Film: Rogue One: A Star Wars Story

Julen 2016 byder, ligesom det var tilfældet for julen 2015, på en ny Star Wars-film. Denne gang ikke en fortsættelse af den egentlige filmserie, hvor vi p.t. har syv episoder, men et form for intermezzo, der foregår umiddelbart før episode IV. Omdrejningspunktet for historien er oprørernes tyveri af planerne til imperiets supervåben, Dødsstjernen. Hovedpersonen er Jyn Erso, der er datter af den højtbegavede arkitekt og ingeniør, Galen Erso. Galen har arbejdet med våbenudvikling for imperiet i den tro, at det var i den gode sags tjeneste, men stikker af med familien til en fjern planet, da han opdager, at de virkelige hensigter med det uhyrlige supervåben er en gang for alle at forvandle den tidligere republik til et galaktisk diktatur. Han bliver dog opsporet af den onde chef for imperiets våbenprogram, Orson Krennic, der i filmens start lader Jyns mor myrde for øjnene af den lille pige, og bortfører Galen, sådan at han kan færdiggøre det påbegyndte supervåben. I stil med mange andre af filmseriens helte vokser Jyn således op uden forældre, men havner i steder hos oprørerne. Galen tør ikke gøre andet end at fortsætte sit arbejde for imperiet af frygt for, at de vil finde datteren og holde hende som gidsel. Filmens egentlige handling begynder 15 år senere, hvor Jyn er voksen og klar til at tage kampen op mod imperiet. Linjen er derfor udstukket ret klart: Jyn skal forenes med sin far, hævne sin mor og stoppe det hensynsløse imperiums skumle planer, før det er for sent. Alle tre ting kan heldigvis forenes i nogenlunde samme handlinger.

I forhold til sidste års episode VII er Rogue One et gevaldigt skridt frem, da man denne gang ikke blot forsøger at lave en 1:1-genindspilning af en allerede eksisterende film. Man forsøger sig med nye karakterer og bygger videre på en eksisterende historie, men skaber trods alt en ny. Der er dog stadig alt for mange mangler ved den nye film til, at jeg for alvor kan være tilfreds. For på mange måder lider den af samme grundlæggende fejl, som episode VII. Først og fremmest forsømmer man at fortælle mange af de gode historier, der er snublende nærliggende, men laver i stedet en lang actionfilm i rummet, hvor karaktererne kæmper fra planet til planet indtil vi ender præcis der, hvor episode IV starter. Det kunne eksempelvis have været interessant, hvis man havde valgt at fokusere blot en lille smule på det moralske dilemma, der ligger i, at Galen for at rede sin egen datter bygger et supervåben, der skal bruges til at myrde milliarder af mennesker. Galen Ersos karakter bliver imidlertid en bifigur, som man ikke ser meget til.

Gennemgående gør filmen alt for lidt ud af sine karakterer. Og det er en skam, for mange af dem har potentialet til at kunne blive rigtigt interessante. Det ville dog kræve nogle lidt mere rolige passager, hvor de kunne tale sammen. I stedet kaster instruktøren, Gareth Edwards, dem hovedkulds ind i det ene spektakulære slag efter det andet. Det komiske indslag er hovedsageligt koncentreret omkring robotten K-2SO, der dog er sjovest, når den gentager den manglende situationsfornemmelse, som kendetegnede C-3PO i de gamle film.

I småtingsafdelingen kan man diskutere, om der nu også er grund til Disney laver kludder i den mytologi, der nu engang er skabt omkring filmene. Os der har spillet computerspillet Dark Forces (1995) husker formentlig, at det ikke var Jyn Erso, men Kyle Katarn, der stjal planerne til dødsstjerne. Navnet Galen Erso er vist også nyt i dødsstjernesammenhæng, hvis skabelse hidtil vist har været tilskrevet Qwi Xux. Slå eventuelt selv efter på Wookieepedia. Men der kan jo være flere planer til dødsstjernen, ligesom der kan være flere designere. Så med lidt behændighed kan man godt forene den nye film med den hidtidige mytologi.

Filmen er visuelt flot. Og de mange slag fungerer effektivt. Man har herudover gjort meget ud af at genskabe detaljer fra de tidligere film. Dødsstjernes kontrolrum har eksempelvis alle de analoge knapper og håndtag, der gjorde det så fascinerende i de gamle film. Mest imponerede på den visuelle front er dog, at man via computeranimation har formået at genskabe Grand Moff Tarkin i afdøde Peter Cushings skikkelse så livagtigt, at jeg først efter filmen blev gjort opmærksom på, at der var tale om animation. Det samme gør sig – i mindre grad – gældende med prinsesse Leia Organa. Heldigvis har man klogeligt ikke ladet disse velkendte karakterer stjæle billedet. De medvirker kun i begrænset omfang. Det samme gælder Darth Vader, der også har en beskeden rolle i filmen. Det er positivt, at man trods alt forsøger sig med noget nyt frem for – igen – at trække veksler på fortidens succeser. Det ændre dog ikke ved, at man kunne og burde have gjort væsentligt mere ud af filmens historie og karakterer frem for bare at skabe en actionfilm i rummet. 6/10.