EU’s forsvarspolitik truer Europas sikkerhed

8. december 2016
4 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Der bliver rystet godt og grundig med posen i disse år. Reaktionen mod en liberal globalisme, der i mange vælgeres øjne er løbet løbsk, sætter sig spor i såvel indenrigs- som udenrigspolitik, og populisme-begrebet har fået akut politisk relevans, som ph.d.-stipendidat Jesper Lundsby Skov godtgjorde forleden.

Det er naturligvis ikke afstemninger i Østrig, Italien, Danmark og andre små eller mellemstore vestlige lande, der her er afgørende, selvom de vidner om en tendens. Det helt afgørende er derimod, at USA med valget af Donald Trump har fået en præsident, der i hvert fald i sin retorik har lagt op til et brud på USA’s traditionelle rolle, som garanti for og sidste instans i en international orden.

Hvordan USA egentlig kommer til at placere sig, er stadigvæk et åbent spørgsmål. Det er ikke urimeligt at antage, at meget af Trumps retorik, netop blot er retorik; teatertorden, og at USA i sidste ende ikke vil søge hængekøjen men forsvare sin internationale position og dermed den globale ordens relative stabilitet. Men selv teatertorden buldrer og den buldren er blevet hørt over Atlanten, hvor den allerede har været årsag til, at EU’s kernelande Tyskland og Frankrig har halet en ellers død sild i land, nemlig idéen om et fælleseuropæisk forsvar. I et udførligt forslag har de to landes udenrigsministre Ursula von der Leyen og Yves Le Drian i september skitseret, hvordan et fælles europæisk forsvar skal tage sig ud.

Planen om at styrke EU’s forsvar

Planen som blev præsenteret for offentligheden i Süddeutsche Zeitung og Le Figaro rummer ønsker om en øget koordination af de europæiske landes forsvarsstyrker og, endnu mere markant, et fælles permanent hovedkvarter for det militære samarbejde samt oprettelsen af mindre taktiske enheder, der kan deployeres hurtigt.

Der er ikke tale om en fælles europæisk hær, men om at føje et udbygget forsvarspolitisk aspekt til det europæiske samarbejde, og dermed levere muskler til den fælles udenrigspolitik, der allerede eksisterer – i hvert fald til husbehov – inden for EU.

Det fransk-tyske initiativ skyldtes del Storbritanniens bebudede exit fra EU, men det varsel om øget amerikansk isolationisme, der lød fra Trumps kampagne. Og med Trumps sejr har drømmen om, at Europa skal stå på egne ben fået næring. Ikke at den er ny, for de dele af den politiske elite, der har deres gang i EUs institutioner er det en drøm så gammel som unionen selv. Eksempelvis er drømmen en om egentlig forsvarsunion beskrevet udførligt i et postion paper fra den konservative EPP-gruppe (hvor De Konservative er medlem) fra november 2015. Det er slet og ret den politik, som Europaparlamentets største gruppe, fører.

Merkel som den frie verdens leder

Det afgørende er altså ikke drømmen som sådan, men at den i manges øjne er  gået fra at være en smuk vision til at være en politisk nødvendighed, for har Trump ikke sat spørgsmålstegn ved NATO og specifikt NATOs såkaldte Musketer-ed? Og betyder det ikke, at Europa må stå på egne ben i en farlig verden?

Det mest, skal vi sige iøjnefaldende, udslag af denne pludselig erkendelse af EU’s internationale forpligtelse er den forestilling, som har vundet udbredelse i tyske medier, at Angela Merkel nu må opfattes som den frie verdens leder, fordi kun hun repræsenterer foreningen af magt og de rette idealer, efter at både USA og Storbritannien er faldet fra.

For de folk i pressen, det politiske liv og i den akademiske verden, der nu retter blikket mod EU og Merkel, har begivenhederne ude i verden skabt en situation, hvor en udbygning og fortætning af det eurpæiske samarbejde er et krav, hvis den internationale orden skal sikres. Men ved nærmere eftersyn er det en illussion – og en farlig en af slagsen. Som Morten Jarlbæk Pedersen har skrevet er der intet belæg for, at Merkel skulle kunne træde frem som den frie verdens leder: Tysklands overlegenhed er alene af stipuleret moralsk art.

NATO er fremtiden

I en analyse i det anerkendte tidsskrift The American Interest Andrew A. Mitcha, dekan for College of International and Security Studies ved George C. Marshall European Center for Security Studies om de europæiske vrangforestillinger, hvor han slår fast:

“The Trump election is anything but another opportunity for Europeans to reheat old prescriptions, nor does Europe need another round of building institutional sand castles. If Europe is serious about its defense the time is now to reach out to the United States and to rebuild and strengthen NATO. None of the expressions of outrage or concern since Trump’s election have changed the reality that the European Union is not structured to provide for Europe’s defense and that NATO remains the only security system in Europe with any teeth. Growing instability in the Middle East and North Africa is real, as is Russia’s increased geostrategic assertiveness; still, Europeans continue to ignore the warning signs that America’s patience is wearing thin when it comes to burden-sharing.”

Ved at kaste sig ud i endnu et forsøg på at bygge institutionelle sandslotte er de europæiske ledere altså ikke med til at styrke stabilitet og sikkerhed, men derimod med til at svække NATO-samarbejdet og frohldet til USA. Eller sagt på anden vis: Forestillingen om et styrket europæisk forsvarssamarbejde er farlig, fordi det vil forværre vores sikkerhedssituation ved at underminere den transatlantiske alliance, der har været aksen i den frie verden siden Anden Verdenskrig.

Andrew Mitcha underbygger sin argumentation ved at par interessante tal:

“To put the current NATO disarray on defense spending in perspective, after the British exit from the European Union, non-EU NATO members will constitute 80 percent of all NATO defense spending; likewise, three of the four battlegroups to be deployed in Europe will be led by NATO allies who are not members of the European Union. With such limited resources devoted to defense, any enhanced EU military cooperation—should it in fact materialize—would take place at NATO’s expense, not so much duplicating its effort as taking capabilities away from the alliance.”

Men hvis Europa ikke skal kaste sig ud i farlige institutionelle eksperimenter, hvad skal vi så? Ja først og fremmest skal vi acceptere, at situationen efter Trumps valg er en anden end før. USA vil ikke længere acceptere, at Europa lukrerer på fredsdividenden uden at yde sit bidrag til NATO – lige nu er det kun Storbritannien, Polen, Estland og Grækenland, der honorerer kravet om 2 procent af BNP.

Snarere end at forsøge at vriste sig fri af USA eller svække NATO ved at bruge i forvejen begrænsede ressorucer på en parrallel forsvarspolitisk alliance, må Europas politiske elite tværtimod investere mere i det transatlantiske samarbejde og fastholde USA på deres forpligtelser i Europa ved selv at bære en større del af byrden.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside