3de søndag i advent: Urolige hjerte

 Af Johan Christian Nord

Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!

Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke.
Sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke!

Sådan lyder det fra skriftens efterklang af profeten Esajas’ ord i dag, hvor det er tredje søndag i advent – den tredje gudstjeneste i ventetiden. Profet-ordenes billedkraft er stærk og mægtig. Ordene har rørt menneskers hjerter i tidernes lange løb, og her hos os kender vi dem særligt fra den salme, som jeg netop har indledt med et vers fra, og som vi naturligvis har sunget i dag – nemlig Grundtvigs pragtværk Blomstre som en rosengård skal de øde vange, som man ikke kan fejre dansk advent uden at synge.

Ja, vi er jo mange, som har et meget nært forhold til den salme, og der pibler minder frem, når lydene glider over læberne. Minder om den juletid, der har været i de år, der er gået – og minder, vi bærer med os om de mennesker, som har vi sunget den med, og dem som engang i en nu glemt fortid har lært os at synge den. Tiderne er skiftet omkring os, og livet er gået sin underlige gang – nogle har haft tid til at opleve mere end andre, men vi har alle et større eller mindre stykke liv bag os, og vi har alle de tidlige barndomsminder bag os.

Grundtvigs adventsklang har hele tiden været der. For med Blomstre som en rosengård er det jo, som det er med de vigtigste af vores højtidssalmer, sådan, at de fleste af os ikke kan huske, hvornår vi lærte den. De er der bare, og de er kommet igen og igen, år efter år. Derved har de gjort deres gode gerning for at lægge grunden under den stemnings- og forventningsfylde, som kendetegner troens liv i verden, og som – for adventstidens vedkommende – gerne skal nå sin mætning og finde sin forløsning, når lyset vender, og vi igen skal fejre julens komme.

Det er godt sådan. Det er godt, at de samme ord og toner kan ledsage et menneskes liv gennem årenes flugt og tidernes skiften, og det er godt, at det er disse ord og disse toner, der har gjort det for så mange af os.

For som sagt: Både Esajas egne ord og den danske skjalds rimede gendigtning af dem rummer en stærk og mægtig billedkraft. I ordene om ødemarken, der jubler af fryd og blomstrer som sommerens roser, lever og ånder der en glæde, som er af en anden verden, og som i de rette øjeblikke kan hviske sine hemmeligheder til denne verdens urolige hjerter.

Det er dem, det hele handler om; de urolige menneskehjerter, som Esajas beder Guds Ånd om selv at tale til, og som hos Grundtvig udpeges i billedet af det urolige blod, som en dag skal lære rinde let – når tiden når sin gode fylde, og frygt og sorg forsvinder.

Vi har nok at frygte, og vi har nok at være sorgfulde over. Det har vi hver især i vore egne liv; enhver af os har jo sit eget. Det har vi som folk i denne forvirrede og glemsomme tid, der vist snart skal vise sig at blive en trængselstid. Og det har vi allerdybeste og mest påtrængende forstand som levende mennesker, der véd, at vi en dag skal falde ned i døden. Ja, menneskets sorg og frygt er ganske forståelige, og hjertets uro beror ikke på indbildninger. Uroen har sine aldeles virkelige grunde, og den er ikke noget, der skal forties.

For det er denne uro, der kan gøre os til mennesker. Det er dette, at vi ikke bare affinder os med vilkårene, æder vores brød, avler vores børn og dør vores død, der gør os til dem, vi skal være. Ja, det er den længsel, der bor i det inderste af det urolige hjerte, som kan gøre menneskelivet til andet og mere end et dyreliv i dorsk afventen af slagterens kniv.

Adventstiden handler om denne uro og denne længsel. Uroen fordi vi jo véd, at alt for meget ikke er, som det burde være, og længslen, fordi nogle af os hverken forsøger at dulme og bedøve det urolige hjerte med terningspil og tidsfordriv eller ønsker at lade den få det sidste ord om os og vores liv.

Så vi længes, og vi lader munden give lyd til dét, der bor i det lille hjerte. Det gør vi med Åndens eftertryk, når vi synger om de jublende blomster, som skal spire frem på den øde mark.

Det er sådan, vi forbereder os på at møde ham, som kommer. Vi vedstår uroen, synger om længslen og hører fortællingerne om dem, der venter i mørket og peger mod lyset.

