Her finder vi pengene til at styrke forsvaret

6. december 2016
3 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Den 1. december bragte Berlingske en i øvrigt glimrende kronik forfattet af Leif Donbæk, Caspar Stefani og Jon Kjellund. Et tværpolitisk opråb om, at det danske forsvar i den grad har behov for en saltvandsindsprøjtning af de større:

“[M]an får ikke venner ved at møde op til bygningen af et fælles hus for derefter at gå lidt rundt med en sav i hånden, drikke de fællesindkøbte flytteøl og så tage hjem og se X Factor igen. Man får det ved at møde op med en ordentlig værktøjskasse og et ægte engagement.”

Desuden fremførte skribenterne den fornuftige pointe, at vi står i en situation, hvor en prioriteringsdiskussion af forsvarets opgaver – hvad skal det dansk forsvar faktisk kunne? – er efterhånden temmelig akut:

“Derfor må og skal vi bruge dette som en mulighed for at få taget den store forsvarspolitiske prioriteringsdebat, vi har manglet i mange år. Vi kan ikke prioritere i vores forsvar alene på baggrund af, hvad der lige er dyrt det ene år, og så flytte nogle millioner fra ét værn til et andet. Vi bliver nødt til at være knivskarpe på, hvilke typer af opgaver vi ønsker, at forsvaret skal kunne løse, og hvilke ressourcer vi er klar til at bruge på det.”

Kronikørernes grundlæggende synspunkt – at vi i Danmark har snyltet på NATO, og at vi bliver nødt til at prioritere en genopbygning af forsvarskapaciteten her til lands – er såre fornuftigt. Ja, det er jo egentlig båret af realiteterne i den til stadighed mere ”interessante” verden, vi lever i. Det forklarer også, at tre debattører med så forskellig baggrund – en folkesocialist, en socialdemokrat og en konservativ – kan finde sammen om dette budskab.

Hvor skal pengene komme fra?

Kronikken gør dog desværre ikke mere, end den kan: at åbne ballet ved at pege på problemet og nødvendigheden af dets akutte løsning. Den helt grundlæggende diskussion om, hvordan man skal betale for dette nødvendige gilde, er der endnu ingen, der tør åbne.

At rette op på forsvarets nuværende tilstand fordrer sandsynligvis et pekuniært løft i milliardklassen. Man kan jo kun håbe på, at det er det, den nytiltrådte regering mener, når den i sit regeringsgrundlag skriver, at ”Regeringen vil (…) sikre et substantielt løft ved at tilføre flere midler til Forsvaret…”.

Men hvor skal disse dejlige milliarder komme fra? Efterspørgslen på ”substantielle løft” skorter det jo bestemt ikke på i dagens Danmark – men omvendt fattes de offentlige kasser penge. Et kig på finansloven giver et par muligheder:

Skal man hæve skattetrykket i det land, der i forvejen har OECD’s højeste samlede skattetryk, og lade de almindelige danske familier betale? Af både realøkonomiske og principielle årsager næppe en farbar vej.

Kan vi kigge på de langsigtede uholdbarheder i det danske pensionsvæsen, hvor folkepensionen alene i 2017 forventes at koste mere end 130 milliarder kroner? Jo, men så skal vi tage penge fra Danmarks mere end 1 million folkepensionister, og det fordrer ikke en politologisk kandidateksamen at gennemskue, at ikke mange partier vil lægge sig ud med så stort et vælgersegment.

Bør vi omprioritere nogle af de 93 milliarder kroner, vi anvender i regionerne? Tjo, men så skal vi nok genoverveje finansieringen af vores sundhedsvæsen, som jo altså heller ikke er i en prangende tilstand.

Skal vi så kigge på de ca. 83 milliarder kroner, som kommunerne hvert år får i tilskud? Jo, men så skal vi prioritere den kommunale opgaveløsning: ældrepleje, folkeskole m.m., og den diskussion er der heller ikke rigtig nogen, der deltager aktivt i.

Selv på et budget, der opererer med udgifter for mere en 1 billion kroner, er det tilsyneladende svært at finde ret meget mere end ”håndører”!

Hvorfor – hvorfor?! – tør vi ikke prioritere?

Den grundlæggende udfordring er således ikke, at der mangler penge i forsvaret. Og dette skriver jeg ikke for forklejne vigtigheden af at prioritere et stærkt og velfungerende forsvar. Slet ikke. Men det er dog endog ganske væsentligt at forstå, at en diskussion om flere penge til forsvaret – hvilket skal til! – fordrer, nødvendiggør og forudsætter en diskussion af prioriteringer i den offentlige opgaveløsning.

Og den diskussion er der ingen, der reelt tør tage i substansen: hvilke ydelser skal den offentlige sektor reelt levere – og hvad skal vi skære fra? Og en sådan diskussion bliver kun desto mere akut, hvis man skal finde mange penge inden for få år. Og det skal man på forsvarsområdet.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han arbejder med erhvervsorganisationers indflydelse på lovgivningsarbejdet. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

 

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside