser, lave handelsaftaler og forsvarsalliancer? Og hvad nu hvis et andet lands folkevilje kræver indflydelse over ens eget land? Populismen er ideen om folkesuveræniteten trukket ud i sin absolutte konsekvens. Det er en umulig udenrigspolitik.

Selv om man måske ikke er enig i Müllers analyse, så har Müller leveret et meget savnet udgangspunkt for en saglig diskussion af, hvad populisme er, og det er endda i en letlæst og ærlig analyse om et af tidens allermest brændende politiske spørgsmål.

Jan-Werner Müller: Hvad er populisme? Et essay. Oversat fra tysk af Hans-Jørgen Birkmose. Informations forlag, 2016.

Jesper Lundsby Skov er cand.mag. i historie og religion og ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.