For det er jo dét, dagens evangeliefortælling handler om – om den fængslede ørkendøber Johannes, som sidder dér i kong Herodes’ kælder og gør sig sine tanker om det liv, der udfolder sig uden for hans celle, men som han alligevel har hørt om – og længes efter at høre mere om. Så han sender nogle af dem, der har fulgt ham, ud for at spørge sig for hos denne Jesus af Nazareth, som han jo allerede selv har mødt og endda givet vandets indvielse i Jordanfloden, men som han åbenbart alligevel må høre lidt mere om, før han kan vide sig sikker på dét, som hans hjerte allerede aner.

Da han først mødte denne Jesus af Nazareth skete det i ørkenen. For Johannes var én, der råbte i ørkenen – en råbendes røst i ørkenen. Ban Herrens vej, gør hans stier lige! Det var dét, Johannes’ hele virke handlede om: At bane vejen og gøre stierne lige, for den Herre, som skulle komme efter ham og opfylder de anelser, han havde modtaget.

Denne ørkengerning havde – ad denne verdens krogede veje – ført Johannes til fængslet. Dér sidder han så og venter på nyt fra dem, han stoler på. Hvordan Johannes modtog efterretningerne om Jesus, da hans følgere kom tilbage til ham, hører vi ikke noget om i evangeliefortællingen. Det er en hemmelighed, som både handler om ham og om os selv, så det må vi hver især tænke over.

Men vi hører om, hvad Johannes’ disciple selv erfarede, da de kom til Jesus og stillede ham det spørgsmål, som Johannes’ ord om Herrens komme havde sået i deres indre:

Er du den, der skal komme, eller skal vi vente en anden?

Hans svar er både enkelt og gådefuldt:

Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser. Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og det glade budskab forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.

Gå hen og fortæl jeres mester, hvad I har set og hørt. Sig til ham, at alt er ved at blive helt anderledes. For alt det faldne er ved at rejse sig; alt det brudte er ved at blive helt. Se på det, hør om det, og fortæl ham så om det hele. Så vil han selv kende svaret.

Og så gik de til den fængslede med Jesu ord i sig. Senere blev Johannes’ hoved skilt fra hans liv, og i resten af Matthæusevangeliets fortælling hører vi netop ikke noget om, hvordan han tog imod ordene om ham, der skal komme. Der er en dyb sandhed i dette hul i historien. For sådan er det jo med fængslede hjerter: Vi kender kun vores eget. Vi véd ikke, hvordan der ser ud i det allerinderste af et andet menneske, og så længe denne verden står, kommer vi aldrig til at vide det.

Så vi må forlade os på dét, vi hører – og vi må gøre os vores tanker om dét, som vi kender fra os selv: Sorgen, frygten, uroen, længslen, håbet, glæden. Dem kender vi, og her ved den kristne gudstjeneste hører, vi at disse rørelser i det indre liv alle bor i os, fordi vi tilhører ham, som skal komme. De lever i os som en råbendes røst i ørkenen. En kaldende klang, der drager os indad og hjemad. Ind i hjertets spirende lag og hjem til den far, som vi har i Himlene, og som vi er urolige indtil, vi hviler i. Hvis vi vil lære Ham at kende, så må vi lytte til råbet i ørkenlandskabet og budskabet i fængselsmørket. Ja, indtil vi selv får syn for sagn, er det disse to, vi må holde os til: Det levende ord på ærlige læber, og den gode hvisken i urolige hjerter. Begge vidner om den samme længsel – og forbereder vejen for den samme Herre, som vil komme i usselhed og oprejse alt det tabte i herlighed. Det er Ham, der skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og Ham, der skal åbenbare, hvad hjerterne vil:

 Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom Jesus dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu, og altid, og i al evighed.

Amen

Læsninger:
Es 35
1 Kor 4,1-5
Matt 11,2-10

Salmer:
Urolige hjerte, 44
Blomstre som en rosengård, 78
Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum, 350
Foragter ej de ringe dage, 125
Kraften fra det høje, 287
Jesus Krist, du gav mig livet, 474
Min Jesus, lad mit hjerte få, 217

Prædikenen er holdt i Kjellerup og Omegns Valgmenighed, søndag d. 11. december 2016


Johan Christian Nord er grundtvigsk valgmenighedspræst og desuden ph.d.-stipendiat i tysk på Aarhus Universitet, hvor han arbejder med Schopenhauer-receptionen i dansk åndsliv. Han skriver om kampen og livet, om Danmark og det danske – og om den gamle åndsvirkelighed, som lever i billedernes verden og altid bliver ung igen, når den lille Loke tier, og hjertet begynder at lytte.