Kristus har patent på vejen til Gud

Af Theis Schønning Johansen

Da Martin Luther i 1521 ved Rigsdagen i Worms blev påbudt at kalde sin lære tilbage, afviste han dette med ordene, der – omendskønt disses faktiske historicitet kan betvivles – lød: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig. Amen!

Kirkens fundament

Hvad Martin Luther her stod med, var bl.a. den idé, der sildigere skulle blive et reformationsanliggende: at frelsen alene tilvejebringes igennem Kristus. Således den ene af de fem sola’er: Solus Christus. Den grundlæggende ide finder vi hos Johannes, igennem hvilken det udtrykkes: ”Jesus svarer: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (Joh 14,6)

Luther stod fast på evangeliets anliggende trods trusler om bål og brand fra pavekirken, hvad der tidligere havde kostet adskillige åndsfæller livet. Martin Luthers klippefaste stabilitet under reformationen i 1500-tallet samt dennes bibelforståelse med skriften i centrum blev det fundament, på hvilket vi byggede den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark.

Biskoppens svigt

Det klippefaste fundament er imidlertid begyndt at erodere som følge af et folkekirkeligt svigt. Denne erosion har været længe undervejs, men blev således gjort ganske klart i et interview med Roskilde Stifts biskop, Peter Fischer-Møller, hvori det fra biskoppen lød, at ”kristne ikke har patent på vejen til Gud” (Kristeligt Dagblad 1/12-16). Biskop Fischer-Møller har ganske vist ret i, at intet menneske på jorden har retten til at patentere Gud – dette kan kun Gud selv, hvilket han gjorde, idet han blev kød og tog bolig i blandt os som sand Gud, sandt menneske; det vidner ovenstående citat fra Johannesevangeliet helt åbenlyst om. Som kristne er det dog vor pligt at vidne om Kristi frelsergerning på trods af skiftende tider, konger eller religiøse stemninger. Det betyder imidlertid også, at Folkekirken ej bør eller kan indlade sig på andre ’veje’ til Gud, da dette i sagens natur må medføre en benægtelse af Kristi frelsergerning og dermed undergraver den hele kristenhed.

Som biskop i den Danske Folkekirke må det forventes, at man er stærk nok til at byde tidens og modernitetens vilkår trods. Kirken og dens ledere skal således turde stå på sit solide værdigrundlag; et evighedens rum, i hvilket vi i ly for tidens tyranniske tendenser og misforståede tolerance kan høre det ord, der er blevet os overleveret. Folkekirken må ikke lade sig diktere af fintfølende minoriteter eller nyreligiøse bevægelser, der udhuler det budskab, hvorfra vor verden går som danskere og som kristne. Tager man Kristi ord for pålydende, hvilket det må forventes af en biskop, bør man forkynde evangeliet rent og purt med alt, hvad der dertil hører; herunder også afvisningen af andre former for gudstro. Vi er en ny generation af teologi-studerende, der ikke i febrilsk bekvemmelighedsvildelse vil lade Folkekirken give køb på de mest centrale elementer i den kristne tro, men vil kæmpe for at udbrede den kristentro, vi er villige til at forsvare med kød og blod; Gud hjælpe os. Amen!


Theis Schønning Johansen er stud.theol. ved Københavns Universitet. Han mener, at kristendommen er en grundpille i det samfund, vi har bygget op – og som vi med stadigt hensyn til vor kulturelle arv bygger videre på. Konservatisme og kristendom går i så henseende hånd i hånd og vil dermed også agere hovedfokus på hans blog.