Trump vinder præsidentvalget!

6. november 2016
2 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Eller det er i hvert fald slet ikke længere utænkeligt. Nej efter, at de fleste af os havde afskrevet ham og begyndt at spekulere over, hvordan et post-Trump Republikansk parti ville tage sig ud, så har alt forandret sig. De af os, der troede, at ånden var tilbage i flasken, at proppen sluttede tæt og at flasken var begravet i 3 meter dyb cement, har fået en lektie i dette valgs uberegnelighed. Trump kan vinde, og det er ikke usandsynligt, at han gør det.

Baggrunden er naturligvis, at en anden ånd er ude af flasken. Historierne om Hillary Clintons specielle forhold til sandheden, statshemmeligheder og gældende lovgivning har med FBI’s genoptagelse af deres undersøgelse af hendes affære, blevet hovedhistorien også i den ellers stærkt Trump-kritiske presse.

Den nye regn af skandaler har betydet, at Trump har halet ind på Clinton i de nationale meningsmålinger, hvor hendes føring nu ligger op et gennemsnit på 1,7 procent, dvs. under den statistiske usikkerhed. Men endnu mere interessant er det, at målinger i de amerikanske delstater viser, at hendes nedsmeltning også har gavnet Trump her. Clintons hidtil massive forspring på valgmandsstemmer er skrumpet ind og der har åbnet sig en vej for Trump til præsidentposten, der ikke alene er teoretisk farbar, men også yderst plausibel.

Følgende kort afspejler situationen lige nu. Det giver Clinton en føring på 297 over 241, men understreger situationens alvor for hende.

 

screenshot-48

Trumps vej til at vinde valget har altid været mere snæver en Clinton. For at vinde har han ud over de stater, der er sikkert republikanske, skullet tage en række afgørende svingstater.

Han skal vinde Ohio, North Carolina og Florida for at have en chance. Ved siden af disse stater, han skal vinde, er der en række andre han skal vinde for at nå i mål og få 270 valgmandsstemmer. Her er der flere muligheder. Tidligt i valget talte man særligt om, at han skulle vinde en demokratisk kernestat som Pennsylvania for at have en chance. Men selvom dette unægteligt ville styrke hans position, så er dette hverken særlig sandsynligt eller nødvendigt.

Den mest sandsynlige vej til præsidentposten går på, at han ud over sine sikre stater og Florida, Ohio og North Carolina vinder i Iowa, Arizona, Nevada og New Hampshire. Denne vej har hidtil være lukket, fordi Trump aldrig har været forand i New Hampshire. Men et par nye målinger oven på Clinton-skandalaen har sendt ham i spidsen i alle tre stater, og holder det billede er han godt på vej til sejr.

Af alle de nævnte stater er det lige nu kun Florida, hvor han er bagud, men her er Clintons føring under den statistiske usikkerhed og Trump har flere gange været foran i denne afgørende stat.

Endelig må vi ikke glemme, at meningsmålingerne faktisk kan vise sig at være skæve og underrepræsentere Trump, hvis det, som hans støtter mener, er lykkedes ham at mobilisere en ny vælgergruppe, der ellers ikke plejer at stemme. Flere valg i andre lande har peget på eksistensen af en skjult “populistisk” vælgerreserve, og vi skal ikke længere tilbage end til Obamas valgsejre for at mindes en situation i amerikansk politk, hvor målingerne var skæve, fordi det lykkedes Obama at mobilisere nye vælgere.

Så det korte af det lange er, at det utænkelige udfald ikke alene er blevet muligt, men meget tænkeligt.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside