Liberale klichéer om Rusland

14. december 2016
7 minutters læsetid

Debatten om Ruslands sikkerheds- og geopolitiske rolle fortsætter. Hvor bør den konservative stille sig? Hvordan skal man forstå tidens Rusland og Putin? Bjørn Rasmussen er ikke i tvivl og skriver her, i en replik til Kuzma Pavlovs seneste artikel om emnet, om baggrunden og perspektivet for situationen i Rusland.

Af Bjørn Rasmussen

Efter at have interesseret mig for slavisk kultur og russisk politik i en årrække, ikke mindst under kuppet i Kiev, finder jeg grund til at komplettere Kuzma Pavlovs indlæg (Replique, 30. nov.) med oplysninger om magtspillene og de interessenter, som sætter de nævnte begivenheder i et andet lys og slutteligt bør føre til et mere venligt syn på Putin og Kreml.

Frihedskæmpere eller oligarker?

Pavlov tager fat på oligarken og politikeren, Mikhail Khodorkovski, som af vestligt-liberale kredse er udråbt som provestlig og liberal oppositionsleder. Det er rigtigt, at Khodorkovski har været en mægtig mand i Rusland, og at sikkerhedstjenesten, FSB og Putin har nedbrudt ham. Men før vi dømmer Rusland som autokratisk, halv-fascistisk o.l., må vi kende magtkampenes natur og interessenterne.

Oligarkiets historie begynder tilbage i 1980’erne, hvor Abrahamovic, Ibrahimovic, Friedman, Khodorkovski, Nevzlin, Gusinski, Berezovski, Chernoi og knap 100 andre, senere oligarker var helt almindelige borgere i Sovjetunionen uden bemærkelsesværdige uddannelser, kundskaber eller stillinger. Begyndende efter IMF-lånet og chokliberaliseringen sidst i Mikhail Gorbatjovs embedsperiode –  og senere under Boris Jeltsins gavmildhed over for venner på statens vegne –  grundlagde mange af dem en bank med finansiering fra Jacob Rothschild i London og opkøbte den under privatisering stående sovjetiske industri.

Da oligarkerne i bund og grund var forretningsagenter for Londons finanskapital, investerede de ikke i at sanere og omstrukturere det kaotiske Ruslands højteknologiske industri og infrastruktur. De var internationalt orienterede, de fleste af jødisk familie, og deres økonomiske system var begrænset til at inddrage Ruslands råvarer i udvekslingen på de transatlantiske børser; et system for de få udvalgte, som vi også kender det fra Sydamerika. Dette system førte til fabrikslukninger, massefyringer og nød.

I 1998 var situationen blevet så kaotisk, at kun FSB og oligarkernes banker og mineselskaberne var fungerende institutioner. Kaosset blev for voldsomt, selv for oligarkerne. På Gusinski og Berezovskis initiativ enedes oligarkerne og FSB om at indsætte Vladimir Putin som ministerpræsident og senere som præsident for at stabilisere forholdene. Som Berezovski senere så malerisk har berettet, fejlvurderede de fuldstændigt den lille korrekte oberst.

Her bemærker jeg, at folkestyret ikke havde megen virkning, men før vi drager forhastede slutninger om samarbejdsmulighederne mellem Danmark og Rusland, vil jeg fortsætte historien:

Blandt Putins første embedshandlinger var genindførelsen af skat på råvareudvinding og tvangsforanstaltninger mod Centralbanken for at rette udlånene mod sanering af den nedslidte infrastruktur. De nye økonomiske midler lagde Kreml an som en del af en genindustrialiseringsstrategi, der også indebar at genåbne lukkede fremstillingsvirksomheder.

Skibsværftet i Sankt Petersborg er et eksempel på en stor arbejdsplads – og i Kremls strategi en nøgle-virksomhed – som havde været diskotek i perioden under oligarkiets herskab, men som Putin nationaliserede og genåbnede. Oligarker som ikke samtykkede og leverede på de statsligt dikterede ordrer blev bedt om at aflevere deres aktier eller få en sag rejst imod sig, og der var rigeligt at lave sager ud af. På skift flygtede de til deres eksiler, hvor nogle af dem trak sig tilbage og købte luksusyachter og fodboldklubber og opgav livet som forretningsagenter.

Oprør mod oligarkiet

Også den nye skattepolitik førte til et opgør med oligarkiet. Da oligarkerne var Putins skabere, var de tilstede ved indsættelsesfestlighederne i Kreml, som Putin benyttede til foran rullende kameraer at belære dem som børn om at betale skat. Nye vinde blæste i Rusland og de fejede oligarkerne bort. Disse tiltag for lov og orden som enden på 1990’ernes frie fest for oligarkiet sikrede Putin den folkelige støtte, til trods for oligarkiets forsøg på at knække ham – også med mediernes magt.

Gusinski og Berezovski kontrollerede de store medieplatforme, som de brugte til at føre en sågar grellere raseri-kampagne mod præsidenten end hvad vi kender fra dæmoniseringen af Putin i den vestlige presse.

Khodorkovski var, foruden olieoligark, også en politisk magtfaktor. Han stod bag loven om skattefritagelse for olieudvinding i Sibirien i 25 år; en lov, som blev vedtaget med adskillige kommunistiske stemmer på et tidspunkt, hvor korruptionen var hæmningsløs. Vi ved, at Khodorkovskis selskaber ikke kunne gøre rede for indtægter og udgifter, og de skatterevisorer, som forsøgte at forstå betalingerne blev én efter én fundet døde. Skudt ned uden blot det mindste forsøg på at sløre mordene som hændelige uheld. Efter fængslingen af Khodorkovki satsede Nevzlin og sagføreren Robert Amsterdam alt på at lancere Khodorkovski som frihedens forkæmper i de liberale målgrupper, som et led i sagen og magtkampen. Også Berezovski fandt sit liberale jeg frem og pumpede millioner i den orange revolution i Ukraine, bramfrit udtalt for at styrte Putin. Han optrådte også som demokrati-, menneskerets- og Ruslands-ekspert på BBC.

Her er det at Pavlovs fremstilling af Khodorkovski som en liberal martyr kortslutter. Det er han så langt fra. Han er fra det internationalt orienterede oligarki, som virkede for at indordne Rusland under de overstatslige institutioner, som sikrer finanskapitalens og ikke nationernes interesser. De i russisk kontekst såkaldte ”liberale” partier køber ind på globalismens økonomiske og politiske system. Jeg kritiserer dem som værende blindt nationalt selvhadende og derfor globalismens ideologi tankeløst hengivne, tilnærmelsesvis som Det Radikale Venstre i Danmark.

Opgør med en påvirket opposition

Boris Nemtsov var leder af et liberalt oppositionsparti, der havde en vis indflydelse i 1990’erne, men som var sygnet hen, og ved sin død var Nemtsov lige så betydningsløs som Jann Sjursen i dansk politik. Han døde februar 2015, nedskudt i et spektakulært sceneri foran Kreml, som fik den vestlige presse til at dømme Putin allerede i morgenaviserne, for aldrig senere at justere dommen. Som andre oppositionsledere havde Nemtsov sin hyppige gang på den amerikanske ambassade i Moskva, hvor amerikanske agenter sørgede for at oppositionslederne netværkede indbyrdes.

Denne udenlandske koordinering af oppositionens indsatser er væsentlig at forstå, for at forstå overvågningen og forbuddet mod visse aktiviteter. Store dele af den russiske opposition er en regulær femte kolonne, som vi kender det herhjemmefra under den kolde krig, hvor ledere af bevægelser på venstrefløjen også deltog i tilsvarende koordineringsmøder og fik træning og penge på den sovjetiske ambassade. Den danske stat er i visse kredse også blevet stemplet som fascistisk, fordi PET overvågede venstrefløjen. Jeg mener dog, at det er vildt overdrevet og skudt helt ved siden af målet. Tilsvarende Pavlovs stempling af overvågningen af den russiske opposition.

Jeg vil yderligere nævne Pussy Riot, som med deres engelske navn henvender sig til et vestligt publikum, og som med optøjer i det offentlige rum, ved højmesser, folkefester og OL forstyrrer og skaber kaos, nøjagtig som bolsjekvikkerne, da de omstyrtede den borgerlige orden for 90 år siden. Derfor er det ingen overraskelse, at de fik en fængselsstraf og disse kendsgerninger kan ikke tydes som et udtryk for et politisk retsvæsen. Hvis man tror på forsynet, må man se mening i Putins væsen – ydmygt, stærkt, vist og anti-korrupt – og hans præsidentstatus, som patriark Kirill af Moskva, den russisk-ortodokse kirkes overhoved, gør det. Sammenligningen med Il Duces Italien vil jeg henvise til sværmeriet, som David Trads og Zenia Stampes evindelige anti-fascismeudfald.

At fjernsynsdebatter med Putin skulle være uden debat, vil jeg modbevise med eksemplet fra debatten efter økonomiforummet i Sankt Petersborg i sommers, hvor CNN’s mest udtalte Putin-kritiker, Fareed Zakaria, var ordstyrer. Han sparede ikke Putin for kritiske spørgsmål, men tonen var rolig og diplomatisk. Dramatiske TV-dueller må det underholdningshungrende segment opsøge andre steder.

Demonstrationerne i 2008

Putin har gentagne gange betonet at han ønsker en stærk international lov og internationale organer til at opretholde den. Rusland engagerede sig i NATO’s Partnerskab for Fred og var i høj grad indlemmet i systemet af overstatslige institutioner. Men som Putin siden hen har betonet, blev der aldrig lyttet til Rusland på topmøderne. Putin var indkaldt for at blive instrueret i kraft af sin rolle som Ruslands præsident.  I modsætning til vore politikere, som føjer sig, holdt Putin en tale ved sikkerhedskonferencen i München 2007, hvor han bekendtgjorde at denne form for international orden er uacceptabel, mens Rusland efterfølgende gjorde tiltag til at sikre sine interesser selvstændigt.

I 2008 blev det ved lov fastslået, at russiske råvarer, handlet på børsen i Sankt Petersborg, skulle handles i rubler, ikke som hidtil i dollar. Dette træk var det første for at afkoble Rusland fra Petrodollarens system og skabe vare- og betalingsstrømme uden for amerikansk kontrol. Hvad der kan virke uskyldigt var et – om end lille, men – velrettet skud mod USA’s magt, som i dag består af militær styrke og finansielle spil. Den liberale opposition mobiliserede på kort tid titusinder til massedemonstrationer, som varede tre måneder før de døde ud. Men de kom aldrig til en fase, hvor de destabiliserede Rusland. Putin stod på det tidspunkt for stærkt til at en farvet revolution kunne knække styret.

Som de autonome i Danmark føler sig undertrykte, betvivler jeg ikke at Ruslands liberale gør det samme. Men det bedste studieeksempel på, hvordan Rusland ville have været uden Putin og hans politik gennem 15 år er Ukraine. Ukraines udgangspunkt var det samme. Men dets oligarki blev aldrig tæmmet, industrien aldrig saneret, korruptionen aldrig inddæmmet og det store land blev derfor en slagmark i andre magters spil.

Frie nationer

Når Monica Papazu og jeg ser muligheder i et stærkere politisk og kulturelt samarbejde med Rusland er det netop fordi vi er modstandere af globalismens politiske system af overstatslige udemokratiske institutioner, der instruerer vore politikere, embedsmænd og militær, styrer kapitalstrømmene og folkevandringerne, ensretter medierne, opløser familien, forkvindsker mændene og maskuliniserer kvinderne, tillader skamspekulation af markederne, trælbinder hele folkeslag i bundløs gæld. I den kamp er der ikke megen hjælp at hente i Folketinget. Alene Putin og Rusland har standset bevægelsen mod en global landsby, styret af formynderiske institutioner.

Vi kunne erklære os enige i flere af de reformkrav, som liberale fremsætter i Rusland. Men som Putin, der hidtil kun har kastet sig ind i kampe han kan vinde, har vi væbnet os med tålmodighed og erkender, at gennemgribende reformer i det spændingsfelt, Rusland er i, vil vare generationer. Men Rusland er kommet imponerende langt under Putins ledelse.

Bjørn Rasmussen er civiløkonom.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside